Regler om rengøring og desinfektion af transportmidler og containere gælder både ved samhandel og nationalt
Operatører, herunder transportører, skal sikre, at transportmidler og containere, der anvendes til transport af opdrættede landdyr eller rugeæg, rengøres og desinficeres hurtigst muligt efter hver transport af dyr, rugeæg eller en hvilken som helst genstand, der udgør en dyresundhedsrisiko.
Hvis nødvendigt rengøres og desinficeres transportmidler på ny, inden der atter pålæsses dyr eller rugeæg.
Transportmidler og containere skal tørres eller få lov til at tørre, inden der atter pålæsses dyr eller rugeæg.
Vask og desinficer altid dit transportmiddel indvendigt og udvendigt umiddelbart efter hver aflæsning
Vask og desinficer på det nærmest mulige sted straks efter at dyrene er læsset af.
Vask og desinficer altid transportmidlet indvendigt og udvendigt. Dette gælder forvogn, anhænger og trailer.
Du rengør ved at vaske, så al synlig snavs er fjernet og derefter desinficeres transportmidlet. Desinfektionsmidlet virker kun, hvis det bruges på rene overflader.
Vask og desinficer støvler og redskaber
Smitte kan gemme sig i gødning, strøelse, spyt og blod fra smittede dyr. Smitte kan også overføres med støvler, drivplader, padler m.m., som der anvendes ved drivning af dyr. Det samme gælder for redskaber, der bruges til rengøring af transportmidlet. Redskaberne og de steder i transportmidlet, hvor de opbevares, skal holdes rene. Redskaber med revner og sprækker kan ikke gøres ordentlig rene. Husk at desinficere efter rengøring. Desinfektionsmidlet virker kun, hvis det bruges på rene overflader.
Tidligere krav om brug af myndighedsgodkendt vaskehal ved samhandel af klovbærende dyr er bortfaldet
Med Dyresundhedsloven er der ikke længere krav om, at man ved udførsel af klovbærende dyr til et andet EU-land, skal rengøre og desinficere transportmidlet på en vaskeplads, der er godkendt af myndighederne i det pågældende land. Det betyder også, at ved indførsel af klovbærende dyr til Danmark, er der ikke længere krav om, at transportmidlet skal rengøres og desinficeres på en vaskeplads, der er godkendt af Fødevarestyrelsen.