Vask hænder med sæbe og vand
Hvis du har fået norovirus på dine hænder, vil virus forsøge at klæbe sig fast på overfladen af hænderne ved hjælp af en lim-lignende forbindelse. Sæbe og vand kan nedbryde denne lim-lignende forbindelse, og sæbeskummet kan fange virus og fjerne det ved skylning med vand. Vand alene er ikke nok til at vaske norovirus af hænderne.
Du skal være særligt omhyggelig med vask af hænder især i ugerne efter, at du har været syg, eller hvis nogen i din husstand har været syge af norovirus.
Vask hænderne grundigt i min. 30 sekunder, især efter toiletbesøg og bleskift samt inden du spiser og/eller laver mad.
Håndsprit fjerner ikke norovirus
Norovirus har en meget hårdfør skal (et "kapsid") af proteiner, som er svær at nedbryde. Skallen bliver ikke ødelagt af alkoholbaserede og andre gængse desinfektionsmidler, så håndsprit virker ikke på norovirus. Der skal aktive stoffer (f.eks. klorholdige desinfektionsmidler, hydrogenperoxid, midler med aldehyder eller UV-stråler) til for at nedbryde strukturen i skallen.
Illustrationen nedenfor viser, hvorfor håndsprit ikke virker på norovirus, men er effektivt overfor coronavirus.