Bioplast
Bioplast er plast, der er fremstillet af biologisk – ofte vegetabilsk, udgangsmateriale i stedet for fossil olie og gas. Bioplast til kontakt med fødevarer skal overholde de samme krav og regler som plast fremstillet af fossil olie. Det er uanset, at de anvendte monomerer stammer fra biologisk udgangsmaterialer Det vil sige, at bioplast til kontakt med fødevarer skal overholde plastforordningen 10/2011
Biologisk nedbrydelig plast
Biologisk nedbrydelig plast er fremstillet, så det under specielle komposteringsforhold nedbrydes af mikoorganismer. Biologisk nedbrydelig plast til kontakt med fødevarer skal overholde de samme krav og regler som andet plast. Det vil sige, at biologisk nedbrydelig plast til kontakt med fødevarer skal overholde plastforordningen 10/2011.
Genanvendt plast
Der er særlige krav til genanvendt plast til kontakt med fødevarer. Anvendelse af genvundet plast til kontakt med fødevarer er omfattet af forordning 282/2008 om materialer og genstande af genvundet plast bestemt til kontakt med fødevarer. Denne forordning kræver bl.a., at den genanvendte plast fremstilles ud fra plast, der også var plast til kontakt med fødevarer, og at processen til fremstilling af genvundet plast sikrer, at plasten renses, så den er fri for eventuelle forureninger.
Plast med naturlige fyldstoffer
Fyldstoffer til plast skal være godkendte til formålet og opført som additiv på positivlisten til plastforordningen 10/2011 bilag 1. Det er indtil nu kun træfibre og solsikkeskaller, der er tilladt som tilsætningsstoffer af naturlig oprindelse. Andre naturlige fyldstoffer som f.eks. bambusfibre, kaffeskaller, hvedehalm, majsfibre og sukkerrør er således ikke tilladt som additiv til plast til kontakt med fødevarer.
Engangsplastdirektivet
Under reglerne om affald er der i EU vedtaget regler, der skal begrænse visse typer engangsplast. Nogle af disse produkter er fødevarekontaktmaterialer som f.eks. sugerør, tallerkner, -bestik, drikkevareflasker og kopper.
Engangsplastdirektivet på Miljøstyrelsens hjemmeside
Grønne anprisninger
Hvis emballage, eller andet fødevarekontaktmateriale, er mærket med, at det f.eks. er bæredygtigt, miljøvenligt eller har andre "grønne" anprisninger, skal der være dokumentation for dette. Det er ikke tilladt at vildlede forbrugere med mærkning om, at et produkt er mere bæredygtigt end andet, med mindre der er belæg for, at det er tilfældet.
FKM rammeforordningens regel (art 3 stk 2) om, at "Reklamer for samt mærkning og præsentation af materialer og genstande må ikke vildlede forbrugerne" gælder også uberettigede anprisninger om bæredygtighed af produktet.