Landbrugeren har ansvar for at holde stalde, fodertrug og andet udstyr mv. rent i husdyrproduktionen.
59.1 Rengøring af stalde, trug mv. i husdyrproduktion
Stalde, fodertrug og foderlader skal rengøres grundigt og regelmæssigt og skal være udformet, så de kan rengøres. Produktionsenheden skal gøres tilstrækkelig rent, så foderet f.eks. ikke fordærver eller bliver forurenet.
Stalden skal derfor indrettes, så det er muligt at holde krybber og foderbord rent.
Krybber skal placeres, så foderet ikke bliver forurenet med husdyrgødning eller kan væltes ud af krybben. Krybberne skal være egnede til den pågældende type foder og skal kunne tømmes dagligt.
Gødningsmåtte og foderbord skal være adskilt med passende forværk/kant/afskærmning, så dyrene ikke kan træde gødning ud på foderbordet.
Foderhygiejneforordningen, Bilag III, God fodringspraksis, Krav til Stald- og fodringsudstyr
Foderhygiejneforordningen, Bilag III, God fodringspraksis, Foder og vand.
59.2 Håndtering af husdyrgødning, affald og andre kilder til forurening af foder på landbrug
Landbrugeren skal sikre sig, at foderet til husdyr ikke bliver forurenet. Derfor skal affald og andre kilder til forurening fjernes fra områder, hvor der bliver udfodret, opbevaret og håndteret foder.
Nogle kilder til forurening af foderet er direkte farlige og står på listen over ”andre stoffer og materialer, der ikke må være i foder”, f.eks. bejdset udsæd og fæces. Men foderet kan også blive forurenet f.eks. fra gode levesteder for skadedyr eller på grund af dårlige muligheder for rengøring.
Der er risiko for, at foderet kan blive forurenet med husdyrgødning, når f.eks. krybber er placeret i en forkert højde i forhold til dyrenes størrelse, eller når løse dyr får adgang til foderbord eller foderlade. I stalde med dybstrøelse bliver foderet typisk forurenet på foderbordet, hvis gødningsmåtte og foderbord ikke er adskilt med passende forværk/kantafskærmning.
Foderhygiejneforordningen, bilag III, God fodringspraksis, Krav til stald- og fodringsudstyr.
Se mere i afsnit:
35. Andre stoffer og materialer der ikke må være i foder
59.3 Rengøring af bygninger, faciliteter og udstyr på landbrug
Bygninger og øvrige faciliteter, som kommer i berøring/kontakt med foder, skal rengøres regelmæssigt, og affald skal fjernes. Opbevaringssteder for foder skal holdes rent og tørt. Foderanlæg og fodervogne skal rengøres. Foder skal transporteres og håndteres på en måde, hvor foderet ikke bliver forurenet. Rengøringen skal også sikre, at foder til forskellige dyrekategorier ikke bliver blandet sammen/krydsforurenet.
Rengøringen skal være grundig og regelmæssig, og faciliteter og udstyr skal desinficeres efter rengøring, hvis det er nødvendigt.
Hvis flere personer står for at gøre rent, kan det være en fordel at lave et skema over de rengøringsopgaver, som ikke skal udføres hver dag. Det kan f.eks. være at børste inde i tørfoderblanderen, gøre vådfoderstrengene grundig rent eller at feje i foderladen.
Foderhygiejneforordningen, bilag I, Primærproduktion, del A, I. Hygiejnebestemmelser, punkt 4, litra a og b.
Foderhygiejneforordningen, bilag III, God fodringspraksis, Krav til stald- og fodringsudstyr
Foderhygiejneforordningen, bilag III, God fordringspraksis, Fodring, 1. Opbevaring
Foderhygiejneforordningen, bilag III, God fodringspraksis Fodring, 2. Fordeling
59.4 Brug af rengørings- og desinfektionsmidler på landbrug
Midler til rengøring og desinfektion skal opbevares adskilt fra foder og steder, hvor dyrene bliver fodret. På den måde kan man undgå, at foderet bliver forurenet, og at rengøringsmidlerne bliver brugt utilsigtet. Følg altid brugervejledningen på produkterne.
Visse udtørringsmidler er ikke godkendt til brug i stalde med dyr, og de skal derfor fejes helt bort, før der bliver lukket dyr ind i stalden igen.
Hvis drikkevandsanlæg eller anlæg til vådfodring bliver gjort rent med midler, som ikke er godkendt til vand eller foder, skal eventuelle rester af rengøringsmidlet fjernes helt, inden anlægget tages i brug. Hvis rengøringsmidlet er godkendt som fodertilsætningsstof, skal stoffet bruges efter reglerne for fodertilsætningsstoffer.
Foderhygiejneforordningen, bilag III, God fodringspraksis, Krav til stald- og fodringsudstyr.
Se mere i afsnit:
16. Biocider
5.1 Hvad et fodertilsætningsstof er
5.12 Generelle betingelser for brug af fodertilsætningsstoffer
59.5 Rengøring af vandsystemer på landbrug
Vandkopper, drikkekar og drikkenipler skal være udformet og installeret på en måde, hvor der er minimal risiko for at forurene vandet.
Vandsystemer, drikkenipler, vandingskar m.v. skal rengøres og vedligeholdes regelmæssigt. Ventilerne skal tjekkes regelmæssigt, og hvis de ikke leverer vand i tilstrækkelige mængder til dyrene, skal ventilerne renses eller skiftes.
Vandkar og vandkopper skal renses for rester af foder, så dyrene kan drikke frit.
Foderhygiejneforordningen, bilag III, Foder og vand