Hvis et registreret landbrug ændrer væsentligt i sine aktiviteter, skal landbruget anmelde det til registrering i Fødevarestyrelsen.
Hvis et godkendt landbrug ændrer væsentligt i sine aktiviteter, indretningen eller i typer af foderstoffer, skal landbruget ansøge om ny godkendelse hos Fødevarestyrelsen.
87.1 Hvad er væsentlige ændringer i registrerede landbrug
Væsentlige ændringer er f.eks., når et landbrug ønsker at bruge forblandinger eller fodertilsætningsstoffer i ren form i foderet til egne dyr, eller når et landbrug vil ophøre med at bruge forblandinger eller fodertilsætningsstoffer i ren form på bedriften.
87.2 Hvordan skal registrerede landbrug anmelde væsentlige ændringer
En fodervirksomhed med primærproduktion skal anmelde væsentlige ændringer på Landbrugsindberetning.dk under rubrikken ”Foder og fødevarer” ved at logge på med MitID.
Foderbekendtgørelsen, §§ 18, nr. 3 og 21
Primærproducenten må påbegynde sine nye aktiviteter straks efter, de er anmeldt, da Fødevarestyrelsen automatisk registrerer oplysningerne fra Landbrugsindberetning.dk.
Efter registreringen kan primærproducenten udskrive en oversigt over sine registreringer i systemet.
Læs mere om fritagelse for tilslutning til Offentlig Digital Post i afsnit:
84.1 Registrering af virksomhed med primærproduktion – på Landbrugsindberetning.dk
87.3 Hvad er væsentlige ændringer i godkendte landbrug
Et godkendt landbrug skal give besked til Fødevarestyrelsen, hvis der er væsentlige ændringer i landbrugets aktiviteter. Landbruget må ikke påbegynde en ny aktivitet, før Fødevarestyrelsen har godkendt eller registreret den nye aktivitet.
Foderhygiejneforordningen, artikel 9, stk. 2, litra b)
Foderhygiejneforordningen, artikel 11 og 16
Foderbekendtgørelsen, §§ 14 og 21
Væsentlige ændringer på landbruget er ændringer, der kan have betydning for landbrugets system til at efterleve foderhygiejnereglerne, så landbruget må ændre procedurer eller system.
Landbruget skal derfor vurdere, hvilke dele af landbruget der bliver ændret eller bliver påvirket ved ændringen. F.eks. er en ændring i selve foderanlægget ofte en væsentlig ændring i modsætning til en ændring i færdigvaresiloerne.
87.4 Hvordan skal godkendte landbrug ansøge om væsentlige ændringer
Landbruget skal kontakte Fødevarestyrelsen via www.fvst.dk/kontakt for at få godkendt væsentlige ændringer.