Markedsføring af af fødevarer med vilde planter

Se spiselige og giftige planter i Danmark på plantelisten til fødevarevirksomheder. Læs hvad der er lovligt og sikkert at putte i gryder og fødevareprodukter.

I plantelisten kan du se, hvilke regler der gælder for dig, der vil bruge planter eller dele af planter i fødevarer til salg.

Brug af planter i fødevarer kan:

  • være tilladte at bruge
  • være tilladte at bruge i begrænsede mængder
  • kræve, at du søger om tilladelse til at bruge dem i fødevarer
  • være ulovlige at bruge i fødevarer

Plantelisten indeholder kun udvalgte planter, og informationerne kan ændre sig, hvis der kommer ny viden. Klik på en plante og læs om risici ved at bruge planten, forvekslingsmuligheder og markedsføringsregler.

Læs om typiske forvekslinger i listen fremfor at identificere planterne ud fra listens billeder – så undgår du farlige forvekslinger.

De fire kategorier

Tilladt til fødevareforbrug

Denne kategori indeholder planter og plantedele, der kan bruges kommercielt til fødevarer generelt. Disse planter kræver ikke en novel food-godkendelse før markedsføring og der er ikke kendskab til negative effekter af almindeligt fødevarebrug som del af en varieret kost. 

Det skal understreges, at denne vurdering er baseret på plantedelen som almindelig fødevare. Der kan altså være andre krav i forhold til kosttilskud eller ekstrakter fra planten.

Tilladt i begrænsede mængder

Denne kategori indeholder planter og plantedele, hvor der er kendskab til risici, der gør, at planten kun bør markedsføres i små mængder, fx som krydderi. Kun indtag i små mængder fra plantedele i denne kategori vurderes sikkert. Hvis man ønsker at markedsføre en plante eller plantedel fra denne kategori, bør man som virksomhed have forholdt sig til denne risiko.

Det kan være meget forskelligt fra plante til plante, hvad der betragtes som lille mængde. Ved at klikke på den enkelte plantedel, kan du læse om, hvad man ved om planten og hvad der betragtes som et sikkert indtag for de planter, hvor det har været muligt at kvantificere dette.

Skal novel food godkendes inden markedsføring til fødevarebrug

Denne kategori indeholder planter og plantedele, hvor der i reglen ikke findes data vedrørende sikkerheden ved indtag som fødevare. Der er ikke dokumentation for, at fødevaren har været spist i nævneværdigt omfang før 15. maj 1997 i EU. Dvs. at fødevaren betragtes som en novel food, som skal have en EU godkendelse inden markedsføring. Dette kan dog ændres, hvis der kan fremskaffes dokumentation for, plantedelen faktisk har været anvendt som fødevare i nævneværdigt omfang før 15. maj 1997 og derfor alligevel ikke er novel food.

Nogle af disse plantedele kan dog godt være ikke-novel i kosttilskud. I så fald vil det fremgå under afsnittet markedsføring i beskrivelsen af den enkelte plante. 

Nye fødevarer og fødevareingredienser (novel food)

Ikke tilladt udover dokumenteret risikofri dosering

Denne kategori indeholder planter og plantedele, som ikke er novel food, men hvor der er kenskab til toksiner eller toksiske effekter i en sådan grad, at indtag potentielt kan være farligt. Markedsføring til fødevarebrug forudsætter derfor, at virksomheden i forbindelse med kontrol kan fremvise dokumentation til Fødevarestyrelsen for, at anvendelsen af disse fødevarer er sikker.