Du skal som fødevarevirksomhed kunne dokumentere hvilke virksomheder, du sælger dine varer til. Det kaldes, at du kan spore dine fødevarer "et led frem".
At spore fødevarerne et led frem indebærer, at du kan dokumentere, hvornår du har handlet med den enkelte virksomhed og præcis hvilke varer du har solgt.
Når du har styr på, hvem du sælger til, er det muligt at trække varerne tilbage, hvis det viser sig, at der er noget galt med dem. Din sporbarhedsdokumentation kan f.eks. være faktura, følgesedler eller lignende.
Hvis du kun sælger dine fødevarer direkte til forbrugere, er det ikke et krav, at du skal vide, hvem der har købt dine varer.