Sådan foregår foderkontrollen

Her kan du læse, hvordan Fødevarestyrelsen generelt kontrollerer fodervirksomheder.

Kontrollen sker altid uanmeldt

Når Fødevarestyrelsen kommer på kontrol, sker det uanmeldt - det vil sige, at kontrollen sker uden, at der på forhånd er givet et varsel.

Kontrollen er uanmeldt, så vi kan se følgende:

  • Hvordan din virksomhed fungerer på en almindelig dag
  • Hvad du gør for at overholde reglerne

Forløbet af en kontrol på din virksomhed

Under kontrollen vil der typisk ske følgende:

  • Kontrol af din virksomheds aktiviteter, registreringer og eventuelle godkendelser
  • Kontrol af din egenkontrol
  • Gennemgang af din virksomhed - lokaler, maskiner og foderprodukter
  • Kontrol af din dokumentation for virksomhedens drift

Fødevarestyrelsens tilsynsførende er underlagt faste rammer for, hvad de må og kan gøre i forbindelse med kontrol på virksomheden. Hver gang der er kontrol i en virksomhed, skal den tilsynsførende legitimere sig.

Den tilsynsførende må se alt 

Den tilsynsførende må se hele din virksomhed og alle dine dokumenter – samt udtage prøver af foder fra dine produktionsfaciliteter i din virksomhed, hvis det er nødvendigt. Nogle områder bliver kontrolleret, hver gang den tilsynsførende er i virksomheden, andre bliver kontrolleret med mellemrum. Hvis der blev fundet problemer ved den forrige kontrol, bliver det kontrolleret, om forholdet er bragt i orden.

  • Adgang til alle lokaler. Den tilsynsførende har ret til at se alle lokaler og produktionsfaciliteter. De ansatte må ikke forhindre kontrollen i at komme ind nogen steder.
     
  • Alle dokumenter skal vises frem. Den tilsynsførende har ret til at se alle dokumenter og elektroniske data, der er relevant for virksomhedens arbejde med foder. Virksomheder skal gemme deres dokumenter og data i flere år, så det er muligt at kontrollere tilbage i tiden.

  • Fødevarestyrelsen må fotografere og kræve kopier af papirerne. Den tilsynsførende har ret til at fotografere eller optage video under kontrollen. Den tilsynsførende må også kræve udlevering af kopier af virksomhedens dokumenter uden, at virksomheden kan kræve betaling for det.

  • Varer kan beslaglægges. Hvis Fødevarestyrelsen under kontrollen finder foder, som dyrene kan blive syge af at æde, må virksomheden ikke sælge foderet. Den tilsynsførende kan beslaglægge foderet, indtil undersøgelse af foderet er færdig. På den måde sikres det, at foderet ikke sælges i mellemtiden. Når der bliver beslaglagt foder på en virksomhed, bliver foderet som regel ikke fjernet fra virksomheden. Den tilsynsførende sørger for, at det er tydeligt, hvilket foder, der er tale om – eventuelt ved at afspærre det med tape eller indpakning. Virksomheden vil blive givet en frist til at dokumentere lovligheden af varerne. Hvis virksomheden ikke kan dokumentere lovligheden af varerne, vil virksomheden som udgangspunkt blive meddelt et påbud om destruktion.
     
  • Tavshedspligt. Den tilsynsførende har tavshedspligt om fortrolige oplysninger. Den tilsynsførende må ikke have udenforstående personer – f.eks. pressen – med på kontrollen, uden at have fået lov af virksomheden eller en repræsentant for denne.

  • Samarbejde med andre myndigheder. Fødevarestyrelsen har i mange sager et tæt samarbejde med andre myndigheder – f.eks. Skat og Politiet.

  • Prøver til laboratorieundersøgelse. Hvis der er brug for at få foder undersøgt på et laboratorium, kan den tilsynsførende uden beregning tage de nødvendige prøver med til yderligere analyse. Virksomheden får en kvittering, hvor det fremgår, hvad der er taget prøver af.
     
    Læs mere om, hvorfor Fødevarestyrelsen udtager prøver og hvad prøveresultaterne kan bruges til 

Du bliver vejledt om reglernes indhold, fortolkning og baggrund, så du forstår reglerne. Derfor består en væsentlig og ofte meget effektiv del af Fødevarestyrelsens kontrol i vejledning.

Vejledning i forbindelse med kontrol

Når kontrollen er slut, får du en kontrolrapport, som den tilsynsførende gennemgår sammen med dig. Kontrolrapporten beskriver, hvad der er kontrolleret, og hvad den tilsynsførende har fundet i orden og hvad der ikke var i orden.

Hvis der er fundet overtrædelser af reglerne, kan der være en sanktion på kontrolrapporten – dvs. en indskærpelse, påbud, forbud, administrativt bødeforelæg eller en politianmeldelse.

Læs mere om sanktioner her

Alle kontrolresultater bliver offentliggjort på Fødevarestyrelsens hjemmeside:

Du kan finde resultaterne fra foderkontrollen her

Fødevarestyrelsen udfører forskellige typer af kontrol på fodervirksomheder – kaldet kontrolindsatser.

Læs om typer af kontrol på foderområdet

Kontrolindsatserne er beskrevet i detaljer i Vejledning om kontrolindsatser på foderområdet

Læs Vejledning om kontrolindsatser

Hvem får kontrol?

Fødevarestyrelsen kontrollerer alle virksomheder, som arbejder med foder til dyr uanset størrelse.

Se virksomhedslisten