For at kunne besvare det spørgsmål, må man først tage stilling til hvad man synes der er vigtigt, for at dyrene har et godt liv. Dermed tager begrebet "dyrevelfærd" udgangspunkt i, hvad mennesker definerer, som et godt dyreliv.
Mange udgaver af ”et godt liv”
Forskere kan lave undersøgelser, der viser, hvordan dyrene påvirkes af eksempelvis forskellige staldforhold.
Men den viden siger ikke nødvendigvis noget om, hvorvidt et bestemt staldsystem dermed er bedre for dyrs velfærd end et andet staldsystem.
Frit eller beskyttet liv
De fleste mennesker er enige om, at dyrene ikke skal være syge, bange eller have ondt. Nogle mennesker mener, at god velfærd kræver mere end at dyrene er frie for ubehagelige oplevelser og sygdomme. God velfærd kræver i stedet, at dyrene skal have god plads, bevæge sig frit, skal være sammen med andre dyr, og at dyrene skal kunne komme ud i det fri og gøre ting, der er naturlige for dem, som at græsse eller rode i jorden.
Andre mennesker synes, at det er vigtigt, at dyrene beskyttes mod dårligt vejr og sygdomme. Kommer dyrene udenfor, kan dyrene udsættes for varme, blæst, regn og kulde. Udenfor kan dyrene også udsættes for smitsomme sygdomme, som de ikke ville få, hvis de kun var inde. Og de kan blive angrebet af parasitter og rovdyr.