Information til dyrlæger

Praktiserende dyrlæger spiller en stor rolle både i beredskabet som helhed og den nuværende situation med flere fund af fugleinfluenza i Danmark og Europa. På denne side informeres der om, hvilke opgaver og pligter du har som dyrlæge.

At opdage symptomer tidligt er afgørende for, at et eventuelt udbrud kan begrænses mest muligt. Det er derfor vigtigt, at alle dyrlæger er særdeles opmærksomme, undersøger dyreholdet og anmelder mistanker straks efter undersøgelse.

Fugleinfluenza er en anmeldepligtig sygdom i alle dyrearter. 

Fødevarestyrelsen har den 30. juni 2023 udsendt en faglig nyhed om fugleinfluenza til dyrlæger

Sådan skal du forholde dig til fugleinfluenza

Du kontaktes af dyreejere med mistanke om fugleinfluenza:

Hvis du som praktiserende dyrlæge kontaktes af dyreejere med mistanke om fugleinfluenza, skal du agere fuldstændig som vanligt ved mistanke om anmeldepligtige sygdomme:

  • Din pligt er som det første, at undersøge dyreholdet, og
  • Hvis du ikke kan afvise mistanken, kontakter du den lokale veterinærenhed.

Brug af personlige værnemidler minimerer risikoen for overførsel af smitte, når man udsættes for inficerede fugle.

Derfor gør Fødevarestyrelsen opmærksomhed på behovet for korrekt brug af værnemidler ved kontakt med fjerkræbesætninger eller fuglehold, hvor dyrene udviser kliniske symptomer, der kunne give mistanke om fugleinfluenza.

Fødevarestyrelsen henviser til, at Sundhedsstyrelsen anbefaler brug af værnemidler der omfatter bl.a., brug af FFP3 masker, beskyttelsesdragter, handsker, skoovertræk samt egnede beskyttelsesbriller.

​Yderligere information vedr. værnemidler findes i Sundhedsstyrelsens vejledning (sst.dk)

Efter færdsel på en ejendom med dyr mistænkt for eller hvor der ​er konstateret udbrud af aviær influenza, skal der gå mindst 48 timer efter bad/tøjskift, inden anden besætning med modtagelige arter må besøges.

Ring og få faglig sparring

Har du brug for faglig sparring, kan du kontakte embedsdyrlægerne:

VeterinærNord

Tlf. 7227 5095
E-mail: 10@fvst.dk


VeterinærØst

Tlf. 7266 1809
E-mail: 12@fvst.dk


VeterinærSyd

Tlf. 3067 5970
E-mail: 11@fvst.dk