Flyt dyr indenfor Danmark

Læs om kravene til dig, der flytter landdyr indenfor Danmarks grænser, fordi dyrene skal sælges, slagtes eller på udstilling, stævne eller dyrskue.

Landdyr er fugle, landpattedyr, bier og humlebier.

Sådan gør du

Du skal sikre dig, at stederne, som du flytter dyrene fra og til, er registrerede i enten CHR (Det centrale husdyrbrugsregister) eller hos Fødevarestyrelsen. Dette gælder uanset, om du eksempelvis er privat borger med hobbyhest, eller du har en slagtesvinebesætning.

Du skal sikre dig, at dyrene er mærket korrekt. Det er arten på dit dyr, der afgør, hvordan du skal mærke det. 

Du må kun flytte dyrene til et andet sted i Danmark, hvis de er sunde og raske.

Du skal udskrive flyttedokumenter, hvis du flytter får og geder.

Udskriv dokumenterne fra CHR, og medbring dem under transporten af dyrene.

Du skal undersøge og overholde reglerne for dyretransport.

Reglerne afhænger af:

  1. Hvilke(t) dyr, du flytter
  2. hvad formålet med transporten er
  3. hvem der transporterer dyrene

Du skal føre fortegnelser, hvis du:

  1. har ansvaret for et sted, hvor der flyttes dyr fra
  2. har ansvaret for et sted, hvor der flyttes dyr til
  3. transporterer dyr 

Fortegnelserne skal indeholde information om dyrets art, antal, dato for flytning og information om transportmidler, og hvor du flytter dyret fra og til. Du skal opbevare fortegnelserne i mindst tre år og kunne fremvise dem ved eventuel kontrol.