Transport af levende dyr - lovstof

Veterinær Autorisation og registrering Dyrevelfærd Kontrol

Her kan du læse om den lovgivning, der er relevant for transport af levende dyr.

RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1/2005 af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne aktiviteter og om ændring af direktiv 64/432/EØF og 93/119/EF og forordning (EF) nr. 1255/97

Forordningen er EU-lovgivning, der gælder for transport af levende hvirveldyr (pattedyr, fugle, krybdyr, padder og fisk), som finder sted i Fællesskabet. Den gælder kun for dyretransporter, der finder sted i forbindelse med økonomisk virksomhed. Den gælder ikke for dyretransporter direkte til og fra en dyrlægepraksis/-klinik efter samråd med en dyrlæge.

Bekendtgørelse nr. 26 af 13. januar 2020 om beskyttelse af dyr under transport

Bekendtgørelsen er dansk lovgivning og specificerer reglerne i Transportforordningen, f.eks. transportegnethed og pladskrav. Der er også specifikke nationale regler i bekendtgørelsen, f.eks. syn af køretøjer til korte forsendelser og obligatorisk digital kommunikation. Samtidig er strafbestemmelserne også beskrevet.

Bekendtgørelse nr. 1471 af 08. december 2015 om uddannelse i transport af dyr

Bekendtgørelsen er dansk lovgivning, der fastsætter reglerne for de danske kurser i transport af dyr. Det gælder personale på samlesteder (sammenbringningsvirksomheder), personale der håndterer dyr under transporten, inklusiv chaufføren, og chauffører og ledsagere hvor der kræves et kompetencebevis.

Bekendtgørelse af lov nr. 1597 af 8. juni 2021 om dyrevelfærd

Bekendtgørelsen er dansk lovgivning, der indeholder krav til dyrevelfærd generelt og ikke kun under transport. Reglerne omfatter alle levende dyr og ikke kun pattedyr, fugle, krybdyr, padder og fisk, bekendtgørelsen omhandler også transport af dyr.

VEJLEDNING nr. 145 af 21. december 2006 OM RÅDETS FORORDNING (EF) nr. 1/2005 AF 22. DECEMBER 2004 OM BESKYTTELSE AF DYR UNDER TRANSPORT OG DERMED FORBUNDNE AKTIVITETER M.V.

Vejledningen er en hjælp til brug af Transportforordningen for de personer, virksomheder m.v., der beskæftiger sig med transport af levende dyr. Den er også en hjælp til de myndigheder, navnlig Fødevarestyrelsen og politiet, der har tilsynet med overholdelsen af Transportforordningen.