Almindelig røn er et lavt til middelhøjt træ med karakteristiske, orangerøde bær. Træet er udbredt i Danmark og generelt på den nordlige halvkugle. Ud over at almindelig røn gror vildt, er den ofte plantet i læhegn, parker, haver og som vejtræ.
Bær: Indtag af de rå bær kan give ondt i maven. Dette kan undgås ved varmebehandling (typisk kogning), fx til fremstilling af rønnebærgelé.
Bærrene indeholder bl.a. parasorbinsyre, som er glykosidbundet (parasorbosid). Der er meget begrænset viden om mulige skadevirkninger af parasorbinsyre eller parasorbosid. Det vides ikke, om parasorbinsyre frigøres fra parasorbosid før eller efter indtagelse af bærrene. Det er derfor ikke muligt at afgøre, om indholdet af parasorbosid i rønnebær kan udgøre en sundhedsmæssig risiko ved længere tids indtag.
Det anbefales derfor, at man holder indtaget af modne bær til moderate mængder, hvilket vil sige traditionelle anvendelser som fx til gelé. Desuden anbefales det altid at varmebehandle bærerne.
Blade: De spæde blade indeholder cyanogene glykosider, der ved indtagelse vil frigive det giftige stof cyanid.
På baggrund af indholdet af cyanogene glykosider har DTU Fødevareinstituttet vurderet, at en sikker dosis er maksimalt 3 g friske blade per dag for voksne, maksimalt 2 g friske blade per dag for unge (10-17 år) og maksimalt 1 g friske blade per dag for børn (4-9 år).
Ved indtagelse af større mængder frigivet cyanid kan forgiftningssymptomer forekomme nærmest lige efter indtaget. Symptomer på forgiftning med cyanid kan fx være kvalme, opkast, svimmelhed, hovedpine, besværet åndedræt, krampeanfald og i værste fald dødsfald.
På baggrund af bladenes indholdsstoffer og potentialet for forgiftning, bør man ikke spise bladene.