Indførsel fra tredjelande
Som udgangspunkt må foder med animalsk indhold ikke indføres fra tredjelande. Dette gælder både foder med indhold af ferskt kød og foder med indhold af kødprodukter. Der er dog følgende undtagelse:
Specialfoder til kæledyr: Specialfoder, der er påkrævet af medicinske årsager, kan indføres fra alle tredjelande, hvis der er tale om:
- foder til det kæledyr, der ledsager passageren
- færdigpakkede, varemærkebeskyttede varer beregnet til direkte salg til den endelige forbruger
- ubrudt emballage, med mindre pakningen er i brug
- holdbar ved omgivelsestemperatur før åbning
Hver person må indføre højst 2 kg i alt af disse produkter.
Hvis indførslen sker fra Færøerne eller Grønland, må hver person indføre højst 10 kg i alt af disse produkter til Danmark eller EU.
Indførsel fra EU- og samhandelslande
Du kan frit indføre animalske produkter som foder til selskabsdyr fra andre EU-lande til privat brug uden tilladelse og uden mængdebegrænsning.
For at du frit kan indføre produkterne uden tilladelse og mængdebegrænsning, skal det udelukkende være til brug som foder til dine egne selskabsdyr.
Det er en betingelse, at produkterne indføres i egen bagage i forbindelse med indrejsen eller i umiddelbar tilknytning til indrejsen. Produkterne kan også modtages som pakker.