Insekter som fødevarer er novel food. Ingen insekter opfylder kriteriet om, at de har været konsumeret i nævneværdigt omfang før 15. maj 1997 i EU, og er derfor novel food. Insekter skal derfor risikovurderes og godkendes efter novel food-reglerne, før de må markedsføres i EU. Oplysninger om, hvilke insekter der er godkendt, kan findes i EU-listen over godkendte novel foods.
Find EU-listen under lovstof
Hele insekter kan være lovlige på marked, selvom de ikke fremgår af EU-listen over godkendte novel foods. På grund af en juridisk uklarhed i den tidligere novel food-forordning var insekter i form af hele dyr ikke omfattet af novel food-reglerne. Med de opdaterede novel food-regler, gældende fra 1. januar 2018, blev det juridisk klart, at hele dyr, herunder hele insekter, også er omfattet af novel food-reglerne. Der blev derfor etableret en overgangsordning:
Hele insekter, som var lovligt markedsført før den 1. januar 2018, kan fortsat markedsføres, hvis der senest 1. januar 2019, blev indsendt en novel food-ansøgning om godkendelse af fødevaren. Disse hele insekter kan fortsat markedsføres, indtil der er taget stilling til ansøgningen. Overgangsordningen udløber, når alle ansøgninger om det pågældende insekt er færdigbehandlede i EU.
Læs mere om reglerne for brug af insekter til fødevarer og foder