21. 1/3-reglen - detailvirksomheders levering af begrænsede mængder animalske fødevarer til andre detailvirksomheder - registrering

En detailvirksomhed, der er registreret til at levere fødevarer til endelige forbrugere, må uden at miste sin status som detailvirksomhed i begrænset omfang levere animalske fødevarer til andre detailvirksomheder, inkl. visse virksomheder i gruppen detail med engros. Dette gælder uanset om der er tale om salg eller donation. Det gælder også ved levering til detailvirksomheder under bagatelgrænsen. Denne aktivitet skal være registreret.

21.1 1/3-reglen – generelle betingelser

En detailvirksomhed, der er registreret til at levere fødevarer til endelige forbrugere, må i begrænset omfang levere fødevarer til andre detailvirksomheder i grupperne detail og visse detail med engros, samt til fødevarevirksomheder under bagatelgrænsen, på en række generelle betingelser.

Selv om en detailvirksomhed kunne levere en fødevare til andre virksomheder efter oplagringsreglen, vælger den selv, om den i stedet vil levere efter 1/3-reglen.

Levering efter 1/3-reglen kan være til ”almindelige” detailvirksomheder, f.eks. kiosker, supermarkeder og restauranter, men også til visse virksomheder i gruppen detail med engros, f.eks. ferskvareterminaler og engrossupermarkeder. Detailvirksomheder må ikke efter 1/3-reglen levere animalske fødevarer til centralkøkkener, dvs. virksomheder i gruppen detail med engros, der er autoriseret til at levere til andre detailvirksomheder, og som skal leve op til de supplerende bestemmelser i hygiejneforordningen for animalske fødevarer. Det er naturligvis den autoriserede virksomheds ansvar at undlade at modtage fødevarer, den ikke må modtage. Levering til detailvirksomheder under bagatelgrænsen er også omfattet af 1/3-reglen. Donation er også omfattet af 1/3-reglen. 

  • Virksomheden skal fortsat have karakter af virksomhed, der leverer til den endelige forbruger. Det kan f.eks. være, at der er et butiksareal. Det kan også være, at der på prislister er anført priser inkl. moms.
  • Detailvirksomheden forventes ikke at spørge kunder i butikken, om de købte varer er til eget privat forbrug eller til brug i en anden fødevarevirksomhed. Men hvis kunden beder om en faktura udstedt til en fødevarevirksomhed, skal salget regnes med i leverandørvirksomhedens regnskab over salg til andre detailvirksomheder.
  • Hvis en detailvirksomhed regelmæssigt leverer varer omfattet af 1/3-reglen til en kunde i større mængder, skal detailvirksomheden undersøge, om kunden er en fødevarevirksomhed – eventuelt en fødevarevirksomhed under bagatelgrænsen. Det kan f.eks. være, hvis der regelmæssigt bliver leveret 25 stykker smørrebrød til en kunde – i så fald kan der være tale om et modtagekøkken, som er en fødevarevirksomhed under bagatelgrænsen. En sådan leverance skal være med i 1/3-dokumentationen.
  • Hvis en detailvirksomhed udfører arbejde for en anden detailvirksomhed – i daglig tale betegnet ”lønarbejde” – skal dette være med i 1/3-dokumentationen. Det kan f.eks. være et slagteri, som slagter dyr for en landmand, hvor kødet leveres tilbage til landmandens detailvirksomhed – i daglig tale betegnet ”gårdbutik”, og hvor slagteriet i sin detailbutik opskærer kødet, fremstiller hakket kød og f.eks. pølser, før kødet leveres til landmandens detailbutik. Slagteriets detailbutik skal have disse leverancer til landmandens detailbutik med i sin 1/3-dokumentation, selvom der har været tale om ”lønarbejde”. Virksomheden skal selv fastsætte prisen for de varer, der er produceret som ”lønarbejde”.
  • Hvis to virksomheder på hver sin adresse har samme ejer, skal virksomhederne være registreret hver for sig. Virksomhederne kan have samme CVR-nummer. Hver butik kan i begrænset omfang levere til andre detailvirksomheder. Overførsel af varer fra ejerens ene butik til den anden skal regnes med i den begrænsede leverance til andre detailvirksomheder.
  • Når afdelinger i et supermarked er registreret med samme CVR-nummer og P-nummer, skal overførsel af varer fra den ene afdeling til den anden ikke regnes med i den begrænsede leverance til andre detailvirksomheder.
  • Når afdelinger i et supermarked er registreret med samme CVR-nummer og P-nummer, skal den begrænsede leverance til andre detailvirksomheder fra afdelingerne ses samlet og vurderes ud fra supermarkedets samlede omsætning, og mængden af animalske fødevarer beregnes ud fra alle afdelingers levering af animalske fødevarer til andre detailvirksomheder.
  • Når en detailvirksomhed åbner en anden detailvirksomhed i nærheden, som kun er åben i en afgrænset periode, kan denne i visse tilfælde anses for at være del af den første detailvirksomhed, således at levering mellem virksomhederne ikke skal anses for at være levering fra detail til detail. Det er en forudsætning, at begge virksomheder har samme CVR- og P-nummer, og at ”modervirksomheden” kun leverer varer, den i øvrigt sælger. Det kan f.eks. være en slagterforretning, som åbner en bod på torvet eller det lokale marked, det kan være en restaurant, som åbner en pop-up restaurant lidt henne ad gaden, eller det kan være en restaurant, som åbner en kiosk på stranden om sommeren.
  • Leveringen til andre detailvirksomheder må ske via en virksomhed, der kun opbevarer eller transporterer fødevarer. Dvs. detailvirksomheden må få sine varer opbevaret hos en engroslagervirksomhed eller et lagerhotel eller transporteret af engrostransportør, men det skal stadig være detailvirksomheden, der ejer og sælger eller donerer varerne til de andre detailvirksomheder. 

I stedet for at bruge muligheden for begrænset levering til andre detailvirksomheder efter 1/3-reglen, kan en detailvirksomhed vælge at lade dele af sin virksomhed autorisere eller registrere som engrosvirksomhed. Det betyder, at der ikke vil være begrænsninger for levering til andre fødevarevirksomheder. 

Autorisationsbekendtgørelsen, § 19, stk. 1 og 2, og stk. 3, nr. 1

21.2 1/3-reglen – bagatelgrænse – ingen registrering

Som udgangspunkt må en detailvirksomhed ikke levere animalske fødevarer efter 1/3-reglen til andre virksomheder uden at være registreret til denne aktivitet. Der er dog nogle undtagelser med aktiviteter under bagatelgrænsen.

Eksempler på situationer under bagatelgrænsen, når virksomheden i øvrigt ikke har levering efter 1/3-reglen: 

  • Hvis en detailvirksomhed f.eks. op til en højtid eller ved en salgskampagne lige før lukketid leverer overskud af højtidens produkter eller produkter omfattet af salgskampagnen til en anden detailvirksomhed, der leverer fødevarer i velgørende øjemed og for at undgå madspild.
  • Hvis en detailvirksomhed f.eks. op til en højtid eller ved en salgskampagne har f.eks. frosne eller ferske ænder i overskud, og leverer dem til en nabovirksomhed, som ikke har flere ænder tilbage.
  • Hvis en detailvirksomhed skal lukke helt eller lukke ned i en periode, f.eks. for ombygning, og leverer de resterende varer til en anden detailvirksomhed.
  • Hvis en detailvirksomhed i en force majeure situation, f.eks. hvis en køler eller fryser bryder ned, leverer de berørte varer til en anden detailvirksomhed.
  • Hvis en detailvirksomhed har en enkeltstående levering af fødevarer til en anden detailvirksomhed, f.eks. hvis modtagervirksomheden skal holde et større arrangement. 

21.3 1/3-reglen – hvad er animalske fødevarer

Eksempler på animalske fødevarer er: Kød, muslinger m.m., fisk, mælk og æg og produkter heraf, f.eks. leverpostej, røgede fisk, muslinger på dåse, konsumis fremstillet ud fra rå mælk, pasteuriseret mælk, yoghurt og pasteuriserede æggeblommer.

Uanset at honning, insekter osv. er animalske fødevarer, er levering af denne type fødevarer ikke omfattet af 1/3-reglen, da den kun gælder for animalske fødevarer, som er omfattet af bestemmelser i bilag III i hygiejneforordningen for animalske fødevarer.

Produkter som pizza med skinke-topping, smørrebrød eller konsumis fremstillet af mejeriprodukter med både ikke-animalske fødevarer og animalske fødevarer betragtes i nogle tilfælde som animalske fødevarer – i andre tilfælde som ikke-animalske fødevarer.

Se eksemplerne på ikke-animalske og animalske produkter: 

  • Hvis en virksomhed, der fremstiller pizza, smørrebrød eller konsumis, modtager alle de animal­ske ingredienser i forarbejdet stand, f.eks. kogt skinke, salami, ost eller pasteuriseret mælk, fløde eller smør til fremstilling af produktet, betragtes pizzaen, smørrebrødet eller konsumisen som ikke-animalske produkter.
  • Brød og kager fremstillet med rå æg betragtes som ikke-animalske produkter.
  • Hvis en virksomhed, der fremstiller pizza, smørrebrød, sovs eller konsumis, modtager råt kød, rå fisk eller rå mælk, som den selv forarbejder ved fremstilling af produktet, betragtes pizzaen, smørrebrødet, sovsen eller konsumisen som animalske produkter. Hele produktet indgår som animalsk produkt i virksomhedens dokumentation af salget af animalske produkter til andre detailvirksomheder. Virksomheden kan dog vælge at betragte vegetabilske produkter samt brødet i pizzaen og smørrebrødet som ikke-animalske produkter, hvis der ikke er brugt rå mælk til fremstillingen.
  • Blødkogte eller hårdkogte æg og spejlæg osv., som virksomheden fremstiller ud fra rå æg, betragtes som animalske produkter.
  • Hvis en virksomhed fremstiller et måltid af f.eks. grøntsager og et stykke stegt kød, og virksomheden har modtaget kødet som råt kød og selv stegt det, skal det stegte kød betragtes som animalsk produkt. Virksomheden vælger selv, om den vil betragte hele måltidet som et animalsk produkt, eller om den vil regne grøntsagerne for sig som ikke-animalske produkter. 

21.4 1/3-reglen – begrænset værdi

Værdien af animalske fødevarer, der leveres til andre detailvirksomheder, må ikke overstige en tredjedel af den totale omsætning af animalske fødevarer beregnet over virksomhedens regnskabsår. Deraf udtrykket 1/3-reglen. 

Autorisationsbekendtgørelsen, § 19, stk. 3, nr. 2

21.5 1/3-reglen – begrænset mængde

En detailvirksomhed, der er registreret til at levere fødevarer til endelige forbrugere, må levere op til 1.500 kg animalske fødevarer pr. uge til andre detailvirksomheder.

Mængden skal beregnes som et ugentligt gennemsnit over virksomhedens regnskabsår. Der kan være uger, f.eks. op til jul eller andre højtider, hvor virksomheden leverer mere end 1.500 kg. Det forudsætter dog, at der i andre uger leveres tilsvarende mindre mængder, så den samlede mængde ikke overstiger 1.500 kg i gennemsnit over virksomhedens regnskabsår. På et år svarer det til ca. 1.500 kg gange 52 uger, dvs. ca. 78.000 kg. 

Autorisationsbekendtgørelsen, § 19, stk. 3, nr. 3, og stk. 4-6 

21.6 1/3-reglen – grænser for afstand

Som hovedregel må en detailvirksomhed, der er registreret til at levere fødevarer til endelige forbrugere efter 1/3-reglen, levere alle typer animalske fødevarer, f.eks. fersk kød, hakket kød, rå medisterpølse, kødprodukter, ferske fiskevarer, røgede fiskevarer, æg og mejeriprodukter, til andre detailvirksomheder, som ligger inden for en radius af 50 km.

Når der er tale om forarbejdede animalske fødevarer, kan virksomheden dog efter 1/3-reglen levere til andre detailvirksomheder, der ligger i samme region og tilstødende regioner. Danmark er opdelt i fem regioner: Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland.

Se listen over, hvilke kommuner der hører til hvilke regioner på Danmarks Statistiks hjemmeside, www.dst.dk – følg stien ”Under Genveje, vælg Kommunekort à Kommunefakta”.

Forarbejdede animalske produkter er f.eks. kødprodukter som pølser og bagt leverpostej, forarbejdede fiskevarer som varmrøgede fisk, mejeriprodukter som pasteuriseret mælk og ost samt ægprodukter som pasteuriserede æggeblommer eller æggehvider. Det kan både være kølekrævende og ikke-kølekrævende forarbejdede produkter.

Fersk kød, hakket kød, maskinsepareret kød, tilberedt kød (f.eks. rå medisterpølse, rå leverpostej, krydret kød), ferske fiskevarer, tilberedte fiskevarer, rå mælk eller rå æg er ikke forarbejdede animalske produkter.

Hvis virksomheden efter 1/3-reglen kun leverer forarbejdede animalske fødevarer til andre detailvirksomheder, kan den levere op til 1.500 kg om ugen i gennemsnit over året til andre detailvirksomheder i samme region og tilstødende regioner.

For specialprodukter kan virksomheden efter 1/3-reglen uden afstandsgrænser afsætte op til 100 kg pr. uge i gennemsnit over året af de 1.500 kg animalske fødevarer pr. uge til detailvirksomheder.

Hvis specialprodukter eller andre forarbejdede animalske produkter sælges til detailvirksomheder i andre lande, gælder afstandsgrænsen på 50 km. I praksis vil det altså være muligt for nogle detailvirksomheder at sælge animalske fødevarer til detailvirksomheder i Sverige og Tyskland, hvis virksomhederne ligger tæt på grænsen til Danmark.

Da de animalske fødevarer leveres fra en detailvirksomhed, der ikke er autoriseret og ikke har et autorisationsnummer, kan detailvirksomheden ikke sætte identifikationsmærke på fødevarerne. 

Autorisationsbekendtgørelsen, § 19, stk. 3, nr. 4, og stk. 4-6

Regionsloven, § 1, stk. 3 

21.7 1/3-reglen – hvad er specialprodukter

Specialprodukter er forarbejdede animalske produkter, som er specielle for en producent eller gruppe af producenter, eller som er specielle for en egn. Det skal være forarbejdede animalske produkter, og det kan f.eks. være pølser, som er krydret med en særlig krydderiblanding, f.eks. slagterens egen blanding, eller fisk røget på en særlig måde, f.eks. ved at fiskehandleren bruger en særlig træsort fra en bestemt lokalitet, eller en særlig egnsret. En egnsret kan være omfattet af betegnelsen garanterede traditionelle specialiteter, men behøver ikke være det.

Fersk kød, hakket kød, tilberedt kød, rå fiskevarer, rå mælk eller rå æg betragtes ikke som specialprodukter.

Produkter er ikke specialprodukter, blot fordi de er økologiske, omfattet af en beskyttet oprindelsesbetegnelse eller af en beskyttet geografisk betegnelse. 

Autorisationsbekendtgørelsen, § 19, stk. 5

21.8 1/3-reglen – måling af 50 km grænsen

Afstandsgrænsen på 50 km for detailvirksomheders begrænsede salg af animalske fødevarer til andre detailvirksomheder måles i luftlinje.

Leverandørvirksomheder, der ligger på øer uden direkte eller indirekte broforbindelse til Jylland, Fyn eller Sjælland, kan dog trække afstanden med færgeforbindelse fra de 50 km ved opmåling. Afstanden måles da i luftlinje fra leverandørvirksomheden til færgelejet på øen og i luftlinje fra ankomstfærgelejet til modtagervirksomheden. Det gælder også, hvis modtagervirksomheden ligger på øer uden direkte eller indirekte broforbindelse til Jylland, Fyn eller Sjælland.

Hvis en detailvirksomhed får sine varer oplagret i en lagervirksomhed med en anden placering end detailvirksomheden, skal afstanden til modtagervirksomheden måles fra detailvirksomheden og ikke fra lagervirksomheden. 

Autorisationsbekendtgørelsen, § 19, stk. 3, nr. 4

21.9 1/3-reglen – dokumentation

En detailvirksomhed, der leverer animalske fødevarer til andre detailvirksomheder, skal for hvert af virksomhedens regnskabsår kunne dokumentere, at den opfylder betingelserne for levering af animalske fødevarer til andre detailvirksomheder.

Detailvirksomheder behøver ikke vide, hvilken endelig forbruger en fødevare er leveret til. Men når en detailvirksomhed leverer til andre detailvirksomheder, skal den leverende detailvirksomhed kunne dokumentere disse leverancer, dels for at kunne dokumentere, at den overholder betingelserne for at levere animalske fødevarer efter 1/3-reglen, dels for at have muligheden for at spore varen i tilfælde af tilbagetrækning fra de virksomheder, der er leveret til. Dette gælder, uanset om den modtagende fødevarevirksomhed er under eller over bagatelgrænsen, dvs. om den er registreret eller ej, og dermed om den kan findes på findsmiley.dk eller ej.

Når en detailvirksomhed leverer animalske fødevarer til andre detailvirksomheder, skal den have dokumentation for: 

  • at værdien af de animalske fødevarer, der leveres til andre detailvirksomheder, højst udgør 1/3 af værdien af den totale omsætning af animalske fødevarer,
  • at afstandsgrænsen til hver enkelt modtagervirksomhed for de enkelte animalske fødevarer er overholdt, dvs. leverance inden for 50 km grænsen for uforarbejdede animalske fødevarer og leverance inden for egen region og tilstødende regioner for forarbejdede varer, bortset fra specialprodukter,
  • at totalmængden af animalske fødevarer leveret til andre detailvirksomheder højst udgør 1.500 kg pr. uge i gennemsnit over virksomhedens regnskabsår, og
  • at specialprodukter leveret uden for egen eller tilstødende regioner højst udgør 100 kg pr. uge i gennemsnit over virksomhedens regnskabsår. 

For alle animalske fødevarer, herunder forarbejdede animalske fødevarer og specialprodukter, skal virksomheden dokumentere 50 km grænsen for varer leveret til detailvirksomheder i andre lande.

Nedenfor er beskrevet en række mulige metoder til dokumentation af leverancerne af animalske fødevarer til andre detailvirksomheder. Som udgangspunkt skal der være dokumentation for hver enkelt leverance og den samlede værdi og mængde i virksomhedens regnskabsår, men i særlige situationer kan dokumentationen være mindre omfattende. 

21.9.1 Generelt om dokumentation

Her beskrives de generelle betingelser for dokumentation, men som nævnt, kan dokumentationen i særlige situationer være mindre omfattende:

  • For at kunne opgøre værdien af de animalske fødevarer, der leveres til andre detailvirksomheder, skal virksomheden beslutte en værdi af den enkelte fødevare. Værdien kan være almindelig handelsværdi eller en lavere værdi, hvis der f.eks. er tale om donation. Virksomheden skal også opgøre sin totale omsætning af animalske fødevarer i regnskabsåret, for at kunne dokumentere, at værdien af leverancer til andre detailvirksomheder højst udgør 1/3 af værdien af den totale omsætning.
  • For at kunne dokumentere overholdelse af afstandsgrænsen til den modtagende detailvirksomhed, skal virksomheden kende adressen på den enkelte modtager, og virksomheden skal vurdere afstanden eller beliggenheden i egen eller naboregioner.
  • For at kunne dokumentere mængden af leverede animalske fødevarer, skal virksomheden have dokumentation for vægten af den enkelte leverance. 

21.9.2 Dokumentation for hver leverance hele året

Detailvirksomheder, der leverer animalske fødevarer til andre detailvirksomheder, kan vælge at have dokumentation for hver enkelt leverance med værdi af de leverede animalske fødevarer, afstand til modtageren, dvs. virksomheden skal kende adressen, samt mængde af de leverede varer. Virksomheden skal for regnskabsåret opgøre produkter leveret efter de forskellige afstandsgrænser hver for sig samt den totale værdi og mængde, der er leveret til andre detailvirksomheder og værdien af den totale omsætning af animalske produkter.

Virksomheden skal som udgangspunkt have dokumentation for alle leverancer af animalske fødevarer til andre detailvirksomheder i regnskabsåret.

Varetypen skal angives, så virksomheden kan dokumentere, at den konkrete vare er leveret inden for afstandsgrænsen. Værdien skal opgøres med den pris, som fremgår af faktura og virksomhedens regnskab i øvrigt.

Det er ikke et krav, at virksomhedens dokumentation skal være påtegnet af revisor. 

21.9.3 Dokumentation for hver leverance i en repræsentativ periode

Hvis virksomheden kan sandsynliggøre, at dokumentation for leverancer i en kortere periode, f.eks. to uger eller en måned, er repræsentativ for virksomhedens normale leveringer i hele regnskabsåret, kan virksomheden vælge at dokumentere leverancer i denne periode i stedet. Virksomheden skal kunne redegøre for, at større leverancer i særlige perioder, f.eks. i julemåneden, ikke forrykker billedet fra den repræsentative periode. Ved tvivl kan Fødevarestyrelsen påbyde virksomheden fremover at udarbejde og fremvise dokumentation, der dækker leverancer for hele regnskabsåret.

Varetypen skal angives, så virksomheden kan dokumentere, at den konkrete vare er leveret inden for afstandsgrænsen. Værdien skal opgøres med den pris, som fremgår af faktura og virksomhedens regnskab i øvrigt.

Det er ikke et krav, at virksomhedens dokumentation skal være påtegnet af revisor. 

21.9.4 Regneark til dokumentation af hver leverance hele året eller i en repræsentativ periode

Der er udarbejdet et regneark, som virksomheden kan vælge at bruge, hvis den udarbejder dokumentation for hver enkelt leverance for hele året eller for en repræsentativ periode.

Gå til Hjælpeværktøjer i autorisationsvejledningen - Regneark til dokumentation af begrænset levering af animalske fødevarer fra detail til detail

Virksomheden kan også vælge en anden form end regnearket for dokumentationen, men de forskellige oplysninger skal være tilgængelige for kontrollen. Virksomheden skal kunne dokumentere leverancerne og forholdet til de forskellige værdi-, mængde- og afstandsgrænser. Hvis virksomheden f.eks. har et kundekartotek over de detailvirksomheder, der leveres til, kan virksomheden anføre afstand eller region/kommune i dette kartotek i stedet for at gøre det for hver leverance af varer. Hvis virksomheden hver gang leverer samme type vare og mængde til en kunde, behøver den ikke anføre det ved hver leverance.

For animalske fødevarer, der leveres ud over 50 km grænsen, skal varetypen beskrives så præcist, at det klart fremgår, at varen er forarbejdet og i givet fald et specialprodukt.

For animalske fødevarer, der leveres inden for 50 km grænsen, kan virksomheden i forbindelse med dokumentation efter 1/3-reglen bruge mindre præcise betegnelser, f.eks. fersk kød eller hakket kød. Leverancen skal dog kunne genfindes i virksomhedens regnskabssystem ved kontrol af mængde og pris. Uanset hvilke betegnelser, man anvender i dokumentation for 1/3-reglen, skal dokumentation for de almindelige sporbarhedsregler være opfyldt, herunder eventuelle krav om mere præcise betegnelser. 

21.9.5 Dokumentation af værdi ved donation eller salg til symbolsk pris

Hvis virksomheden udelukkende leverer animalske fødevarer til andre detailvirksomheder ved donation eller kræver en symbolsk pris for de leverede varer, kan virksomheden have dokumentation herom, så den ikke behøver dokumentere, at værdien af leverancerne højst udgør 1/3 af den samlede omsætning af animalske fødevarer.

Uanset den forenklede dokumentation for værdi, skal der stadig være dokumentation for overholdelse af mængde og afstand. 

21.9.6 Dokumentation af mængde, hvis virksomheden råder over højst 1.500 kg animalske fødevarer pr. uge

Hvis virksomheden modtager højst 1.500 kg animalske fødevarer pr. uge, kan den i princippet også højst levere 1.500 kg pr. uge til andre detailvirksomheder.

Der kan dog være tre scenarier, hvor de to i princippet muliggør leverance af mere end 1.500 kg animalske fødevarer til andre detailvirksomheder: 

  1. Virksomheden leverer varerne uændret videre, eller virksomheden ændrer varerne uden at ændre vægten af varerne. Det kan f.eks. være et supermarked, som udelukkende modtager færdigpakkede, animalske fødevarer, som leveres videre i pakningen, eller det kan være et supermarked, som måske skærer et kødstykke op i mindre stykker, men ikke ændrer på kødet ved f.eks. at tilsætte krydderier eller lage. I dette tilfælde vil det være tilstrækkeligt, at virksomheden dokumenterer mængden af modtagne animalske fødevarer, idet den så ikke vil kunne levere mere end 1.500 kg animalske fødevarer pr. uge til andre detailvirksomheder.
  2. Virksomheden ændrer de animalske fødevarer, så vægten ændres. Det kan f.eks. være et supermarked med slagterafdeling, som fremstiller pølser af det modtagne kød, dvs. mængden af animalske fødevarer kan overstige 1.500 kg pr. uge. I dette tilfælde vil det være nødvendigt, at virksomheden dokumenterer, hvor store mængder animalske fødevarer, der er leveret til andre detailvirksomheder.
  3. Virksomheden fremstiller specialprodukter og leverer disse til andre detailvirksomheder ud over egen og tilstødende regioner. I dette tilfælde vil det være nødvendigt, at virksomheden i det mindste dokumenterer, hvor store mængder animalske fødevarer i form af specialprodukter, der er leveret til andre detailvirksomheder. Der kan også være behov for at dokumentere leverance af øvrige animalske fødevarer, jf. punkt 2. 

Uanset den forenklede dokumentation for mængde, skal der stadig være dokumentation for overholdelse af værdi og afstand. 

21.9.7 Dokumentation af mængde, hvis virksomheden opgør leverance til andre detailvirksomheder som del af affald

Hvis virksomheden som led i sin opgørelse over mængden af affald fra virksomheden indregner de fødevarer, som er leveret (doneret) til andre detailvirksomheder, kan denne opgørelse i princippet også anvendes til at sandsynliggøre, at mængdegrænsen på 1.500 kg animalske fødevarer pr. uge er overholdt. Hvis den samlede mængde af affald er højst 1.500 kg pr. uge, kan der ikke være leveret mere end 1.500 kg animalske fødevarer til andre detailvirksomheder. Hvis affaldsmængderne er opgjort så detaljeret, at den samlede mængde af animalske fødevarer, der kunne være afsat efter 1/3-reglen kan udskilles, og denne mængde højst er 1.500 kg pr. uge, kan der ikke være leveret mere end 1.500 kg animalske fødevarer til andre detailvirksomheder. Det kan være relevant at skelne mellem de animalske fødevarer, som skal leveres efter 1/3-reglen, og de animalske fødevarer, som virksomheden kan vælge at levere efter oplagringsreglen.

Uanset den forenklede dokumentation for mængde, skal der stadig være dokumentation for overholdelse af værdi og afstand. 

21.9.8 Dokumentation af afstand

Det er virksomhedens ansvar, at de modtagende detailvirksomheder ligger inden for afstandsgrænserne, dvs. 50 km for detailvirksomheder, der modtager ferske varer, og egen region eller naboregion for detailvirksomheder, der modtager forarbejdede varer. Virksomheden skal derfor kende adressen for de modtagende detailvirksomheder. Det er ikke tilstrækkeligt, at de modtagende detailvirksomheder erklærer, at de er inden for afstandsgrænsen.

Virksomheden kan f.eks. have et kort, hvor 50 km radius er indtegnet, og egen og naboregioner er angivet, og så markere adressen for de modtagende detailvirksomheder på dette kort.

Specialprodukter må leveres til andre detailvirksomheder i Danmark uden afstandsgrænse.

Hvis animalske fødevarer i form af ferske varer, forarbejdede varer eller specialprodukter leveres til andre detailvirksomheder uden for Danmark, skal virksomheden overholde grænsen på 50 km.

Virksomheden skal kunne dokumentere, hvilke virksomheder der leveres til i eller uden for Danmark, så det er muligt at kontrollere afstandsoplysningerne.

Uanset den forenklede dokumentation for afstand, skal der stadig være dokumentation for overholdelse af værdi og mængde. 

Fødevareforordningen, artikel 18

Hygiejneforordningen for animalske fødevarer, artikel 1, stk. 5, litra b, punkt ii

Autorisationsbekendtgørelsen, § 19. stk. 7

Sporbarhedsvejledningen