Du må kun markedsføre foder, som er sikkert
Du må kun anvende og markedsføre foder, hvis det er sikkert og ikke har en direkte negativ indvirkning på miljøet eller på dyrevelfærden.
Du skal sikre dig, at foderet er sundt, ægte, uforfalsket, egnet til formålet og af sædvanlig handelskvalitet. Derudover skal du pakke, mærke og præsentere foderet efter reglerne.
Du må ikke vildlede brugeren, når du mærker og præsenterer dit foder
Når du mærker og præsenterer dit foder, skal du være opmærksom på ikke at vildlede brugeren af foderet. Det gælder især i forhold til foderets anvendelsesformål eller karakteristika. Det vil sige bl.a. foderets art, fremstillings- eller produktionsmåde, egenskaber, sammensætning, mængde og holdbarhed samt de dyrearter eller dyrekategorier, som foderet er beregnet til.
Herudover må du ikke tillægge foderet virkninger eller egenskaber, som det ikke har, ligesom du ikke må antyde, at foderet har særlige egenskaber, hvis alt lignende foder har de samme egenskaber.
Anprisninger kan være tilladte
Du må under visse betingelser gerne fremhæve, at dit foder indeholder eller ikke indeholder et bestemt stof. Derudover kan du fremhæve særlige ernæringsegenskaber eller -processer eller særlige funktioner i tilknytning til et af disse elementer.
Hvis du bruger en anprisning, skal den være objektiv og letforståelig for brugeren af foderet.
Derudover skal du have videnskabelig dokumentation for anprisningen, og anprisningen skal kunne kontrolleres af Fødevarestyrelsen. Den videnskabelige dokumentation skal foreligge, når du markedsfører foderet.
Sygdomsanprisninger er ikke tilladte
Du må ikke bruge anprisninger om, at foderet kan forebygge, behandle eller helbrede en sygdom.
Det gælder dog ikke for coccidiostatika og histomonostatika, der er EU-godkendt, og i forhold til ernæringsmæssige ubalancer, hvor der ikke er påvist forbindelse til patologiske symptomer.
Mærkningskrav afhænger af fodertypen og foderets anvendelsesformål
Når du skal mærke dit foder, skal du opfylde en række obligatoriske krav. Kravene afhænger af fodertypen og foderets anvendelsesformål. Du skal dog altid anføre bl.a. fodertype, partinummer og en liste over evt. tilsatte fodertilsætningsstoffer.
Du skal angive oplysningerne i deres helhed på et fremtrædende sted på emballagen, beholderen, en dertil fæstnet etiket eller i ledsagedokumentet. De skal være iøjnefaldende og letlæselige.
Du skal give oplysningerne på det officielle sprog eller mindst et af de officielle sprog i det land, hvor du markedsfører foderet.
Pakning af foder
Du skal i udgangspunktet markedsføre dit foder i lukkede pakninger eller beholdere. Det vil sige, at pakningerne eller beholderne skal være lukket på en sådan måde, at lukkemekanismen beskadiges ved åbning og ikke kan genanvendes.
Du kan dog markedsføre dit foder i løs vægt eller i ulukkede pakninger eller beholdere i seks tilfælde. Det vil sige når det drejer sig om:
- fodermidler
- foderblandinger, der er fremstillet udelukkende ved at blande hele korn, hele frø eller hele frugter
- leverancer mellem producenter af foderblandinger indbyrdes
- leverancer af foderblandinger direkte fra producenten til brugeren af foder
- leverancer fra producenter af foderblandinger til emballeringsvirksomheder
- foderblandinger i mængder på højst 50 kg, der er bestemt til den endelige bruger, og som udtages direkte af en pakning eller beholder, der var lukket
Hvis du markedsfører dit foder i løs vægt eller i ulukkede pakninger eller beholdere, skal du vedlægge et dokument, der indeholder alle obligatoriske mærkningsoplysninger.