Smag dig frem - gør Danmark grønnere

To ud af tre danske børnefamilier vil gerne spise både sundere og grønnere. Tre-årig indsats skal hjælpe børnefamilierne med at følge De officielle Kostråd i hverdagen.

Med “Smag dig frem - gør Danmark grønnere” er det visionen at skabe en sundere og grønnere madkultur hos børnefamilier med afsæt i De Officielle Kostråd – godt for sundhed og klima. Indsatsen består af en række involverende og inspirerende aktiviteter, som rammer børnefamilien fra så mange sider som muligt: i medierne, på arbejdspladsen, i skolen, i detailhandlen og i fritiden indenfor veldefinerede sammenhængende perioder og rammer. 

”Mange danskere spiser hver dag i professionelle køkkener, når de f.eks. er i skole eller på arbejde. Derfor ser vi vores samarbejde med de madprofessionelle som en oplagt mulighed for at nå ud til nogle af dem, der ønsker inspiration til sundere og mere bæredygtig mad med udgangspunkt i De officielle Kostråd.

Derudover har detailkæderne stor indflydelse på vores kostvaner gennem bl.a. deres sortiment og indretning af butikkerne. Vi håber, at Smag dig frem i de kommende tre år kan bidrage til at skubbe danskernes kost i en sundere og mindre klimabelastende retning på en positiv måde.”

- Tejs Binderup, fødevaredirektør i Fødevarestyrelsen 

Indsatsen bliver evalueret eksternt og resultater vil løbende blive offentliggjort og delt i relevante faglige fora. Der vil derudover blive oprettet en projekthjemmeside, hvor nyeste viden og evalueringsresultater vil blive tilgængelige.

Samarbejde

Projektet er et samarbejde mellem Fødevarestyrelsen, Forbrugerrådet Tænk og Madkulturen og støttet af Novo Nordisk Fonden og Nordea-fonden. DR vil parallelt med forløbet sætte fokus på dansk madkultur på tv.

Der vil være aktiviteter i tre udvalgte kommuner: Svendborg, Kolding og Slagelse.

Pressekontakt

Kommunikationskonsulent Camilla Henriette From, camilla@madkulturen.dk, +45 4091 5064

Fødevarestyrelsens pressetelefon på 2284 4834.

Om projektet

Parter
Fødevarestyrelsen, Forbrugerrådet Tænk, Madkulturen og DR

Sponsorer
Novo Nordisk Fonden og Nordea-fonden

Projektperiode
2025-2028

Samarbejdskommuner
Svendborg, Kolding og Slagelse