E. coli fra f.eks. grøntsager
E. colibakterier smitter overvejende fra mennesker via vand og fødevarer – især grøntsager, som er blevet forurenet med afføring fra dyr eller mennesker. En anden smittevej er smittede personer med en dårlig håndhygiejne, og som arbejder i fødevareproduktionen.
Forskellige typer colibakterier i fødevarer
Der findes mange forskellige typer af E. coli, men kun få typer er sygdomsfremkaldende. De hyppigst forekommende sygdomsfremkaldende typer af E. coli hos mennesker i relation til fødevarer er:
STEC (Shiga-toksin-producerende E. coli samt EHEC, Entero Hæmoragisk E. coli)
Til denne gruppe hører f.eks. den såkaldte "burgerbakterie", som har givet alvorlig sygdom hos mennesker. Læs mere om STEC i fødevarer her
EPEC, Enteropatogene E. coli
EPEC kan forekomme i fødevarer – oftest vegetabilske – og i vand forurenet med afføring fra dyr eller mennesker. EPEC har flere forskellige virulensfaktorer, herunder gener, så den kan hæfte til overfladen af tarmen. Sygdom på grund af EPEC kaldes ofte "infantil diarré" ("børnediarré"). Den infektive dosis af EPEC antages lav for børn, mens den skønnes betydeligt højere for voksne – 10 millioner til 10 milliarder bakterier. Ubehandlet kan EPEC infektioner have en meget høj dødelighed – op til 25 til 50 % er set i nogle lande, hvor der er en mindre god hygiejne. I udviklede lande har bedre hygiejne og behandling reduceret dødeligheden betydeligt, men der forekommer stadig dødsfald.
Inkubationstiden kan være meget kort, i visse tilfælde ned til fire timer efter, at man har spist fødevarer eller drukket vand, der er forurenet med EPEC.
ETEC, Enterotoksigene E. coli
ETEC, som er en typisk årsag til rejsediarré, kan forekomme i fødevarer og vand, der er forurenet med afføring fra dyr eller mennesker – typisk i lande, der har en mindre god hygiejne. ETEC indeholder gener, der koder for flere virulensfaktorer, herunder bl.a. toksiner, der giver diarré.
ETEC giver mave-tarmbetændelse hos mennesker, og sygdommen er kendt som "rejsediarré". ETEC er en vigtig årsag til diarré hos spædbørn i lande, der har en mindre god hygiejne. Den infektive dosis hos voksne er høj og kan være fra 10 millioner til 10 milliarder bakterier, men lavere for børn. Inkubationstiden er normalt ca. 26 timer efter, men kan variere fra 8 til 44 timer. WHO anslår, at ETEC på verdensplan er årsag til 380.000 dødsfald om året - overvejende blandt børn.
EIEC, Enteroinvasive E. coli
EIEC er en enterotoksin producerende bakterie, der minder meget om Shigella. Begge bakterier har evne til at invadere celler i tyktarmen. EIEC kan ligesom de øvrige sygdomsfremkaldende E. coli forekomme i fødevarer og i vand, der er forurenet med afføring fra dyr eller mennesker. Diarré på grund af EIEC ses oftest hos rejsende i lande, der har en mindre god hygiejne.
Den infektive dosis for EIEC menes at være i niveauet 200 til 5.000 bakterier, hvilket er noget højere end for Shigella. Inkubationstiden for EIEC er normalt 12 til 72 timer.
Sygdomsforløbet er normalt relativt mildt med lav dødelighed.
Andre Enterobacteriaceae (enterobakterier)
Enterobacteriaceae er en betegnelse for en stor gruppe af bakterier, der kan findes både i miljøet samt i tarmen på dyr og mennesker. Størsteparten af de bakterier, der tilhører familien Enterobacteriaceae er ikke sygdomsfremkaldende dog med nogle vigtige undtagelser, f.eks. salmonella, yersinia, shigella og visse typer af Escherichia coli.
Coliforme bakterier
I visse sammenhænge taler man om "coliforme bakterier", som en undergruppe af familien Enterobacteriaceae.. Gruppen af "coliforme bakterier" omfatter bakterieslægter som bl.a. Citrobacter, Erwinia, Enterobacter, Hafnia, Klebsiella, Serratia og Escherichia.
Coliforme bakterier findes bl.a. i dyr og menneskers tarm og er derfor også vidt udbredt i miljøet. Man undersøgelser for coliforme bakterier til at vurdere produktionshygiejne og vandkvalitet i fødevareproduktionen.