Sikker handel på nettet

Varer fra udenlandske webshops kan indeholde sundhedsskadelige stoffer og farlig kemi som PFAS. Læs Fødevarestyrelsens råd til sikker handel på nettet.

Der findes flere store webshops, som sælger eksempelvis grilltilbehør, airfryer liners, muffinsforme, silikoneredskaber, madkasser, drikkedunke og sutteflasker til meget billige priser. Men selvom varerne ser helt ens ud på nettet og i fysiske butikker, kan de sagtens indeholde meget forskellige kemikalier.

5 gode råd

  1. Overvej om du vil købe billige produkter fra en udenlandsk webshop. Fødevarestyrelsen kontrollerer ikke virksomheder i udlandet.

  2. Undersøg om webshoppen er dansk. Det kan være svært at se. Kig efter alt for lave priser, stavefejl eller skæve priser som 161,98 kroner.

  3. Vær opmærksom på indhold i kosttilskud fra udlandet - de kan indeholde sundhedsskadelige stoffer, der er ulovlige i Danmark.

  4. Vær skeptisk, hvis noget lyder for godt til at være sandt. Det er ikke tilladt at sige, at en fødevare kan helbrede sygdomme eller eksempelvis give et lynhurtigt vægttab.

  5. Vær​​ på vagt over for fup. Undgå køb i lukkede grupper på Facebook og tjek virksomhedens adresse i deres handelsbetingelser.

Ofte stillede spørgsmål

Når du køber mad og drikke på nettet, er der en række oplysninger, som du som forbruger har krav på at få, inden du klikker køb.

  • Hvis du køber færdigpakkede fødevarer har du krav på oplysninger som varebetegnelse, ingredienser og nettoindhold.

  • Du kan også købe fødevarer, som først bliver tilberedt eller pakket efter din bestilling. Her har du krav på at få oplyst allergener ved kontakt til virksomheden.