Markedsføring som virksomhed via influencere

I et kommercielt samarbejde med en influencer gælder reglerne for anprisning af ernærings- og sundhedsegenskaber fortsat for dine fødevare- eller foderprodukter.

Din virksomhed har som udgangspunkt ansvaret for, at influencerens opslag eller anden reklame overholder reglerne. Der er ikke forskel på, om anprisningen står på emballagen af et produkt eller et opslag på sociale medier (dine eller influencerens platforme), for alt markedsføringsmateriale skal overholde de samme regler.

5 gode råd hvis din virksomhed vil indgå i et samarbejde med en influencer:

  1. Giv en introduktion til, hvad anprisninger er.
  2. Lav en liste over de ernærings- og sundhedsanprisninger, som kan bruges for produktet.
  3. Giv eksempler på tilladt formulering af disse anprisninger.
  4. Gør opmærksom på relevante faldgruber.
  5. Oplys hvem i virksomheden influenceren kan kontakte ved tvivlstilfælde.

Kommercielt samarbejde

Typisk vil influenceren, du samarbejder med, ikke have tilnærmelsesvis samme kendskab til fødevare- eller foderlovgivningen, som du har. Derfor er det en god idé, at du allerede ved opstart at et samarbejde gør influenceren opmærksom på de særlige regler, der er relevante for dit produkt, og vigtigheden i, at de overholdes. Det kan gøres ved at udarbejde en instruks til influenceren, der f.eks.:

For fødevarer: 

  • giver en introduktion til, hvad anprisninger er,
  • lister de godkendte ernærings- og sundhedsanprisninger, som kan bruges for produktet (dvs. som overholder både de specifikke og generelle betingelser),
  • giver eksempler på tilladt omformulering af de godkendte anprisninger,
  • gør opmærksom på relevante faldgruber,
  • oplyser, hvem i virksomheden influenceren kan kontakte ved tvivlstilfælde.   

For foder:

  • giver en introduktion til, hvad anprisninger er,
  • lister de egenskaber/effekter, som din virksomhed kan stå inde for og dokumentere for produktet,
  • giver eksempler på formulering af anprisning af sådanne egenskaber/effekter.
  • gør opmærksom på relevante faldgruber,
  • oplyser, hvem i virksomheden influenceren kan kontakte ved tvivlstilfælde.   

Læs og få inspiration om faldgruber på siden Markedsføring af fødevarer og foder som influencer

Derudover kan du overveje (især ved nye samarbejder) at lave en aftale med influenceren om f.eks. en forhåndsgennemgang af den reklame, som influenceren overvejer at slå op på sine platforme. 

Et kommercielt samarbejde dækker over flere situationer, hvor der er en kobling mellem din virksomhed og en given markedsføring via en influencer. Det er ikke kun i decidererede betalte samarbejder (såsom ambassadørskaber, reklamelinks eller et køb af f.eks. to stories på Instagram og et indlæg på en blog), at reglerne gælder, men også når din virksomhed f.eks.: 

  • forærer et produkt i gave til en influencer,
  • giver influenceren rabat eller andre fordele, f.eks. mulighed for at benytte dine produkter uden normalt vederlag, eller
  • donerer produkter til fx konkurrencer afholdt af influenceren.

Når din virksomhed f.eks. sender en gave, vil det derfor også være en god idé, at der medfølger en orientering om de relevante regler i det tilfælde, at influenceren vælger at udtale sig om det modtagne produkt.

 

Det er de sædvanlige sanktioner, som du som virksomhed kan risikere at få ved kontrol, hvis markedsføringen via influenceren ikke overholder f.eks. anprisningsreglerne eller det generelle forbud mod sygdomsanprisninger. Ved grove overtrædelser er der dermed risiko for, at din virksomhed får en bøde.

Pas også på, når din virksomhed bliver tagget af andre i opslag om jeres produkter. Din virksomheds platforme på sociale medier (f.eks. Instagramprofil) er oprettet for at generere trafik og indlæg fra forbrugere om virksomhedens produkter. Derfor har platformen et kommercielt formål – også de indlæg, opslag og kommentarer, som forbrugere skriver.

Du skal derfor løbende gennemgå din virksomheds profiler for at slette opslag/indlæg/kommentarer på din side/profil, som ikke overholder reglerne, og fjerne/afvise tags af din virksomhed i andres opslag, som ikke overholder reglerne.