I april 2022 igangsatte den daværende S-regering et udviklingsarbejde, som skulle munde ud i et bud på, hvordan et kommende klimamærke i Danmark kan se ud.
Klimamærket skal hjælpe forbrugerne med at vælge fødevarer med et lavere klimaaftryk, når de handler. Samtidig skal et kommende klimamærke understøtte og fremme en fødevareproduktion med lavere klimabelastning. Klimamærket er også et bidrag til Danmarks realisering af FN's verdensmål nr. 12 om at sikre bæredygtigt forbrug og produktionsformer.
Arbejdsgruppens arbejde
Ved igangsættelsen af projektet blev der nedsat en arbejdsgruppe, som har bidraget med synspunkter og erfaringer i forhold til klimamærkning samt givet alle relevante aktører mulighed for at komme med deres input til det nye danske klimamærke.
Arbejdsgruppen afleverede sine anbefalinger for klimamærket til fødevareminister Jacob Jensen torsdag den 27. april 2023, og anbefalingerne vil nu indgå i beslutningsgrundlaget for en politisk beslutning om indførelse af et klimamærke i Danmark.