Kl. 6 står jeg og mine kollegaer klar ved båndet, hvor de slagtede grise bliver kørt ind en efter en. Kroppene kører på et bånd, og indmaden kører på et andet. Kødkontrollen i Fødevarestyrelsen tjekker alt kød, der bliver slagtet på alle slagterierne i Danmark. Fra små høns til store okser. Vi har kontrolleret det hele.
Vi kigger efter sygdomstegn: det kan være sår og betændelse eller ar fra tidligere sygdomme. Det er ikke lækkert for forbrugerne at få på tallerkenen, og derfor skal det skæres væk. Noget af det, vi ser efter, er blodforgiftning, hvis en gris har fået bidt halen af. Det kan der nemt gå infektion i. Så bliver grisen sendt til efterkontrol, hvor en af mine kollegaer vurderer, om grisen skal kasseres totalt, eller om noget af den kan bruges. Hvis der er en risiko for, at man kan blive syg af at spise kødet, så bliver det selvfølgelig kasseret.
Det er ikke hver dag, jeg står ved båndet. Jeg er også med til at kontrollere bl.a. skadedyrssikringen på slagteriet, deres rengøring, og om de opbevarer kødet rigtigt.
Vi er med til at sikre, at folk ikke får en dårlig svinekotelet til aftensmad. Branchen er også glad for os, selvom de godt en gang imellem kan synes, at vi stiller lidt for skrappe krav. Men tag en dag som i dag, hvor der kommer inspektion på slagteriet fra USA. Vores grundige kontrol gør, at andre lande stoler på dansk kød. På den måde er vi med til at åbne andre markeder, så landmændene og slagterierne kan sælge deres kød i hele verden. Det er jeg da stolt over at være med til.