Fodervirksomheder skal være godkendt eller registreret til aktivitet med foderlægemidler eller mellemprodukter, inden de kan begynde at fremstille, opbevare, transportere eller markedsføre denne type produkter.
En fodervirksomhed kan som hjemmeblander alene godkendes til at fremstille foderlægemidler til brug på egen bedrift.
93.1 Godkendelse efter foderlægemiddelforordningen
En godkendelse af en fodervirksomhed, herunder et landbrug, er Fødevarestyrelsens godkendelse af, at virksomhedens indretning og system til drift stemmer overens med krav i foderlægemiddelforordningen.
Når en virksomhed har ansøgt om godkendelse, besøger Fødevarestyrelsen virksomheden, inden den må starte sine foderaktiviteter. Fødevarestyrelsen vurderer på baggrund af besøget, om det system, der er indført til fremstilling, opbevaring, transport eller markedsføring af foderlægemidler eller mellemprodukter, opfylder de specifikke krav i foderlægemiddelforordningens kapitel II.
Foderlægemiddelforordningen, artikel 13, stk. 1 og stk. 3
Nogle virksomheder har aktiviteter, som medfører, at Fødevarestyrelsen først kan give en endelig godkendelse, når virksomheden i en periode, typisk tre måneder, har vist, at den opfylder alle krav til en godkendelse. Herefter kan Fødevarestyrelsen give en endelig godkendelse.
Se mere i afsnit:
94. Procedure ved godkendelse og registrering til aktivitet med foderlægemidler m.v.
93.2 Godkendelse til fremstilling af foderlægemidler m.v.
En foderstofvirksomhed, der vil fremstille foderlægemidler eller mellemprodukter, skal godkendes til denne aktivitet.
Foderlægemiddelforordningen, artikel 13, stk.1
Det er en forudsætning, at virksomheden også er godkendt eller registeret efter bestemmelserne i foderhygiejneforordningen.
Som udgangspunkt kan en fodervirksomhed både fremstille foderlægemidler og mellemprodukter - også før, der er udskrevet en recept.
Dog er der følgende begrænsninger:
Fremstilling på forhånd er ikke tilladt for
- hjemmeblandere og mobile blandere, og
- fremstilling af foderlægemidler eller mellemprodukter til brug for ikke-fødevareproducerende dyr og til fødevareproducerende landlevende dyr med indhold af veterinærlægemidler, der anvendes på anden måde end anført i markedsføringstilladelsen (veterinærlægemiddelforordningens artikel 112 og 113).
Det bemærkes, at til brug for akvakulturdyr er det tilladt for fodervirksomheder at fremstille foderlægemidler på forhånd med indhold af veterinærlægemidler, der anvendes på anden måde end anført i markedsføringstilladelsen (veterinærlægemiddelforordningens artikel 114).
Foderlægemiddelforordningen, artikel 8, stk.2, b)
En hjemmeblander må fremstille foderlægemidler og kan kun fremstille disse på baggrund af en dyrlæges ordinering.
Foderlægemiddelforordningen, artikel 3, stk. 2, g)
Foderlægemiddelforordningen, artikel 8, stk. 1, a)
En fodervirksomhed af typen ’mobil blander’ må fremstille foderlægemidler og kan kun fremstille disse på baggrund af en dyrlæges ordinering.
Foderlægemiddelforordningen, artikel 3, stk. 2, g)
Foderlægemiddelforordningen, artikel 8, stk. 1, a)
Se mere i afsnit:
94. Procedure ved godkendelse og registrering til aktivitet med foderlægemidler m.v.
79. Generelt om registrering og godkendelse af fodervirksomhed
93.3 Godkendelse til opbevaring af foderlægemidler m.v.
En foderstofvirksomhed, der vil opbevare foderlægemidler eller mellemprodukter, skal godkendes til denne aktivitet.
Foderlægemiddelforordningen, artikel 13, stk.1
Det er en forudsætning, at virksomheden også er godkendt eller registeret efter bestemmelserne i foderhygiejneforordningen.
Se mere i afsnit:
79. Generelt om registrering og godkendelse af fodervirksomhed
94. Procedure ved godkendelse og registrering af aktivitet med foderlægemidler m.v.
Der er ikke krav om godkendelse til opbevaring af indpakkede foderlægemidler eller mellemprodukter.
Se mere i afsnit:
82.10 Særlige aktiviteter med foderlægemidler og mellemprodukter – ikke registrering
93.4 Godkendelse til transport af foderlægemidler m.v.
En foderstofvirksomhed, der vil transportere foderlægemidler eller mellemprodukter, skal godkendes til denne aktivitet.
Foderlægemiddelforordningen, artikel 13, stk.1
Det er en forudsætning, at virksomheden også er godkendt eller registeret efter bestemmelserne i foderhygiejneforordningen.
Se mere i afsnit:
79. Generelt om registrering og godkendelse af fodervirksomhed
94. Procedure ved godkendelse og registrering af aktivitet med foderlægemidler m.v.
Der er ikke krav om godkendelse til transport af indpakkede foderlægemidler eller mellemprodukter.
Se mere i afsnit:
82.10 Særlige aktiviteter med foderlægemidler og mellemprodukter – ikke registrering
93.5 Godkendelse til markedsføring af foderlægemidler m.v.
En foderstofvirksomhed, der vil markedsføre foderlægemidler eller mellemprodukter, skal godkendes til denne aktivitet.
Foderlægemiddelforordningen, artikel 13, stk.1
Det er en forudsætning, at virksomheden også er godkendt eller registeret efter bestemmelserne i foderhygiejneforordningen.
Som udgangspunkt kan en fodervirksomhed både forhandle foderlægemidler og mellemprodukter - også før der er udskrevet en recept. Der skal dog foreligge en dyrlægerecept for at markedsføre og levere produkter til dyreholdere.
Foderlægemiddelforordningen, artikel 8
Se mere i afsnit:
79. Generelt om registrering og godkendelse af fodervirksomhed
94. Procedure ved godkendelse og registrering af aktivitet med foderlægemidler m.v.
Der er ikke krav om godkendelse til markedsføring af foderlægemidlerne eller mellemprodukterne, hvis virksomheden ikke selv håndterer produkterne.
Se også:
82.10 Særlige aktiviteter med foderlægemidler og mellemprodukter – ikke registrering
93.6 Registrering til detailhandel af foderlægemidler til selskabsdyr
Registrering af en fodervirksomhed betyder, at virksomheden bliver opført som fodervirksomhed i et register hos en kompetent myndighed. I Danmark registreres fodervirksomheder hos Fødevarestyrelsen, som fører kontrol med, at fodervirksomheder overholder foderlovgivningen.
Virksomheder med detailhandel af foderlægemidler til selskabsdyr, f.eks. dyrlægevirksomheder, skal registreres til denne aktivitet.
Foderbekendtgørelsen, § 16, stk. 2
Ved detailhandel forstås markedsføring med eller uden vederlag af foder til den endelige bruger. En virksomhed, der har detailhandel af foder til selskabsdyr, kan også opbevare og transportere egne produkter. Selskabsdyr er f.eks. hunde, katte og krybdyr. Heste, ’kælegrise’ og høns er ikke selskabsdyr efter foderlovgivningens definition, heller ikke selv om de holdes privat eller som hobbydyr af institutioner, foreninger og lignende.
Se mere i afsnit:
94. Procedure ved godkendelse og registrering af aktivitet med foderlægemidler m.v.