Mykotoksiner

Mykotoksiner er giftstoffer, som dannes af skimmelsvampe, som vokser på landbrugsafgrøder. De mykotoksiner, som oftest påvises i foder og fødevarer, dannes af slægterne Aspergillus, Penicillium og Fusarium.

Der er mulighed for toksinproduktion, allerede mens afgrøden står på marken, ligesom toksinerne også k​​​an dannes under lagring. Skimmelvækst og toksinproduktion kan også foregå på forarbejdede madvarer, bl.a. afhængig af omgivelsernes fugtighed og temperatur.

Forurening

Forurening af fødevarer med mykotoksiner er et velkendt problem, og det vurderes, at omkring 25 % af afgrøderne på verdensplan årligt forurenes med mykotoksiner. I visse tilfælde fører det til, at de bliver uspiselige, og mykotoksinforurening af foderstoffer og fødevarer bliver så ikke blot et sundhedsmæssigt, men også et stort økonomisk problem. Klimaforandringer forventes at påvirke vækst af skimmelsvampe og dermed også af dannelse af mykotoksiner.

Der vil normalt ikke være forskel på indholdet af mykotoksiner i økologiske og konventionelle produkter. Der er dyrkningsforhold, som kan være fordelagtige under begge produkti​​​​onsmåder, og generelt er klima og kornsort de vigtigste faktorer. ​

Der er særlige ​​kostråd om, hvordan du selv kan sikre dig mod højt indtag af mykotoksiner.

Forekomst og kildeopsporing

Skimmelsvampe findes vidt udbredt i landbrugsafgrøder, foder og fødevarer. Under danske forhold er det hovedsageligt mykotoksiner dannet af skimmelsvampe inden for slægterne Aspergillus, Penicillium og Fusarium, der har betydning.
 
De enkelte svampe optræder med forskellig styrke fra år til år, ofte afhængig af vejret. Det er især temperatur og fugtighed, der har betydning for svampenes udvikling og produktion af mykotoksiner.
 
Andre faktorer kan også spille en vigtig rolle for indholdet af mykotoksiner, fx jordbearbejdning, sædskifte, valg af plantesort og pesticidanvendelse.

Symptomer på mykotoksinforgiftning

Sammenhængen mellem indtagelse af mykotoksiner og sygdom hos mennesker og dyr er velkendt, idet der gennem tiden har været flere tilfælde af dødsfald efter indtagelse af brød med højt indhold af meldrøje.
 
For mykotoksiner gælder det generelt, at de typisk ikke har nogen akut skadelig virkning, men at eventuelle skadelige effekter, fx kræft, først opstår efter længere tid.
 
For at reducere skadelige effekter fra mykotoksiner er det således ikke indtaget den enkelte dag, der er af så stor betydning, men mere det samlede indtag over længere tid.​ 

Læs mere om hvert mykotoksin

Find her på listen mere specifik information om hvert mykotoksin. Der kan også søges efter specifikke fødevarekilder via filteret.