Indfører du fisk eller fiskevarer, som er underlagt kravet om IUU-kontrol, skal du forhåndsanmelde indførslen til Fødevarestyrelsen, hvis dine varer skal indfortoldes i Danmark, dette gælder også hvis fisken eller fiskevarerne indføres under toldproceduren "aktiv forædling".
Hvis der er tale om direkte landing, skal du derimod forhåndsanmelde til Fiskeristyrelsen.
Du forhåndsanmelder på mail til det relevante IUU kontrolsted. I din mail skal du medsende
- Fangstattest. Kopi af fangstattest. Du skal have underskrevet fangstattesten i importørfeltet
- Bilag IV. Hvis relevant skal du fremsende bilag IV (forarbejdningserklæring)
- Oplagringsdokument/non-manipulation dokument. Hvis relevant skal du fremsende oplagringsdokument
- Fragtdokumenter
Fangstattesten med de originale underskrifter skal efterfølgende sendes til IUU-kontrolstedet til brug for den endelige godkendelse.
IUU kontrollen kan til en hver tid udbede sig yderligere oplysninger og dokumenter, hvis disse er nødvendige for kontrollen.
Frister forhåndsanmeldelse til IUU kontrollen
Fangstattesten skal sendes, så den er kontrollen i hænde, 72 timer før sendingen ankommer til EU. Hvis fiskevarerne sendes med fly, er fristen 4 timer. Hvis fiskevarerne kommer med bil (inkl. via færge), er fristen 2 timer.
Det er altid en fordel at sende dokumenterne til kontrollen, så snart du har dem.