Nøglehulsmærket

Nøglehulsmærket er et fælles, nordisk ernæringsmærke. Formålet med nøglehulsmærket er at hjælpe forbrugerne med at træffe et sundere valg.

Nøglehulsmærket angiver, at en fødevare har en bedre samlet ernæringsmæssig sammensætning. Mærket er frivilligt, og virksomhederne kan bruge mærket gratis.

Sådan kan du bruge nøglehulsmærket

Nøglehulsmærket kan bruges på 32 fødevaregrupper inden for disse 11 hovedgrupper:

  • Grøntsager, frugt, bær og nødder

  • Mel, gryn og ris

  • Grød, brød og pasta

  • Mælk, syrnede mælkeprodukter og vegetabilske alternativer

  • Ost og vegetabilske alternativer

  • Madfedt og olier

  • Fiskevarer og produkter af fiskevarer

  • Kød og produkter som indeholder kød

  • Helt eller delvist vegetabilske produkter

  • Færdigretter

  • Dressinger og saucer

Det er et krav for at kunne anvende nøglehulsmærket på fødevarerne, at kriterierne i bilag 2 i bekendtgørelse om anvendelse af nøglehulsmærket er overholdt. Mærket kan i Danmark bruges på både færdigpakkede og ikke-færdigpakkede fødevarer.

Du kan dog ikke kombinere produkter fra de forskellige fødevarekategorier. F.eks. kan du ikke kombinere brød og pølse til et nøglehulsmærket pølsehorn, selvom brødet overholder kriterierne for brød, og pølsen overholder kriterierne for pølse. Du kan heller ikke reklamere med, at pølsen f.eks. er svøbt i nøglehulsmærket brød.

Virksomheden skal altid kunne redegøre for, at produktet overholder kriterierne for nøglehulsmærket, samt at produktet er markedsført i overensstemmelse med reglerne.

Det kan f.eks. ske ved fremvisning af:

  • Beregninger udarbejdet på baggrund af opskrift,
  • næringsdeklarationer eller
  • analyser.

For fødevarer, som ikke er færdigpakkede, kan det være tilstrækkelig dokumentation, at engrosvaren fra leverandørens side er nøglehulsmærket. Tilstrækkelig dokumentation kan i dette tilfælde f.eks. være et datablad.

Du kan få hjælp med at vurdere, om dit produkt lever op til nøglehulsmærket via deklarationsberegneren. Værktøjet er nemt at bruge og udviklet af DTU Fødevareinstituttet for Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Tjek dit produkt på 

Deklarationsberegner

OBS! Resultatet er vejledende. Læs altid hele vejledningen for nøglehulsmærket. 

Du kan markedsføre fødevarer med nøglehulsmærket ved at placere mærket på fødevarens emballage. For ikke-færdigpakkede fødevarer kan du f.eks. placere et skilt ved eller i selve fødevaren, på hyldeforkanten eller lignende. Desuden kan du bruge nøglehulsmærket, når du markedsfører i f.eks. tilbudsaviser, TV-reklamer, på hjemmesider og på de sociale medier m.v.

Du må ikke bruge nøglehulsmærket på en vildledende måde, når du markedsfører med mærket. Det er vigtigt, at du altid placerer nøglehulsmærket på en sådan måde, at forbrugeren tydeligt kan se, hvilken fødevare mærket henviser til.

Design

Nøglehulsmærket er et registreret varemærke i Sverige. Derfor er der særlige krav til farve, frizone mv.
I designmanualen er det beskrevet, hvordan du bruger mærket korrekt

Mærket er tilgængeligt i forskellige størrelser og versioner.
Nøglehulsmærket kan downloades her

 

Færdigpakkede fødevarer med ernærings og/eller sundhedsanprisninger, skal bære en næringsdeklaration.

Da nøglehulsmærket er en ernæringsanprisning, skal samtlige færdigpakkede fødevarer med nøglehulsmærket bære en næringsdeklaration. Fra september 2024 skal virksomheder opfylde kravet om næringsdeklaration for færdigpakket frugt, grønt og fisk med nøglehulsmærket.

Fødevarer, som ikke er færdigpakket, med nøglehulsmærket skal ikke bære en næringsdeklaration.

Nøglehulsmærket hjælper befolkningen med at finde de fødevarer, der bidrager til en sund og varieret kost. Selvom chips, slik og sodavand i mindre mængder godt kan indgå i en sund kost, så bidrager de ikke med vigtige næringsstoffer, og derfor kan nøglehulsmærket ikke bruges her.

Nøglehulsmærket på spisesteder

Du kan bruge nøglehulsmærket på spisesteder som f.eks. kantiner, hoteller og restauranter.

Du kan f.eks. placere nøglehulsmærket som skilte ved eller i f.eks. pålæg, brød, yoghurt og dressing på en buffet eller på menukortet ud for de enkelte nøglehulsmærkede tilbud.
Når der er tale om madretter (fødevaregruppe 26-30), skal du være opmærksom på, at det er den sammensatte madret, der er nøglehulsmærket og ikke de enkelte komponenter i madretten. Du må derfor ikke placere nøglehulsmærket ved eller i de enkelte komponenter, der indgår i madretten.

Hvis kunden selv skal øse madretten op på sin tallerken, er det nødvendigt, at kunden tydeligt kan se, hvilken sammensætning og portionsstørrelse nøglehulsmærket henviser til. En tallerkenmodel eller et billede af den nøglehulsmærkede madret, kan være tilstrækkelig til at vise dette.

Spisesteder kan også i deres markedsføringsmateriale f.eks. udbudsmateriale reklamere med, at der på spisestedet serveres nøglehulsmærkede madretter eller nøglehulsmærket pålæg. Det er i så fald vigtigt, at det på spisestedet er tydeligt for forbrugeren, hvilke madretter mv., der er nøglehulsmærkede.

Nøglehulsmærket i supermarkedets delikatesseafdeling

Du kan bruge nøglehulsmærket i supermarkedets delikatesseafdeling. Det kan f.eks. benyttes på grøntsager (f.eks. salatbuffet), ost, pizza, leverpostej og bake-off produkter. Nøglehulsmærket kan f.eks. placeres som skilte ved eller i produktet.

Når der er tale om færdigretter (fødevaregruppe 26-30), skal du være opmærksom på, at det er den sammensatte ret, der er nøglehulsmærket, og ikke de enkelte komponenter i retten.

Må du markedsføre nøglehulsmærkede produkter i andre EU-lande?

Nøglehulsmærket kan bruges på produkter i Sverige, Norge, Island og Danmark. Det kan også bruges på produkter i Litauen og Makedonien, fordi disse lande har en aftale med de svenske myndigheder om brug af mærket. Du kan lovligt markedsføre produkter der er nøglehulsmærket i andre EU-lande, forudsat at du markedsfører produkterne lovligt i Danmark, Sverige, Norge eller Island. Myndigheden i det land, hvor du markedsfører produktet, vil dog altid vil kunne gribe ind, hvis de vurderer, at markedsføringen er vildledende.  

Reklame for nøglehulsmærket i andre EU-lande?

Du kan som virksomhed lovligt reklamere for nøglehulsmærket i Sverige, Norge, Island og Danmark samt i Litauen og Makedonien. Du kan dog ikke som virksomhed lave en reklamekampagne for nøglehulsmærket i de øvrige EU-lande.

Nyttige links om nøglehulsmærket