Oplysningerne i et dyresundhedscertifikat skal stemme med den sending, som det er udstedt for. Som afsender og transportør er du ansvarlig for at give korrekte oplysninger om sendingen, og at sendingen ikke afviger fra det, der er certificeret for.
Fødevarestyrelsen anbefaler derfor, at du kontrollerer det udstedte certifikat for uoverensstemmelser, inden du påbegynder flytningen af den pågældende sending.
Kan Fødevarestyrelsen udstede et andet certifikat?
Hvis du har gennemgået et dyresundhedscertifikat og konstateret en uoverensstemmelse med den planlagte sending, kan Fødevarestyrelsen udstede et nyt certifikat, hvis sendingen ikke er afgået. Hvis sendingen har forladt Danmark, kan Fødevarestyrelsen ikke udstede et nyt certifikat.
Hvis sendingen befinder sig i Danmark endnu, kan Fødevarestyrelsen udstede et nyt certifikat. Det vil i de fleste tilfælde kræve et nyt kontrolbesøg at udstede et nyt certifikat I enkelte tilfælde kan Fødevarestyrelsen udstede et erstatningscertifikat uden at foretage et nyt besøg. Om der skal aflægges et nyt kontrolbesøg afhænger af fejlens karakter.
Kontakt Fødevarestyrelsen for nærmere vejledning om muligheden for at få et nyt certifikat, hvis sendingen ikke er afgået fra Danmark.
Sendingen er afgået med et forkert certifikat/forkerte oplysninger – hvad kan Fødevarestyrelsen hjælpe med?
Hvis uoverensstemmelsen først konstateres efter afgang, anbefaler Fødevarestyrelsen, at man som afsender eller transportør kontakter den lokale veterinærmyndighed på det sted, hvor sendingen befinder sig.
Den lokale myndighed vil kunne vurdere uoverensstemmelsens karakter og tage stilling til, hvilke foranstaltninger uoverensstemmelsen giver anledning til.
Myndigheden på stedet vil ofte kontakte afsenderlandets myndighed med henblik på at indhente supplerende oplysninger for at kunne vurdere uoverensstemmelsen. Fødevarestyrelsen er behjælpelig med at besvare disse henvendelser, typisk med eksempelvis udtræk fra registre og databaser eller oplysninger om sygdomssituationen i Danmark.
Det vil i sidste ende være myndigheden i den medlemsstat, hvor uoverensstemmelsen konstateres, som kan træffe beslutning om nødvendige foranstaltninger.