Foderhygiejnereglerne tager sigte på fodersikkerheden og på, at produktion af foder foregår hygiejnisk forsvarligt. Virksomheden skal derfor have procedurer for produktionen, som bl.a. også kan understøtte virksomhedens system for en tilstrækkelig kvalitetskontrol.
Ved produktion forstås fremstilling af foder eller behandling af foder, der ændrer foderets fysiske fremtoning. Læs mere i afsnit 81.1. Registrering af produktion for fodervirksomheder efter primærproduktion
72.1 Procedurer m.v. for produktion på fodervirksomheder efter primærproduktion
Virksomheder, som producerer foder, skal udpege en kvalificeret person med ansvar for produktionen.
Foderhygiejneforordningen, bilag II, Produktion, punkt 1
Foderlægemiddelforordningen, bilag II, Afsnit 2 Personale, punkt 1
Virksomheden skal have skriftlige procedurer og instrukser, som beskriver de forskellige processer i produktionen af foder. Procedurerne skal bidrage til at sikre, at kritiske punkter i fremstillingsprocessen bliver styret, og produktionen bliver gennemført som planlagt. Virksomhedens procedurer skal beskrive, hvis virksomheden har eventuelle organisatoriske foranstaltninger for at undgå eller minimere risiko for fejl i produktionen.
Foderhygiejneforordningen, bilag II, Produktion, punkt 2
Foderhygiejneforordningen, bilag II, Produktion, punkt 3
Hvis produktionen ikke bliver gennemført efter de fastlagte procedurer, kan det få konsekvenser for foderets kvalitet og i værste fald for fodersikkerheden. Virksomheden vil typisk identificere eventuelle kritiske punkter i foderproduktionen som led i sin risikoanalyse efter HACCP-systemet. Procedurer for kritiske punkter skal ikke forveksles med procedurer for kritiske kontrolpunkter (CCP’er). Læs mere i afsnit 78. HACCP-system på fodervirksomhed.
Virksomheden skal have procedurer til at kontrollere eventuelle kritiske punkter i produktionsprocesserne. Der skal være tilstrækkelige og velegnede midler til at lave kontrol undervejs i produktionen.
Foderhygiejneforordningen, bilag II, Produktion, punkt 2
Foderhygiejneforordningen, bilag II, Produktion, punkt 3
Virksomheden skal have foranstaltninger for at sikre en effektiv sporing af producerede produkter.
Foderhygiejneforordningen, bilag II, Produktion, punkt 6
Virksomhedens procedurer for produktion kan f.eks. omfatte retningslinjer for:
- Særligt udstyr. F.eks. hvis virksomheden bruger andre vægte til en specifik produktion for præcist at afveje små mængder. Udstyr til produktion af foder skal være velegnet til formålet. Læs mere i afsnit 76.5 Udstyr til produktion m.v. af foder på virksomheder
- Tolerance for afvejede og afmålte mængder. F.eks. ved produktion af et foder, f.eks. en foderblanding, kan afvejning og afmåling af ingredienser, f.eks. forblandinger og fodermidler, ramme over eller under de planlagte mængder i recepten/opskriften. Virksomheden skal derfor entydigt beskrive for hver tilsat ingrediens, hvilket udsving der kan accepteres. Eventuelt med forskellige værdier for under- og overindhold. Virksomheden skal også have en procedure for håndtering, hvis der er afmålt/afvejet for meget eller for lidt.
- Sted for tilsætning af ingredienser. F.eks. hvis visse foderstoffer bør tilsættes via et særligt håndpåslag frem for via doseringsanlæg eller andet påslag. Det kan være tilfældet når et coccidiostatikum i pulverform med en høj adhæsionsevne kan hænge fast i anlægget og dermed medføre overslæb til senere produktioner.
- Fodertilsætningsstoffer og deres holdbarhed. Holdbarheden af tilsatte tilsætningsstoffer og forblandinger skal passe til holdbarheden for det færdige produkt. F.eks. kan det være relevant at sætte en mindste holdbarhed for visse ingredienser og have procedurer for kontrol af datomærkning.
- Tidsforløb i produktionsprocessen. F.eks. blandetid og opvarmningstid.
- Temperaturer. F.eks. hvis et foder bør have en speciel temperatur for at indgå i produktionen, f.eks. fedt og olier, eller hvis visse processer bør foregå ved særlige temperaturer.
- Homogenitet i partiet. F.eks. hvis et parti bliver produceret som to eller flere delpartier (lots/ charges), kan det være relevant med retningslinjer for delpartiernes størrelse afhængigt af typen af færdigvare, partiets størrelse eller blanderens kapacitet.
- Brug af foder fra andre produktioner eller risiko ved brug af foder fra andre produktioner. F.eks. kan der være behov for supplerende registreringer og visuel kontrol af anlæg/udstyr for at sikre en effektiv sporbarhed. F.eks. hvis et produktionsanlæg har indbygget transportvej for at recirkulere foder, der bruges tomkøring før/efter selve foderproduktionen, eller virksomheden beslutter, at en tidligere produceret vare skal indgå som ’råvare’ i recepten, etc.
- Recept og produkt. F.eks. procedurer, som sikrer overensstemmelse mellem indhold og deklaration af foderet, og som fastlægger, hvordan produktets partinummer angives.
Mobile blandere skal medbringe en række dokumenter, når de fremstiller foderlægemidler hos deres kunder. Kravet gælder bl.a. virksomhedens oversigts-dokumentation for personer med ansvar for fremstilling.
Foderlægemiddelforordningen, bilag II, Afdeling 8 Supplerende krav til mobile blandere, punkt 1
Mobile blandere skal sikre, at der kun benyttes køretøjer, hvis nummerplade er anmeldt til Fødevarestyrelsen.
Foderlægemiddelforordningen, bilag II, Afdeling 8 Supplerende krav til mobile blandere, punkt 3
Medarbejdere i produktionen skal have klart overblik over hver deres ansvar og beføjelser, f.eks. hvis der sker fejl i produktionsforløbet. Læs mere i 66.4 Personale på fodervirksomheder.
Medarbejdere i produktionen skal have klart overblik over, om der er særlige krav til kontrol af anlæg eller produktionsudstyr, inden produktionen startes op. F.eks. kontrol af, om der er korrekt desinficeret efter en salmonellaforurening i anlægget. Læs mere i afsnit 68.1. Praktisk rengøring og renholdelse på fodervirksomheder efter primærproduktion og afsnit 37. Salmonella i foder.
Se også:
66.2 System til at sikre foderhygiejne på fodervirksomheder efter primærproduktion
74. System til kontrol af aktiviteter og foder i fodervirksomheder efter primærproduktion
Virksomheder, der producerer eller bruger visse fedtstoffer, olier eller produkter afledt heraf i foderproduktionen, skal også overholde særlige krav til oplagring, partistørrelser, analytisk kontrol og markedsføring for disse produkter. Læs mere i afsnit 74.8 Dioxinovervågning af foderolier, m.v. på fodervirksomheder efter primærproduktionen.
Se også:
67.4 Udstyr til opbevaring og transport af foderolier, m.v. på fodervirksomheder efter primærproduktionen
71.2 Opbevaring af foderolier, m.v. på fodervirksomheder efter primærproduktionen
77. Sporbarhed af foder
72.2 Produktion og risiko for krydsforurening på fodervirksomheder efter primærproduktion
Virksomheden skal have skriftlige procedurer og instrukser, som beskriver de forskellige processer i produktionen af foderet. Procedurerne skal bidrage til at undgå eller minimere risiko for krydsforurening og fejl i produktionen.
Virksomheden skal sørge for, at der er tilstrækkelige og velegnede midler til at føre kontrol undervejs i produktionen.
Foderhygiejneforordningen, bilag II, afsnit Produktion, punkt 3
Det kan f.eks. være kontrol af tekniske eller organisatoriske foranstaltninger for at minimere krydsforurening af et foder, eller undgå overslæb af rester i produktionsapparatet til foderet.
Virksomheden vil typisk identificere, om der er behov for tekniske eller organisatoriske tiltag, når virksomheden udarbejder sin risikoanalyse som en del af HACCP-systemet. Læs mere i afsnit 78. HACCP-system på fodervirksomhed.
Virksomhedens procedurer for produktion kan omfatte mange tiltag for at undgå fejl og krydsforurening.
Eksempler på tiltag for at minimere risiko for krydsforurening og overslæb:
- Brug af dedikerede/forbeholdte linjer. Virksomheden kan forbeholde eller dedikere bestemte produktionslinjer til særligt foder. F.eks. for at undgå eller minimere risiko for krydsforurening eller overslæb mellem forskellige fodertyper. Der skal som udgangspunkt både være en separat blander på hver produktionslinje og separate transportveje herefter, hvis anlæg kan betragtes som en ”dedikeret linje”. Dedikerede linjer kan være særlig aktuelt f.eks. ved produktion af medicineret foder med veterinære lægemidler og andet foder, produktion af foder med og uden indhold af coccidiostatika, produktion af foder med indhold af høje kobberkoncentrationer og produktion af foder til særlige kobberfølsomme dyregrupper som f.eks. får.
- Opmærksomhed på transportveje fra andre dele af anlægget, hvor der kan være risiko for krydsforurening. F.eks. fra filtre eller på pakkelinjer.
- Plan for produktionsrækkefølge med en fast rækkefølge for produktion af forskellige recepter/produkter. F.eks. hvis foder uden coccidiostatika bliver produceret før produktion med coccidiostatika.
Medarbejdere i produktionen bør have klart overblik over, om der er procedurer eller særlige krav til anlæg eller produktionsudstyr, som skal efterleves for at undgå krydsforurening eller overslæb. F.eks. kan det være relevant at gennemføre og kontrollere rengøringen, inden foderproduktionen startes op eller efter, at produktionen er afsluttet. Læs mere i 68. Rengøring og renholdelse på fodervirksomheder efter primærproduktion.
Læs om krydsforurening og krav til sikker håndtering af foder i afsnit 71.4 Adskillelse af foder og tiltag mod krydsforurening og overslæb på fodervirksomheder efter primærproduktion.
Virksomheder, der producerer eller bruger visse fedtstoffer, olier eller produkter afledt heraf i produktionen af foder, skal følge de særlige krav til håndtering af foder for at forhindre risiko for dioxinforurening.
Se mere i afsnit:
67.4 Udstyr til opbevaring og transport af foderolier m.v. på fodervirksomheder efter primærproduktionen
71.2 Opbevaring af foderolier, m.v. på fodervirksomheder efter primærproduktionen
74. System til kontrol af aktiviteter og foder i fodervirksomheder efter primærproduktion
72.3 Sammensætning og homogenitet ved produktion af foderlægemidler
Foderlægemidler og mellemprodukter må kun fremstilles på basis af veterinærlægemidler, herunder veterinærlægemidler, som er beregnet til at anvendes i overensstemmelse med artikel 112, artikel 113 eller artikel 114 i forordning (EU) 2019/6 om veterinærlægemidler, og som er godkendt til fremstilling af foderlægemidler.
Foderlægemiddelforordningen, artikel 5, stk. 1
Derudover skal ledere af foderstofvirksomheder, der fremstiller foderlægemidlet eller mellemproduktet, opfylde en række krav:
- foderlægemidlet eller mellemproduktet skal fremstilles i overensstemmelse med dyrlægereceptens (eller i visse tilfælde produktresuméets) betingelser, som indbefatter bestemmelser om, at de enkelte dele i foderlægemidlet skal være forenelige med hinanden således, at sikkerheden eller virkningen af produktet ikke kompromitteres.
- der må i foderlægemidlet ikke inkorporeres godkendte fodertilsætningsstoffer i form af coccodiostatika eller histomonostatika (for hvilke der er fastsat maksimumsindhold), hvis sådanne stoffer allerede er anvendt som veterinærlægemiddel i foderlægemidlet.
- I tilfælde, hvor det virksomme stof i foderlægemidlet både er en del af veterinærlægemidlet og er et fodertilsætningsstof til stede i foderet (f.eks. et coccidiostatika), må det samlede indhold af et virksomt stof i foderlægemidlet ikke overstige det maksimale indhold, der er fastsat i dyrlægerecepten (eller i visse tilfælde produktresuméet).
- Foderlægemidlet skal fremstilles på en sådan måde, at foder og veterinærlægemidler, der indgår i foderlægemidlet, danner en stabil blanding i hele produktets levetid og overholder den udløbsfrist, der er angivet for veterinærlægemidlets virksomme periode.
Foderlægemiddelforordningen, artikel 5, stk. 2, litra a-d.
Ledere af foderstofvirksomheder, der leverer foderlægemidler til en dyreholder, skal sikre, at foderlægemidlet overholder dyrlægerecepten
Foderlægemiddelforordningen, artikel 5, stk. 3.
For at opnå et sikkert og virkningsfuldt foderlægemiddel skal ledere af foderstofvirksomheder, der fremstiller foderlægemidler eller mellemprodukter, sikre, at veterinærlægemidlet fordeles homogent i foderlægemidlet og i mellemproduktet.
Foderlægemiddelforordningen, artikel 6, stk. 1.