Ved mistanke:
Borgere:
Får du mistanke om, at dit dyr er smittet med abekopper, bør du telefonisk kontakte din praktiserende dyrlæge og oplyse om din mistanke. Dyret bør ikke komme i kontakt med andre dyr eller mennesker, før det er tilset af en dyrlæge. For at undgå smittespredning, bør du oplyse om mistanken i telefonen, og dyrlægen bør tilse dit dyr i dit hjem.
Praktiserende dyrlæger:
Hvis du som praktiserende dyrlæge bliver kontaktet af en person, der mistænker, at hans/hendes kæledyr er smittet med abekopper, bør du ud fra oplysningerne vurdere, om der er mistanke om abekopper. Hvis der er mistanke, skal det meddeles til Fødevarestyrelsen, da sygdommen er anmeldelsespligtig. Hvis der er behov for en klinisk undersøgelse og evt. prøveudtagning, bør dyret tilses i hjemmet for at undgå smittespredning til andre dyr. Fødevarestyrelsen betaler laboratorieundersøgelsen.
Bekæmpelse og kontrol:
Fødevarestyrelsen anbefaler, at du under dit interview oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed om, at du har kæledyr i dit hjem. Du bør ligeledes oplyse, hvis du arbejder med dyr eller har haft nær kontakt til andres dyr.
Hvis du selv er hjemmeisoleret med abekopper, anbefaler Fødevarestyrelsen, at du så vidt muligt selv passer dit dyr, mens du er isoleret. Er du indlagt – eller kan du af anden grund ikke passe dit dyr – bør du få dit dyr passet af en anden.
Har du kæledyr, bør du lade dyret/dyrene blive i hjemmet mindst 21 dage efter, at dine blærer og sår er helet. Selv hvis dyrene ikke er smittet, kan de have virus i pelsen, der kan overføres ved kontakt til andre dyr og mennesker. Undgå al for tæt kropskontakt med dine dyr i samme periode. Hold godt øje med, dine dyrs sundhedsstatus og ring til din dyrlæge, hvis dyrene bliver syge. Vi anbefaler, at du oplyser at du er abekoppe-patient allerede i telefonen.
Er du hjemmeisoleret, og har du ikke en lukket have, hvor hunden kan luftes, bør du få en anden person til at lufte din hund for dig i snor uden kontakt til andre dyr eller mennesker. Det er vigtigt, at alle efterladenskaber samles op og posen lukkes, inden den smides ud.
Katte bør ikke lukkes ud i perioden fra din diagnose til 21 dage efter dine sidste symptomer, og kattegrus skal bortskaffes i dagrenovation i lukket plasticpose.
Andre kæledyr f.eks. af egernfamilien, chinchillaer, rotter og mus eller aber bør blive i indendørsbur mindst 21 dage efter, at dine blærer og sår er helet. Hvis andre skal passe dyrene, anbefaler Fødevarestyrelsen, at buret med dyret/dyrene bliver i dit hjem. Strøelse og andet affald bortskaffes i lukket plasticpose med dagrenovationen. Dyrene skal holdes, så der ikke er mulighed for kontakt til vilde dyr.
Fødevarestyrelsen vejleder alene om, hvordan du skal forholde dig til dit kæledyr i denne situation. For vejledning om, hvordan du skal forholde dig i forhold til dit eget sygdomsforløb, bør du kontakte din læge.