Filosofiske tilgange til dyrevelfærd

Hedonisme

Denne tilgang handler om tilstedeværelse af behagelige oplevelser og fravær af ubehagelige oplevelser. Det vil sige, at det er dyrets egen oplevelse af dets situation, som betyder noget for dyrevelfærden. For at dyrevelfærden er god, skal der være tilpas mange af de stimulerende, behagelige og lykkelige oplevelser og tilpas få af de frustrerende, ubehagelige og smertefulde oplevelser.

 

Ifølge den hedonistiske definition kan et dyr, som har mulighed for at ligge og slappe af ved siden af en fyldt madskål, have en bedre velfærd, end et dyr, som selv skal arbejde for at finde føde.

Perfektionisme

Perfektionisme-tilgangen til dyrevelfærd handler om, at et dyr har god velfærd, hvis det kan udleve sit artsspecifikke potentiale og leve et liv i overensstemmelse med sin natur. Dyret skal således kunne udføre artsspecifik adfærd, også selv om det medfører ubehag. Ud fra et perfektionisme-synspunkt er det fx god dyrevelfærd at stimulere et dyrs naturlige fødesøgningsadfærd, også selv om dyret ville foretrække at få maden serveret.

 

En udfordring ved perfektionisme-tilgangen er vanskeligheden ved at afgøre, hvad domesticerede dyrs natur og artsspecifikke adfærd er, og dermed hvad der skal til, for at de kan udleve deres potentiale.

Præference-tilgangen

Præference-tilgangen handler om, at dyr har en god velfærd, når de opnår det, de ønsker. Ud fra et præference-synspunkt er det således afgørende for dyrevelfærden, at dyrene har mulighed for at vælge noget, de gerne vil have. For eksempel er grise meget motiverede for at rode med trynen og søge efter føde i deres omgivelser, og de er derfor meget ivrige efter at få adgang til materialer – fx halm – som de kan rette denne adfærd imod.

 

Den berigelse, dyrene får tilbudt, skal reelt kunne opfylde deres præferencer og ikke blot være alternativer, som dyrene reelt ikke er interesserede i.

Forskelle og ligheder

Selv om de tre tilgange til dyrevelfærd umiddelbart er meget forskellige, er der tit et stort overlap imellem dem. For eksempel har en drægtig so, der har mulighed for at bygge en rede til at føde sine grise i, bedre velfærd ifølge alle tre definitioner end en so, der ikke kan bygge en rede. Velfærden er bedre ifølge den perfektionistiske tilgang, fordi det er en naturlig adfærd for søer at bygge en rede. Og velfærden er også bedre ifølge hedonisme- og præference-tilgangen, fordi søer er stærkt motiverede for at bygge rede og bliver frustrerede, hvis de ikke har mulighed for det.

I andre tilfælde er der forskelle mellem de tre tilgange med hensyn til, om noget er god dyrevelfærd. Dyr, som lever hele deres liv i en varm stald med ubegrænset adgang til føde, har for eksempel en god dyrevelfærd ifølge den hedonistiske tilgang. Det har de, fordi de ikke selv skal søge efter føde, og fordi de ikke udsættes for strenge vejrforhold. Men dyrene har en dårlig dyrevelfærd ud fra perfektionisme-tilgangen, fordi de ikke har mulighed for at leve et liv, som er i overensstemmelse med deres natur