Selvom du har klaget over en afgørelse, skal du alligevel rette dig efter den, mens din klage bliver behandlet. Det er en generel regel, og det kaldes, at en klage ikke har opsættende virkning.
Hvis der ikke står i afgørelsen, at en eventuel klage vil have opsættende virkning, skal du selv søge om det i forbindelse med din klage. Du skal søge om opsættende virkning så hurtigt som muligt. Hvis du får medhold, får din klage først opsættende virkning, når du får svar på anmodningen.
Hvis Fødevarestyrelsen oplyser, at din klage har medført opsættende virkning
I enkelte sager kan du få tilladelse til, at du ikke skal rette dig efter Fødevarestyrelsens afgørelser, mens din klage bliver behandlet. Det betyder, at din klage har fået opsættende virkning. Disse sager handler typisk om påbud eller forbud, som du ikke senere kan gøre om igen, hvis du får ret i klagen.
Eksempel: En klage kan ofte have opsættende virkning ved et påbud om en større ændring af bygninger.