Inkubationstiden er under opdrætsforhold normalt 1-3 uger, men afhænger af fiskenes alder, viruskoncentration og især vandtemperatur. Inkubationstiden kan være op til 3 måneder i vinterhalvåret.
De kliniske sygdomstegn opstår i løbet af 2-3 uger.
Symptomer inkluderer:
- Pludselig opstået nervøsitet og uro hos fiskene
- Mørkfarvning
- Udstående øjne
- Blege gæller
- Sløvhed
- Blødninger kan ofte ses omkring øjnene samt i hud og muskulatur
- Bugen kan være udspilet af væske
- Abnorme svømmebevægelser med drejning omkring længdeakslen
- Syge fisk står ofte stille lige under vandoverfladen langs damkanter, og forsøger ikke at flygte, når folk nærmer sig dambrugskanten.
VHS kan overføres ved direkte kontakt mellem inficerede fisk eller via virusinficeret vand. Virus kan også spredes ved flytning af inficerede æg eller fisk eller ved kontakt med kontaminerede redskaber. Fisk, der overlever et angreb af VHS, kan blive smittebærere og smitte andre fisk, selvom de ikke selv har symptomer. Alle aldersgrupper kan blive inficeret, men stressede fisk ser ud til at være mest modtagelige. Den højeste dødelighed forekommer typisk i yngel.
VHS-udbrud kan forekomme på alle årstider, men er mest almindelige i foråret, når vandtemperaturer er stigende eller svingende. Sygdommen indtræder ofte ved temperaturer mellem 4 og 14°C. Lave vandtemperaturer (1-5°C) resulterer generelt i et udstrakt sygdomsforløb med lav daglig dødelighed, men høj akkumuleret dødelighed. Ved vandtemperaturer mellem 15 og 18°C tager sygdommen normalt et kort forløb med en beskeden akkumuleret dødelighed.
VHS skal bekæmpes i henhold til EU-lovgivningen.
Ved mistanke om sygdommen pålægges akvakulturvirksomhederne offentligt tilsyn, som primært har til hensigt at sikre, at der ikke sker en potentiel spredning af sygdommen. Der må derfor ikke flyttes dyr til og fra akvakulturvirksomheden.
Ved smitte med sygdommen skal inficerede dyr fjernes. Efter fjernelsen af akvakulturdyrene i virksomheden skal virksomheden rengøres og desinficeres, i det omfang det er teknisk muligt. Herefter skal virksomheden braklægges i 6 uger, før der igen kan indsættes fisk på virksomheden.
I midten af 1960’erne forekom VHS i de fleste danske dambrug.
Da sygdommen var meget tabsvoldende besluttede dambrugserhvervet, at indlede et frivilligt bekæmpelsesprogram for sygdommen. Veterinærmyndighederne indførte den lovgivningsmæssige basis for programmet, mens omkostningerne blev afholdt af erhvervet. Bekæmpelsen af VHS blev gennemført med stor succes og ved udgangen af 1980erne var mere end 90 % af de danske dambrug fri for VHS. Der viste sig dog problemer med at få sygdommen fuldstændig udryddet. I perioden fra 2000 til 2008 opstod årligt mellem 2-18 udbrud. Disse udbrud blev primært observeret i dambrug beliggende ved Vejle Å og Skjern Å.
For at få gennemført den endelige udryddelse af sygdommen var det nødvendigt med en større investering, som lå udover, hvad erhvervet selv kunne finansiere. Derfor indsendte Fødevarestyrelsen i samarbejde med Dansk Akvakultur i 2008 en ansøgning til den Europæiske Fiskerifond med henblik på at få medfinansiering til projektet. EU godkendte bekæmpelsesprogrammet og bevilligede medfinansiering via den Europæiske Fiskerifond.
Projektet blev gennemført med succes, da alle dambrug og ferskvandsområder i Danmark har opnået status som værende fri for VHS.