Information til skoler, daginstitutioner og naturvejledere

Læs her, hvordan man håndterer børns fodring af fugle, gårdbesøg m.m., samt hvad man gør, hvis I har mistanke om fugleinfluenza hos jeres egne eller hos vilde fugle.

Skærpede regler fra 18. december 2023


Trusselsniveauet for fugleinfluenza er hævet. Læs, hvad det betyder for dig, hvis du har fugle og fjerkræ.

Dine fugle skal under net, tag eller holdes indendørs

Dine fugle skal enten holdes indendørs, i en voliere eller i indhegning med overdækning. Overdækningen skal være enten et fast tag eller et net, hvor der højst er 20 cm mellem trådene. Hvis dele af udearealet er bevokset med træer eller større tætte buske, kan disse erstatte kravet om overdækning i det areal, hvor træerne eller buskene dækker. Resten af udearealet skal fortsat overdækkes med net eller fast tag.

Dine fugle er undtaget fra kravet, hvis et af de tre scenarier passer på dig:

  • Din hønsegård er 40m2 eller mindre.
  • Du holder ænder, gråænder eller gæs, og deres udearealer ikke overstiger 4,5 m2/and eller gråand eller 15 m2/gås, samt at der er etableret andre former for forebyggende foranstaltninger til beskyttelse mod vildtlevende fugle. Disse foranstaltninger skal til enhver tid sikre, at vildtlevende fugle ikke lander og opholder sig i indhegningen.
  • Du har færre end 100 fugle i fangenskab, og æg og kød fra fuglene bliver i din egen husholdning, dvs. du må ikke sælge eller videregive æg eller kød.

Motionsflyvning med duer og jagt med falke

Kapflyvning med duer: Der må foretages kapflyvning med duer under forudsætning af, at den planlagte rute ikke passerer igennem restriktionszoner oprettet af Fødevarestyrelsen som følge af udbrud af fugleinfluenza

Jagt med falke: Der må foretages jagt med falke under forudsætning af, at jagten ikke udføres i et område med restriktionszoner oprettet af Fødevarestyrelsen som følge af udbrud af fugle influenza

Dueunger: Unger født efter den 1. januar 2024 og som nedstammer fra et duehold, hvor der før 1. januar 2024 var færre end 100 fugle i fangenskab, må motionsflyves. Dette gælder uanset, at det samlede antal af forældredyr på oprindeligt færre end 100 duer inklusive årets due-unger i alt kommer til at overstige 100 duer. Motionsflyvning med dueungerne må ske under forudsætning af, at duer ikke motionsflyves i eller igennem restriktionszoner oprettet af Fødevarestyrelsen som følge af udbrud af fugleinfluenza.

Foder og vand

Alt foder og vand til dine fugle skal placeres indendørs eller under fast tag eller fast overdækning.

Dine fugle må ikke vandes med vand fra overfladevandreservoirer, heller ikke opsamlet regnvand, da det kan være forurenet med fugleinfluenzavirus.

Søer, vandhuller og udendørsbassiner

Søer, vandhuller og udendørsbassiner i udearealer, som dine fugle har adgang til, skal afskærmes, således at større vildtlevende fugle ikke kan få adgang.

Du kan afskærme ved at udspænde net eller tråd eller ved at flytte udendørsbassiner ind under fast tag i udearealet.

Ænder og gæs må ikke have kontakt til andet fjerkræ eller fugle i fangenskab

Hvis du holder ænder og gæs skal du sikre dig, at de ikke kan komme i kontakt med andet fjerkræ eller fugle i fangenskab.

Kravet gælder også udstyr, som du anvender i forbindelse med pasningen af dine ænder eller gæs. Du må ikke bruge det samme udstyr eller gå ind med de samme støvler, med mindre du rengør og desinficerer udstyret eller støvlerne hver gang du har anvendt dem.

Udstillinger og konkurrencer med fugle

Det er forbudt at afholde dyrskuer, udstillinger eller konkurrencer (sammenbringninger) med deltagelse af fjerkræ eller fugle i fangenskab.

Du kan søge Fødevarestyrelsen om en tilladelse til dyrskuer, udstillinger eller konkurrencer. Tilladelsen kan gives, hvis alle 3 betingelser er opfyldt:

  • fuglene udelukkende stammer fra virksomheder, som holder fugle i fangenskab, med færre end 100 fugle, og
  • fuglene udelukkende stammer fra virksomheder, der ikke holder fjerkræ, og
  • sammenbringningerne ikke afholdes inden for restriktionszoner oprettet af Fødevarestyrelsen som følge af udbrud af fugleinfluenza.

Til skoler og daginstitutioner

Hvis skolen/daginstitutionen har høns eller andre fugle

Børnene må gerne fodre og komme i kontakt med fuglene. Som altid, når man har været i kontakt med fjerkræ, skal børnene sørge for grundig håndvask efterfølgende. Man skal vaske fodtøjet, før man går ind til hønsene, og når man går ud igen, for ikke at tage smitte fra vilde fugle med ind i hønsegården. Desuden bør krogen til hønsegården/huset sidde så højt oppe, at børnene ikke kan åbne og selv komme derind, uden at der er en voksen med. Børnene ikke må røre ved foderbræt og lignende. Når I renser foderbrætter eller lignende eller håndterer døde fugle, bør I tage handsker på. Vask hænderne afslutningsvis.

Når I har høns eller andet fjerkræ, anbefaler vi dog, at I ikke også fodrer vilde fugle. Det giver nemlig en unødig risiko for overførsel af smitte til det tamme fjerkræ.  

Om fodring af vilde fugle/ænder på tur eller gårdbesøg

Man må gerne fodre ænderne og lignende, når man er på tur. Man skal blot være opmærksomme på ikke at røre ved fuglene og at børnene ikke må røre ved foderbræt og lignende. Efter turen skal man rengøre fodtøj og eventuelt tøj, der måtte være kommet fugleekskrementer på. På den måde undgår man at overføre eventuel smitte fra vilde fugle til fjerkræ. Det er også en god ide at vaske hænderne i vand og sæbe efter turen. Vær dog opmærksom på, at mange kommuner frabeder sig fodring af fugle i søer og lignende. Fuglene har ikke godt af brød. Og hvis der ligger foderrester tiltrækker det rotter.

Hvis institutionen man har høns eller andet fjerkræ, anbefaler vi dog, at I ikke også fodrer vilde fugle. Det giver nemlig en unødig risiko for overførsel af smitte til det tamme fjerkræ.

Børnene må gerne komme med på gårdbesøg. I skal blot være opmærksom på at få rengjort fodtøj og i øvrigt følge reglerne på landbruget.

Om børn og madlavning med æg eller fjerkræ

Børnene må gerne være med til at lave mad med æg eller fjerkræ, så længe I sørger for at hjælpe børnene med, at de får vasket deres hænder, efter at de har rørt ved råvarerne. Man bør fortælle dem om de almindelige regler for håndtering af fødevarer, fx at man ikke spiser/slikker på råt kød og æg. 

Til naturvejledere 

Naturvejledere og børn/gæster skal ikke røre ved fugle eller fugleekskrementer på turen. Desuden skal I efter turen rengøre fodtøj og tøj, der er kommet fugleekskrementer på for at undgå at overføre eventuel smitte fra vilde fugle til fjerkræ. Det er også en god ide at vaske hænderne med vand og sæbe.

Fodring af vilde fugle omkring naturskoler

Man må gerne fodre vilde fugle omkring naturskoler. Men I skal ikke røre ved fuglene, og eleverne/gæsterne må ikke røre ved foderbræt og lignende. Ved rensning af foderbrætter med videre eller håndtering af døde fugle bør man tage handsker på og vaske hænder afslutningsvis. Har I har høns eller andet fjerkræ ved naturskolen, anbefaler vi dog, at I ikke også fodrer vilde fugle. Det giver nemlig en unødig risiko for overførsel af smitte til det tamme fjerkræ.

Besøg i hønsegården på naturskolen

Elever/gæster må gerne komme med ind i hønsegården på naturskolen. Man skal vaske fodtøjet både før, man går ind til hønsene, og når man går ud igen for ikke at sprede smitte. Desuden skal man som altid, når man har været i kontakt med fjer kræ, sørge for grundig håndvask med vand og sæbe.

Rugning af æg i en rugemaskine

Der er ikke risiko for fugleinfluenza, hvis I ruger æg ud i en rugemaskine.

Hvis du har mistanke om fugleinfluenza

Du skal kun foretage dig noget særligt, hvis du bor i en zone med fugleinfluenza. I den situation vil Fødevarestyrelsen gerne have undersøgt fuglen for fugleinfluenza. Ring derfor til Fødevarestyrelsen. Indtil du får at vide, hvad du skal gøre med fuglen, kan du samle den op med en engangshandske eller plastikpose, lægge den i en plastikpose og lukke posen. Vask hænderne grundigt med sæbe bagefter.

Hvis du ikke bor i en zone med fugleinfluenza, kan du smide fuglen ud med dagrenovationen, når den er lagt i en lukket pose, som beskrevet ovenfor.