Gå efter mærkningen

Her kan du blive klogere på de forskellige officielle mærker, som du kan finde på fødevarer og spisesteder.

Hvis du går op i fødevaresikkerhed

Smileymærket

Smileymærket viser, om du trygt kan spise på en restaurant, café mv. Fødevarestyrelsen tjekker, om der er styr på alt fra hygiejne og sporbarhed til opvarmning og nedkøling.

Hvis du går op i sundhed

Nøglehullet

Nøglehullet er et officielt ernæringsmærke, som findes på et stort udvalg af mad- og drikkevarer. Nøglehullet gør det nemt for dig at vælge sundere og leve efter kostrådene i hverdagen.

Fuldkornslogoet

Fuldkornslogoet findes på madvarer, som indeholder meget fuldkorn. Det findes på både brød, mel, morgenmadsprodukter, knækbrød, ris, pasta, grød, gryn m.m.

Hvis du går op i økologi

Økologimærker

Det røde Ø-mærke med teksten 'statskontrolleret' er et dansk kontrolmærke. Det findes på en lang række mad- og drikkevarer. Læs også om andre økologimærker her.

Det Økologiske Spisemærke

Det Økologiske Spisemærke er en gratis, statskontrolleret mærkningsordning for spisesteder. Det Økologiske Spisemærke viser, hvor stor en del af de indkøbte mad- og drikkevarer på spisestedet, som er økologiske.

Hvis du går op i dyrevelfærd og bæredygtigt fiskeri

Dyrevelfærdsmærket

Det statslige dyrevelfærdsmærke findes på madvarer, hvor der er stillet krav til dyrevelfærden. Dyrevelfærdsmærket findes på kød og forarbejdede produkter fra grise, slagtekyllinger, okse- og kalvekød samt på mejeriprodukter.

NaturSkånsom

Det statskontrollerede mærke 'NaturSkånsom' viser vejen til fisk, som kommer fra et kystnært, skånsomt og bæredygtigt fiskeri. Det er fisk, som er fanget vildt med respekt for naturen, og som er fanget med fangstmetoder, der skåner den værdifulde natur på havbunden.