Her finder du en række forslag til rengøring og desinfektion af overflader og udstyr efter, at der har været smitte med norovirus i virksomheden. Rengøring og desinfektion skal foretages som adskilte processer og bør som udgangspunkt udføres af personale, som er instrueret i opgaven:
1. Afgræns det/de forurenede område(r).
2. Bloker for unødvendig adgang til det/de berørte områder med fx et advarselsskilt eller markeringstape/bånd, indtil rengøringen er afsluttet.
3. Før oprydning/rengøring bør rengøringspersonalet iføre sig personlige værnemidler, f.eks. engangsforklæde/-overtræksdragt, -handsker og eventuelt mundbind.
4. Fødevarer, der er/kan være forurenet skal straks kasseres, f.eks. fødevarer ved buffet eller fødevarer i tilberedningsområder. Forurenet udstyr, herunder beholdere, tænger, service og lignende skal straks fjernes og rengøres og desinficeres. Engangsudstyr kasseres.
5. Ved synlig forurening af f.eks. gulve, vaske eller toiletter skal de forurenede områder straks dækkes med engangsklude eller papirhåndklæder for at minimere spredning med aerosoler.
6. Brug absorberende papirhåndklæder eller lignende til at opsuge forureningen (opkast/afføring). Efter brug placeres det brugte absorberende materiale (f.eks. papirhåndklæder) forsigtigt i en i forvejen åben plasticsæk eller -pose. Hæld desinfektionsmiddel over og luk posen tæt.
7. Når den synlige forurening er fjernet, skal det forurenede område rengøres med varmt vand tilsat rengøringsmiddel.
8. Påfør godkendt desinfektionsmiddel (aktivt mod virus) på alle overflader (udstyr, gulve, vægge osv.) inden for det forurenede område. Desinfektionsmiddel skal så vidt muligt påføres uden sprøjt for at undgå aerosoldannelse og spredning af virus. OBS - Udfør rengøring og desinfektion udefra og ind mod det mest forurenede område eller mod et gulv- afløb.
9. På gulvoverflader påføres rigeligt desinfektionsmiddel med f.eks. et engangshåndklæde eller en moppe. Overhold den kontakttid, som producenten anbefaler, f.eks. minimum 5 minutter.
10. Skil alt udstyr til tilberedning af fødevarer inden for det forurenede område ad og rengør og desinficer efter producentens anvisninger – husk tilstrækkelig kontakttid.
11. Overvej at gentage trin 7 til 9 ovenfor som en ekstra sikkerhed for at inaktivere virus.
12. Personlige værnemidler og andet udstyr, der er brugt til rengøring og desinfektion, pakkes efter brug i en tæt pose, hvorefter det rengøres og desinficeres. Engangsudstyr kasseres.
13. Fødevarer eksponeret for forurening skal kasseres. Det samme gælder udstyr og redskaber, der ikke kan rengøres og desinficeres tilstrækkeligt.
14. Desinficerede overflader, der kommer i kontakt med fødevarer, skal skylles med rent vand, før produktionen genoptages. Eventuelt rengøres sådanne overflader efter den almindelige rengøringsprocedure, før fødevarer igen kommer i berøring med overfladen.
15. Ikke produktberørende overflader rengøres efter den almindelige procedure efter, at de er desinficeret.
16. Rengør og desinficér udstyr/værktøj eller andre ikke-engangsartikler, der har været brugt ved oprydning/rengøring.
17. Vask hænder – og eventuelt ansigt – grundigt efter oprydning/rengøring.
18. Når det berørte/tidligere forurenede område er tørt, kan det genåbnes.
19. Virksomheden bør være opmærksom på også at rengøre andre områder i virksomheden, f.eks. toiletter, dørhåndtag, vandhaner, kasseapparater og computere etc. og andre fælles faciliteter, som man rører med hænderne. Selvom rester af opkast eller afføring efter rengøring ikke længere er direkte synligt, kan der være smitte via ting, der berøres af både personale og eventuelle gæster. Virus kan overleve i miljøet i flere uger.