Alle landbrug i Danmark skal følge en række krav til, hvordan dyr skal passes, og hvordan stalden skal indrettes for at tage hensyn til dyrenes behov. Der er for eksempel krav om, hvor meget plads dyrene skal have, hvornår og hvor meget strøelse de skal have, og hvor lang tid dyrene må transporteres, når de skal slagtes.
De fleste produktionsdyr holdes indendørs i en stald. Nogle landmænd synes bedre, de kan sørge for, at der er rent og tørt, når dyrene er inde. Det kan også være lettere for landmanden at opdage, om der er dyr, der har brug for hjælp, hvis de er blevet syge eller er kommet til skade. Nogle synes, det er nemmere at sikre, at dyrene får det rette foder, når de går inde. Og at det kan være lettere at holde øje med, hvor meget dyrene vokser eller styre, hvor meget mælk koen giver. Endelig kan det være svært at have dyr udendørs, hvis man ikke har den rigtige jord til det.
Sengeplads til koen. I stalden skal der være et område, hvor koen får foder, og et område med sengepladser, hvor koen kan hvile. Der skal være en sengeplads til hver ko i stalden.
VIDSTE DU, AT …
de fleste malkekøer går frit rundt i stalden. Det kaldes løsdrift.
|
Der kan også være nogle ulemper ved at være indendørs, og derfor stilles der hos nogle landbrug flere krav til dyrenes velfærd. Der kan for eksempel være krav om, at dyrene har mere plads, skal være udenfor hele livet eller, at kalven eller pattegrisene går længere tid sammen med deres mor. Økologisk landbrug er sikkert et af de eksempler, du kender bedst.