Virksomheder i gruppen detail med engros leverer fødevarer til detailvirksomheder.
Gruppen detail med engros er dannet, fordi definitionen af detailhandel også omfatter virksomheder, der leverer til andre detailvirksomheder.
16.1 Catering med levering til detailvirksomheder – autorisation
Cateringvirksomheder er virksomheder, der fremstiller og leverer spiseklar og serveringsklar mad.
Cateringvirksomheder, der primært leverer til detailvirksomheder, er fødevarevirksomhed i gruppen detail med engros og skal autoriseres, når der indgår animalske fødevarer i leveringen.
Cateringvirksomheder med levering til detailvirksomheder leverer spiseklar og serveringsklar mad til detailvirksomheder med servering til endelige forbrugere. Eventuelt skal modtageren selv foretage en kulinarisk opvarmning af maden, før den spises. Eksempler på cateringvirksomheder er centralkøkkener på hospitaler og andre institutioner, der leverer til selvstændigt registrerede afdelingskøkkener i samme hospital eller institution eller til andre institutioner. Leveringen til detailvirksomheder er kendetegnet ved, at modtagervirksomheden serverer maden for endelige forbrugere.
Maden skal være både spiseklar og serveringsklar. Spiseklar mad betyder, at maden er klar til at spise uden at tilberede eller forarbejde den yderligere for at eliminere uønskede mikroorganismer eller reducere dem til et acceptabelt niveau.
Serveringsklar mad betyder, at hvis maden normalt spises varm, er den varm ved leveringen, så den ikke behøver blive varmet yderligere før servering, eller den leveres kølet/frosset, så modtageren selv skal foretage en kulinarisk opvarmning, før maden spises. Ved kulinarisk opvarmning forstås en opvarmning alene af hensyn til madens smag og ikke for at eliminere eller reducere uønskede mikroorganismer.
Hvis cateringvirksomheder leverer måltider/dele af måltider til f.eks. supermarkedskæder, som ikke serverer for endelige forbrugere, men sælger som convenience food til forbrugere, er der tale om engrosvirksomhed, og ikke om cateringvirksomhed med levering til detailvirksomheder.
Autoriserede cateringvirksomheder er virksomheder i gruppen detail med engros, og må som detailvirksomheder levere til endelige forbrugere. Derudover må autoriserede cateringvirksomheder levere fødevarer til detail (inkl. detailvirksomheder under bagatelgrænsen) og detail med engros. Principielt må den autoriserede cateringvirksomhed også levere til engrosvirksomheder, men det er næppe relevant, da engrosvirksomheder normalt ikke serverer for endelige forbrugere. Da autoriserede cateringvirksomheder er omfattet af de relevante supplerende bestemmelser for animalske fødevarer i hygiejneforordningen for animalske fødevarer, er de ikke omfattet af 1/3-reglen eller af oplagringsreglen. Som alle andre fødevarevirksomheder skal autoriserede cateringvirksomheder overholde reglerne for sporbarhed, når de leverer fødevarer til andre fødevarevirksomheder.
Hvis et centralkøkken og afdelingskøkkener har samme ledelse med ansvar for driften i både centralkøkken og afdelingskøkkener, og centralkøkken og afdelingskøkkener udgør en afgrænset geografisk enhed, kan centralkøkken og afdelingskøkkener registreres som én virksomhed, der i så fald registreres som en ”almindelig” detailvirksomhed. Hvis et centralkøkken med en sådan registrering leverer catering til detailvirksomheder, som ikke er omfattet af centralkøkkenets registrering, vil centralkøkkenet være omfattet af 1/3-reglen og oplagringsreglen på linje med andre almindelige detailvirksomheder. Ved levering til andre virksomheder skal centralkøkkenet overholde reglerne for sporbarhed.
Hvis en detailvirksomhed, f.eks. en restaurant eller slagterbutik med cateringaktiviteter, leverer spiseklar og serveringsklar mad med indhold af animalske fødevarer til den endelige forbruger og til andre detailvirksomheder (inkl. detailvirksomheder under bagatelgrænsen), skal virksomheden registreres som ”almindelig” detailvirksomhed. Leveringen af animalske fødevarer til andre virksomheder skal her følge enten 1/3-reglen eller oplagringsreglen, medmindre virksomheden vælger at ansøge om engrosautorisation.
Autorisationsbekendtgørelsen, § 7, stk. 1, og §§ 19-21
Mikrobiologiforordningen, artikel 2, litra g
16.2 Distributionsterminal/-center og ferskvareterminal – registrering
Distributionsterminaler/-centre og ferskvareterminaler oplagrer typisk køle- og frostvarer, varer uden temperaturkrav samt frugt og grønt i kortere tid. Nogle varer, f.eks. frostvarer og varer uden temperaturkrav, f.eks. dåsevarer, kan opbevares i længere tid. Fødevarerne bliver ofte leveret til detailvirksomheder, typisk inden for en kæde af detailvirksomheder.
Varer kan plukkes fra større pakninger for at blive bragt ud til de enkelte detailvirksomheder.
Aktiviteterne i distributionsterminaler/-centre og ferskvareterminaler er defineret som detailhandel.
Distributionsterminaler/-centre og ferskvareterminaler skal derfor registreres som fødevarevirksomheder i gruppen detail med engros. Med denne registrering må virksomhederne levere ikke-animalske og animalske fødevarer til detail og registrerede virksomheder i gruppen detail med engros. Ikke animalske fødevarer må også leveres til autoriserede virksomheder i gruppen detail med engros og til autoriserede engrosvirksomheder.
Hvis distributionsterminaler/-centre og ferskvareterminaler ønsker at levere animalske fødevarer til autoriserede virksomheder i gruppen detail med engros eller til autoriserede engrosvirksomheder, skal de registreres til at levere animalske fødevarer til andre fødevarevirksomheder efter oplagringsreglen. Det er naturligvis den autoriserede virksomheds ansvar at undlade at modtage fødevarer, den ikke må modtage.
Hvis distributionsterminalen/-centret eller ferskvareterminalen modtager animalske fødevarer fra en detailvirksomhed eller en registreret virksomhed i gruppen detail med engros, må distributionsterminalen/-centret eller ferskvareterminalen kun levere disse varer videre efter oplagringsreglen, hvis den har sikret sig, at betingelserne for oplagringsreglen har været opfyldt siden varerne forlod den oprindelige autoriserede engrosvirksomhed.
Se mere i:
20. Oplagringsreglen - detailvirksomheders levering af animalske fødevarer til andre fødevarevirksomheder - registrering
Hygiejneforordningen for animalske fødevarer, artikel 1, stk. 5, litra b og artikel 4
Autorisationsbekendtgørelsen, § 7, stk. 1 og 2
16.3 Fødevarebanker – registrering
Fødevarebanker skal registreres som fødevarevirksomhed i gruppen detail med engros, da virksomheden leverer fødevarer til andre virksomheder. Fødevarebanker har typisk lager- og transportaktiviteter. Transportaktiviteterne er omfattet af registrering af lageraktiviteter.
Fødevarebanker modtager typisk overskudsmad fra engrosvirksomheder og detailvirksomheder. Maden leveres ofte til forskellige hjælpeorganisationer, f.eks. væresteder med registrerede køkkener, eller direkte til endelige forbrugere.
Autorisationsbekendtgørelsen, § 7, stk. 2
16.4 Engrossupermarked – autorisation eller registrering
Engrossupermarkeder er typisk indrettet som almindelige supermarkeder, men kunderne er bl.a. andre detailvirksomheder. Engrossupermarkeder opbevarer og sælger alle typer fødevarer som almindelige supermarkeder.
Aktiviteterne i engrossupermarkeder er defineret som detailhandel. Engrossupermarkeder skal derfor registreres som fødevarevirksomheder i gruppen detail med engros. Med denne registrering må virksomhederne levere ikke-animalske og animalske fødevarer til detail og registrerede virksomheder i gruppen detail med engros. Ikke animalske fødevarer må også leveres til autoriserede virksomheder i gruppen detail med engros og til autoriserede engrosvirksomheder. Engrossupermarkeder må også efter fødevarelovgivningen levere fødevarer til endelige forbrugere.
Hvis engrossupermarkeder ønsker at levere animalske fødevarer til autoriserede virksomheder i gruppen detail med engros eller til autoriserede engrosvirksomheder, skal de registreres til at levere animalske fødevarer til andre fødevarevirksomheder efter oplagringsreglen. Det er naturligvis den autoriserede virksomheds ansvar at undlade at modtage fødevarer, den ikke må modtage.
Hvis engrossupermarkedet har en afdeling med produktion af animalske fødevarer, f.eks. ved at udskære eller hakke kød eller filetere fisk eller fremstille forarbejdede fiskevarer, skal denne afdeling autoriseres.
Se mere i:
20. Oplagringsreglen - detailvirksomheders levering af animalske fødevarer til andre fødevarevirksomheder - registrering
21. 1/3-reglen - detailvirksomheders levering af begrænsede mængder animalske fødevarer til andre detailvirksomheder - registrering
Hygiejnevejledningen, afsnit 35. Autorisationsnummer for fødevarevirksomheder
Hygiejnevejledningen, afsnit 36. Identifikations- og sundhedsmærker for animalske fødevarer
Hygiejneforordningen for animalske fødevarer, artikel 1, stk. 5, litra b, og artikel 4
Autorisationsbekendtgørelsen, § 7, stk. 1 og 2
16.5 Kvindemælkscentral – registrering
Kvindemælkscentraler skal registreres som fødevarevirksomhed i gruppen detail med engros.
En kvindemælkscentral er typisk placeret på et hospital. Kvinder, der producerer overskydende brystmælk, kan levere mælk til et lager, hvor de selv eller andre kvinder senere kan få mælken udleveret til spædbørn.
Autorisationsbekendtgørelsen, § 7, stk. 2
16.6 Fødevarevirksomhed i privat bolig – autorisation eller registrering
Når man driver fødevarevirksomhed fra sit private hjem, skal man være autoriseret eller registreret som fødevarevirksomhed. Hvis kunderne især er andre fødevarevirksomheder, skal virksomheden registreres eller autoriseres som fødevarevirksomhed i gruppen detail med engros eller som engrosvirksomhed, afhængig af aktiviteterne.
Lokaler med fødevareaktiviteter er ikke ”private”, men fødevarevirksomhed. Lokalerne skal opfylde bestemmelserne for den pågældende type virksomhed. Fødevarestyrelsen har adgang til at udføre offentlig kontrol med fødevarevirksomheden i boligen.
Man kan f.eks. tilberede mad i køkkenet og opbevare råvarer, færdigvarer, indpakningsmateriale osv. andre steder i hjemmet end i køkkenet, f.eks. i andre rum i boligen eller i garagen.
Se også afsnit:
3.7 Fødevarevirksomhed i privat bolig – under bagatelgrænsen
7.5 Bidrag til madordninger og skoleboder – under bagatelgrænsen
15.3 Fødevarevirksomhed i privat bolig – registrering
17.14 Fødevarevirksomhed i privat bolig – autorisation eller registrering
16.7 Mobile eller midlertidige lokaler – autorisation eller registrering
Mobile eller midlertidige lokaler, f.eks. en pølsevogn, ostebil, fiskebil, food truck, isbil, kaffecykel eller iscykel, samt telte og boder på markedspladser, uanset om telte og boder er mobile eller står mere permanent på en stadeplads, skal være registrerede.
Der er ikke krav om, at et mobilt lokale skal flyttes med jævne mellemrum. Kravene til indretning og drift er de samme for et mobilt lokale og en mere faststående bod. Der skelnes ikke mellem de forskellige typer af midlertidige lokaler. Mobile lokaler, telte og boder på markedspladser og stadepladser vil som udgangspunkt være midlertidige lokaler, uanset hvor længe de fungerer.
Mobile lokaler skal registreres med en hjemadresse. Hjemadressen kan være den garage, hvor det mobile lokale er parkeret, når den ikke er i brug. Hjemadressen kan også være lageret for de varer, der bliver afsat.
Mobile lokaler kan have base i en stationær virksomhed. Det kan f.eks. være isbiler, som kører ud fra et centralt lager, eller telte og boder med hjemsted i et centralt lager. Det centrale lager er en detailvirksomhed, hvis det kun leverer til egne mobile lokaler, telte og boder, f.eks. isbiler, og isbilerne sælger til den endelige forbruger. Der er ikke en øvre grænse for, hvor mange mobile lokaler m.v. med eller uden tilberedning i den mobile enhed, der kan have base i et centralt lager eller en anden stationær virksomhed.
Hvis hjemstedet for det mobile lokale, telte og boder og lageret for varerne ligger forskellige steder, er der tale om to virksomheder, der skal registreres hver for sig. I denne situation vil lageret som udgangspunkt skulle registreres som engrosvirksomhed. Hvis der fra lageret kun leveres til én detailvirksomhed, f.eks. ét mobilt lokale, med samme ejer, kan lageret i nogle tilfælde registreres som detailvirksomhed.
Hvis en registreret detailvirksomhed demonstrerer eller leverer fødevarer fra en egen bod i butikken, skal virksomheden overveje, om der er tale om en væsentlig ændring af aktiviteter. Som udgangspunkt vil det ikke være en væsentlig ændring, hvis der er tale om varer, som normalt indgår i virksomhedens vareudvalg. Hvis der i en registreret detailvirksomhed demonstreres eller leveres fødevarer fra en bod fra en udefrakommende virksomhed, skal den udefrakommende virksomhed som udgangspunkt være registreret.
Hygiejneforordningen, bilag III, kapitel III
Autorisationsbekendtgørelsen, § 7, stk. 1 og 2
Hygiejnevejledningen, afsnit 15