Erklæringer og blanketter

Fødevarestyrelsen bruger blanketter på virk.dk til ansøgning og sagsbehandling af udbetaling af erstatninger og kompensationer til minkvirksomheder.

​Ansøgning ​​om erstatning og kompensation

For at modtage erstatning og kompensation som følge af det midlertidige forbud mod ophold af mink skal du have indsendt en blanket gennem virk.dk. 

Ansøgningsfristen for minkvirksomheders ansøgning om permanent eller midlertidig nedlukning udløb den 1. april 2022. Herefter er det ikke muligt at ændre dit valg fra permanent nedlukning til midlertidig nedlukning. Du kan stadig ændre dit valg fra midlertidig lukning til permanent nedlukning. Dette skal ske senest den 31. december 2023 via mail til mink@fvst.dk.

Fødevarestyrelsen kan i helt særlige tilfælde give dispensation for overskridelse af ansøgningsfristen. Hvis du ønsker at søge om dispensation, kan du skrive til mink@fvst.dk. Fødevarestyrelsen vil herefter tage stilling til din ansøgning om dispensation.

Erklæring​ om erstatning, ​​​kompensation og tempobonus

Før Fødevarestyrelsen kan udbetal​​e erstatning, kompensation og tempobonus til dig, skal du først indsende erklæring om erstatning, kompensation og tempobonus. Erklæringen indeholder oplysninger, som er nødvendige for, at Fødevarestyrelsen kan tage stilling til, om du har ret til bl.a. forskud på erstatning for skindværdi og tempobonus, men også andre erstatninger eller kompensationer.

Hvis dine forhold ændrer sig, efter du har udfyldt og indsendt erklæringen, skal du genindsende erklæringen. Det gælder f.eks., hvis du er blevet eller bliver kriseramt efter den 30. juni 2021.​

Du kan godt få en anden til at udfylde erklæringen for dig.

Hvis din revisor eller advokat udfylder erklæringen og blanketterne, har han eller hun en stillingsfuldmagt. Det vil sige, at personen i kraft af sin stilling har tilladelse til at handle på vegne af dig, hvis I har aftalt det. Hvis en anden udfylder erklæringen på dine vegne, skal han eller hun have en skriftlig fuldmagt fra dig. Fuldmagten skal uploades på virk.dk.

Den attesterende revisor må ikke medvirke til udfyldelse af erklæringen og samtykkeblanketterne på vegne af avleren af hensyn til kravet om uafhængighed. Det vil sige, hvis en revisor udfylder ansøgningen og blanketterne, skal en anden revisor udfylde Uafhængig revisors erklæring om samtykke fra rettighedshavere.

Når du udfylder erklæringen på virk.dk, indhenter vi automatisk oplysninger i CHR (Centrale HusdyrbrugsRegister) og Fødevarestyrelsens register om de besætninger, der er tilknyttet det CVR-nummer, du har tastet ind i blanketten.

Kan du ikke finde den ønskede besætning i rullemenuen på virk.dk, er det, fordi besætningen ikke er registreret korrekt. Du skal derfor rette fejlen ved at skrive til mink@fvst.dk hurtigst muligt.

Hvis du ikke kan bekræfte, at virksomheden

  • ​fuldt ud har efterkommet ethvert krav om tilbagebetaling af statsstøtte
  • har levet op til gældende miljølovgivning

Vil det ikke være muligt at få udbetalt forskud på nedlukningserstatning.

Hvis du ikke vil afgive erklæring om

  • øvrig de minimisstøtte
  • forbindelser med andre virksomheder

Vil det ikke være muligt at få udbetalt engangsbeløb til dækning af nedlukningsomkostninger.

Hvis du ikke kan afgive de nødvendige erklæringer og bekræftelser, men alligevel ønsker at ansøge, skal du rette henvendelse til Fødevarestyrelsen på mink@fvst.dk