Både almindelige fødevarer og specialfremstillede fødevarer kan markedsføres som ”glutenfri”, forudsat at indholdet af gluten ikke overskrider 20 mg pr. kg.
Dog skal man være opmærksom på, at mærkningen ikke må vildlede forbrugeren til at tro, at fødevaren har særlige egenskaber, når alle lignende fødevarer har samme egenskaber. Således vil betegnelsen ”glutenfri” på produkter, der altid er fri for gluten, f.eks. frugt og grønt, typisk blive betragtet som vildledende.
Hvilke fødevarer kan betragtes som specialfremstillede fødevarer?
- Der kan for eksempel være tale om brød fremstillet af mel, hvor indholdet af gluten er fjernet (hvedestivelse).
- Det kan også være produkter, der normalt kan være forurenet med gluten. Et eksempel på dette kan være hirse, hvor der er gjort noget særligt for at sikre, at produktet ikke er blevet forurenet med gluten under fremstillingen.
- Også brød lavet af f.eks. majsmel, ærtemel og andre glutenfri meltyper, der oftest vil være kontamineret med gluten, vil høre under gruppen af specialfremstillede fødevarer.
Hvilke fødevarer kan betragtes som almindelige fødevarer?
Almindelige fødevarer kan i visse tilfælde mærkes med betegnelsen ”glutenfri”. Eksempler herpå er:
- Sammensatte fødevarer som fx frikadeller eller medisterpølse, der er fremstillet med kartoffelmel eller hirsemel i stedet for hvederasp, hvedemel eller rugmel.
- Fiskefileter, hvor paneringen er fremstillet af hirsemel eller et sojaprodukt i stedet for rasp.