Laktose er en sukkertype, der findes i mælk.
 
Laktoseintolerans, også kaldet mælkesukker-intolerans, er en tilstand, hvor man mangler enzymet laktase i tyndtarmens slimhinde, som normalt spalter laktose (mælkesukker) til simplere sukkertyper (glucose og galactose) . Den ikke-spaltede laktose kan ikke optages i tyndtarmen og fortsætter derfor videre til tyktarmen, hvor noget af det vil blive forgæret og forårsage mavesmerter og oppustethed, mens andet binder vand fra tarmindholdet, hvorved afføringen bliver tyndere og hyppigere.
 
Hovedparten af Jordens voksne befolkning har laktoseintolerans, men en stor del af befolkningen i Nordeuropa og Nordamerika har bevaret evnen til at optage mælkesukker. De fleste spædbørn (0-3 år) har særdeles god evne til at optage mælkesukker.

Laktosefri produkter skal markedsføres i overensstemmelse med mærkningsforordningen, herunder kravet om, at man ikke må vildlede forbrugeren ved at give indtryk af eller angive, at en fødevare har særlige egenskaber, når alle lignende fødevarer har samme egenskaber.

Det forventes, at EU-Kommissionen på et tidspunkt vil udarbejde særlige regler for mærkning og sammensætning af fødevarer, der er laktosefri eller har et reduceret indhold af laktose.

For sammensatte produkter, hvor der i stedet for mælk eller mælkebestanddele anvendes mælkefri ingredienser, anbefaler Fødevarestyrelsen, at sådanne produkter evt. mærkes med "uden mælk", "uden mælkebestanddele" eller lignende, i stedet for "laktosefri".

Vejledende grænseværdier

De vejledende grænseværdier for "laktosefri" og "lavt indhold af laktose", som Danmark (og de øvrige nordiske lande) har haft i en årrække, vil være gældende indtil der gælder harmoniserede EU-regler.
 
Fødevarestyrelsens vejledende grænseværdier er som følger:

• "Laktosefri": Maks. 0,01 g laktose per 100 g.
• "Lav laktose" eller "laktosefattig": Maks. 1 g laktose per 100 g.