Information til hobbyholdsejere

Billedet viser de tre råd for at undgå fugleinfluenza: 1. Hold dine høns under tag eller overdækning 2. skift fodtøj inden du går ind i hønsegården 3. Giv dine høns foder under tag
Tre råd til at undgå fugleinfluenza i hønsegården: 1. Hold dine høns under tag eller overdækning. 2. Skift fodtøj inden du går ind i hønsegården. 3. Giv dine høns foder under tag.

Læs her, hvordan du bedst sikrer dit hobbyhold af høns mod smitte med fugleinfluenza

Skærpede regler fra 18. december 2023


Trusselsniveauet for fugleinfluenza er hævet. Læs, hvad det betyder for dig, hvis du har fugle og fjerkræ.

Dine fugle skal under net, tag eller holdes indendørs

Dine fugle skal enten holdes indendørs, i en voliere eller i indhegning med overdækning. Overdækningen skal være enten et fast tag eller et net, hvor der højst er 20 cm mellem trådene. Hvis dele af udearealet er bevokset med træer eller større tætte buske, kan disse erstatte kravet om overdækning i det areal, hvor træerne eller buskene dækker. Resten af udearealet skal fortsat overdækkes med net eller fast tag.

Dine fugle er undtaget fra kravet, hvis et af de tre scenarier passer på dig:

  • Din hønsegård er 40m2 eller mindre.
  • Du holder ænder, gråænder eller gæs, og deres udearealer ikke overstiger 4,5 m2/and eller gråand eller 15 m2/gås, samt at der er etableret andre former for forebyggende foranstaltninger til beskyttelse mod vildtlevende fugle. Disse foranstaltninger skal til enhver tid sikre, at vildtlevende fugle ikke lander og opholder sig i indhegningen.
  • Du har færre end 100 fugle i fangenskab, og æg og kød fra fuglene bliver i din egen husholdning, dvs. du må ikke sælge eller videregive æg eller kød.

Motionsflyvning med duer og jagt med falke

Kapflyvning med duer: Der må foretages kapflyvning med duer under forudsætning af, at den planlagte rute ikke passerer igennem restriktionszoner oprettet af Fødevarestyrelsen som følge af udbrud af fugleinfluenza

Jagt med falke: Der må foretages jagt med falke under forudsætning af, at jagten ikke udføres i et område med restriktionszoner oprettet af Fødevarestyrelsen som følge af udbrud af fugle influenza

Dueunger: Unger født efter den 1. januar 2024 og som nedstammer fra et duehold, hvor der før 1. januar 2024 var færre end 100 fugle i fangenskab, må motionsflyves. Dette gælder uanset, at det samlede antal af forældredyr på oprindeligt færre end 100 duer inklusive årets due-unger i alt kommer til at overstige 100 duer. Motionsflyvning med dueungerne må ske under forudsætning af, at duer ikke motionsflyves i eller igennem restriktionszoner oprettet af Fødevarestyrelsen som følge af udbrud af fugleinfluenza.

Foder og vand

Alt foder og vand til dine fugle skal placeres indendørs eller under fast tag eller fast overdækning.

Dine fugle må ikke vandes med vand fra overfladevandreservoirer, heller ikke opsamlet regnvand, da det kan være forurenet med fugleinfluenzavirus.

Søer, vandhuller og udendørsbassiner

Søer, vandhuller og udendørsbassiner i udearealer, som dine fugle har adgang til, skal afskærmes, således at større vildtlevende fugle ikke kan få adgang.

Du kan afskærme ved at udspænde net eller tråd eller ved at flytte udendørsbassiner ind under fast tag i udearealet.

Ænder og gæs må ikke have kontakt til andet fjerkræ eller fugle i fangenskab

Hvis du holder ænder og gæs skal du sikre dig, at de ikke kan komme i kontakt med andet fjerkræ eller fugle i fangenskab.

Kravet gælder også udstyr, som du anvender i forbindelse med pasningen af dine ænder eller gæs. Du må ikke bruge det samme udstyr eller gå ind med de samme støvler, med mindre du rengør og desinficerer udstyret eller støvlerne hver gang du har anvendt dem.

Udstillinger og konkurrencer med fugle

Det er forbudt at afholde dyrskuer, udstillinger eller konkurrencer (sammenbringninger) med deltagelse af fjerkræ eller fugle i fangenskab.

Du kan søge Fødevarestyrelsen om en tilladelse til dyrskuer, udstillinger eller konkurrencer. Tilladelsen kan gives, hvis alle 3 betingelser er opfyldt:

  • fuglene udelukkende stammer fra virksomheder, som holder fugle i fangenskab, med færre end 100 fugle, og
  • fuglene udelukkende stammer fra virksomheder, der ikke holder fjerkræ, og
  • sammenbringningerne ikke afholdes inden for restriktionszoner oprettet af Fødevarestyrelsen som følge af udbrud af fugleinfluenza.

Beskyt dit fjerkræ og dine fugle i fangenskab mod smitte med fugleinfluenza

Fødevarestyrelsen overvåger forekomsten af fugleinfluenza-virus i de vilde fugle i Danmark. Tidligere fandt man kun virus om vinteren, men nu findes den også i vilde fugle om sommeren. Derfor er det en god idé at beskytte sit fjerkræ eller sine fugle i fangenskab mod at blive smittet med fugleinfluenza. Det gør du bedst ved at holde dit fjerkræ og dine fugle i fangenskab i indhegning med overdækning, således at de vilde fugle ikke har direkte kontakt til dine fugle.

Især er det vigtigt, at sørge for, at foder og vand står indenfor eller under fast tag, så de vilde fugle ikke spiser og drikker med og dermed kan overføre smitte til dine egne fugle ved drikketruget eller foderfadet. 

Aktuel trusselsvurdering - "høj"

Fødevarestyrelsen udarbejder løbende trusselsvurderingen for smitte med fugleinfluenza fra de vilde fugle til fjerkræ og fugle i fangenskab. Den seneste trusselsvurdering (13/12-23) viser, at risikoen for smitte med fugleinfluenza fra de vilde fugle i Danmark er "høj".

Når risikoen stiger til "høj", så vil Fødevarestyrelsen indføre restriktioner for at reducere risikoen for smitte fra de vilde fugle.

Du kan følge med Fødevarestyrelsens hjemmeside og på vores Facebook-side. Her vil vi informere om ændringer i trusselsniveauet og eventuelle nye regler.

Æg og fugleinfluenza 

Der er ingen risiko ved at spise æg fra raske høns. Man skal dog​​ altid håndtere æg med omtanke pga. risikoen for forekomst af fx salmonella.

Fugleinfluenzaen har ikke givet anledning til at ændre de råd, som Fødevarestyrelsen allerede giver om æg.
 

Har du fjerkræ eller har du fugle i fangenskab?

Fjerkræ er fugle, der opdrættes eller holdes med henblik på kødproduktion, konsumægs-produktion eller produktion af andre produkter uanset race. Fjerkræ er også fugle, der holdes med henblik på fornyelse af vildt bestande. Fugle, der avles til et eller flere af disse formål, er også fjerkræ.

Fugle i fangenskab er alle andre fugle end fjerkræ, forudsat at du udelukkende anvender æg, kød og andre produkter fra fuglene i egen husholdning.

  • Holder du fugle for at deltage i opvisninger, kapflyvninger, udstillinger, konkurrencer?
  • Eller avler du fugle med henblik på salg til disse formål? 
  • Og anvender du udelukkende eventuelle produkter fra dine fugle i din egen husholdning?

Hvis du kan svare ja til alle 3 spørgsmål ovenfor, så har du fugle i fangenskab.

Men hvis du for eksempel forærer eller sælger æg eller en slagtet høne til andre udenfor din egen husholdning, så vil dine fugle blive betragtet som fjerkræ, fordi der er en risiko for, at eventuel smitte fra dit fuglehold overføres med æggene eller den slagtede høne til andre husholdninger. Og så skal du overholde smittebeskyttelsesreglerne for fjerkræ i stedet.