SCoPAFF

Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder (SCoPAFF) diskuterer løbende en lang række emner og spørgsmål, der vedrører hele fødekæden – lige fra dyresundhed i landbruget, til produktet lander på forbrugerens spisebord.

På engelsk forkortes komiteen 'SCoPAFF', som står for Standing Committee on Plants, Animals, Food and Feed. SCoPAFF er en afdeling under generaldirektoratet for sundhed- og fødevaresikkerhed (DG SANTE) under Kommissionen.

Fødevarestyrelsen repræsenteret i Komitéen

Fødevarestyrelsens faglige eksperter deltager i møder i 'Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder'.

Alle EU’s medlemsstater er repræsenteret i Komitéen. Komitéen samarbejder med Kommissionen i forbindelse med at udarbejde og vedtage lovgivning og andre tiltag til regulering af samtlige led i fødevaresikkerhedskæden. Det vil sige, at komitéen dækker områder som f.eks. fødevare- og fodersikkerhed, dyresundhed, dyrevelfærd og plantesundhed.

Komitéen er inddelt i 14 sektioner, hvoraf Fødevarestyrelsen deltager i otte af dem; herunder blandt andet:

  • sektionen for dyresundhed og dyrevelfærd
  • sektionen for kontrol og importbetingelser
  • sektionen for biologisk fødevaresikkerhed

Der holdes som hovedregel månedlige møder i de forskellige sektioner i SCoPAFF.

Kontakt os om SCoPAFF

Har du yderligere spørgsmål til Fødevarestyrelsens arbejde i SCoPAFF, er du velkommen til at sende en mail til Fødevarestyrelsens EU-team:

91@fvst.dk