Afrikansk svinepest - udviklingen i Europa

Her kan du læse om udviklingen af afrikansk svinepest i EU

Afrikansk svinepest (ASF) er aldrig konstateret i Danmark, men sygdommen forekommer i flere EU-lande. Det drejer sig om Bulgarien, Estland, Grækenland, Italien, Kroatien, Letland, Litauen, Polen, Rumænien, Slovakiet, Sverige, Tjekkiet, Tyskland og Ungarn.

Fødevarestyrelsen følger situationen tæt og udarbejder trusselsvurderinger når der sker væsentlige ændringer i den epidemiologiske situation. Vurderingen er, at der fortsat er meget lav risiko for afrikansk svinepest i Danmark.

Find de seneste trusselsvur​​deringer for sygdomme hos svin blandt vores faglige nyheder​

Udviklingen​ i 2023

I starten af 2023 er langt de fleste udbrud i tamgrise set i Rumænien. Udbrud i vildsvin ses hovedsagelig i Tyskland og Polen. I maj 2023 blev ASF konstateret i Grækenland, for første gang siden 2020 og i juni for første gang konstateret i Kroatien. I Sverige blev ASF d. 6. september konstateret for første gang i vildsvin.

Udviklingen​ i 2022

2. december blev der fundet et ASF positivt vildsvin i Tjekkiet. Tjekkiet har været fri for ASF siden marts 2019, efter sygdommen blev fundet i vildsvin i juni 2017.
7. januar blev der konstateret ASF i vildsvin i Norditalien. Det er første gang, sygdommen er fundet i Italien uden for Sardinien.
 

Andre hjemmesider hvor du kan finde information

På EU-Kommissionens hjemmeside, finder du information om, hvordan ASF lovgivningsmæssigt er reguleret samt et kort over udbredelsen i EU. 

WOAH (Verdensorganisationen for dyresundhed) har på deres hjemmeside et oversigtskort over den globale udbrudssituation med information om de enkelte udbrud.
Gå til WOAH's hjemmeside​

Fordeling af udbrud af afrikansk svinepest i EU fra 2014-2023

Årstal Total antal grisebesætninger Total antal vildsvin EU-lande med konstateret ASF
2023* 1301 4437 Bulgarien, Estland, Grækenland, Italien, Kroatien, Letland, Litauen, Polen, Rumænien, Slovakiet, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn
2022  379   7282 Bulgarien, Estland, Italien, Letland, Litauen, Polen, Rumænien, Slovakiet, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn
2021  1826  12.076  Bulgarien, Estland, Italien, Letland, Litauen, Polen, Rumænien, Slovakiet, Tyskland, Ungarn
2020  1209  11.103  Belgien, Bulgarien, Estland, Grækenland, Italien, Letland, Litauen, Polen, Rumænien, Slovakiet, Tyskland, Ungarn
2019  1843  6284  Belgien, ​Bulgarien, ​Estland, Letland, Litauen, Polen, Rumænien, Slovakiet, Ungarn.
2018  1334  5312  Belgien, Bulgarien, ​Estland, Letland, Litauen, Polen, Rumænien, Tjekkiet, Ungarn
2017  124  3855  Estland, Letland, Litauen, Polen, Rumænien, Tjekkiet
2016  48  2301  Estland, Letland, Litauen, Polen
2015  42  1650  Estland, Letland, Litauen, Polen
2014  40  264 Estland, Letland, Litauen, Polen

*Pr. 07-09-2023

Historisk udvikling i Europa

Tilbage i 90'erne var der udbrud i Spanien (1994) og i Portugal (1999). På Sardinien (Italien) har sygdommen været endemisk forekommende siden 1979.

I 2007 blev afrikansk svinepest for første gang konstateret i Georgien. Sygdommen blev spredt til Armenien, Aserbajdsjan og Rusland. Siden 2007 har Rusland haft flere udbrud af afrikansk svinepest, primært i området ved Sortehavet. Afrikansk svinepest er vidt udbredt hos både grise og vildsvin i den europæiske del af Rusland. I 2012 blev det første tilfælde af afrikansk svinepest hos grise fundet i Ukraine og i 2013 rapporterede Hviderusland om deres første tilfælde af afrikansk svinepest hos grise.

I 2014 kom afrikansk svinepest for første gang (Sardinien ikke medregnet) ind i EU fra grænselandene i Øst. Sygdommen blev fundet i Estland, Letland, Litauen og Polen. I løbet af 2014, 2015 og 2016 spredte sygdommen sig i landene fra øst mod vest. I 2017 kom sygdommen til Tjekkiet og Rumænien, og i 2018 til Ungarn, Bulgarien og Belgien. I 2020 blev afrikansk svinepest fundet i Grækenland og i Tyskland. I 2023 har Kroatien konstateret sygdommen for første gang, både i grise og vildsvin. Yderligere har Sverige for første gang konstateret sygdommen i vildsvin.