Om Kosttilskudsgruppen
Fødevarestyrelsens Kosttilskudsgruppe er en specialenhed, som i 2004 blev sat i verden for at styrke kontrolindsatsen på kosttilskudsområdet. Siden 2009 har gruppen været en del af Fødevarerejseholdet. Gruppen kontrollerer kosttilskud, novel food og anprisninger, der lover mere, end produkterne kan leve op til.
Kampagner og aktioner
Kosttilskudsgruppen gennemfører hvert år kontrolkampagner og aktioner i samarbejde med fødevareenhederne og Lægemiddelstyrelsen. Kosttilskudsgruppen har bl.a. fokus på ulovligt salg og markedsføring af kosttilskud i eksempelvis detailbutikker, engrosleddet, reklameblade eller på internettet.
Kontrol af hjemmesider
Hjemmesider, der markedsfører kosttilskud til de danske forbrugere, kontrolleres løbende med henblik på at afdække og stoppe salg af ulovlige eller farlige produkter. I de tilfælde, hvor der konstateres markedsføring af farlige produkter, på udenlandske hjemmesider, udsendes der en advarsel til forbrugerne.
Sikre produkter til forbrugerne
En vigtig del af Kosttilskudsgruppens arbejde er at kontrollere produktsikkerheden af kosttilskud, som er registreret hos Fødevarestyrelsen. Kontrollen foretages stikprøvevis på baggrund af en risikovurdering og omfatter et tjek af anvendte stoffer og ingredienser i forhold til gældende regler for novel food, fødevaresikkerhed og tilsætning af visse stoffer.