Du skal løbende undersøge din hønseflok for salmonella. Det gør du typisk med en sokkeprøve, der er en prøve af gødning opsamlet ved, at du går rundt i stalden med en ”sok” på dit fodtøj. Sokken kan være et stykke tubegaze på ca. 15 cm, som skal drejes undervejs, så alle sider bliver dækket med gødning.
Hvor mange prøver og hvor ofte, du skal tage prøver for salmonella, afhænger af:
- hvor mange høns du har.
- om du kun sælger æg direkte til den endelige forbruger, herunder om du leverer til dit eget ægpakkeri med begrænset lokal omsætning.
- om du også sælger til et ægpakkeri med fuld autorisation og uden begrænsning i antal eller afstand.
- om du kun leverer til en kendt kreds af kunder og har under 30 høns.
Læs mere om salmonella og æg
Kontakt Fødevarestyrelsen for at få taget prøver for salmonella (virk.dk)
Se skema over prøveudtagning for salmonella for konsumægshøns (pdf)
Hvis du har under 30 høns ("små besætninger")
Hvis du har under 30 høns, som er over 16 uger gamle, behøver du ikke at undersøge dyrene for salmonella. Det forudsætter dog, at du:
ikke reklamerer eller annoncerer med salg af æg f.eks. med et skilt ved vejen eller på sociale medier.
oplyser kunden om, at dyrene ikke er undersøgt for salmonella.
kun sælger æg til en kendt kreds af kunder, f.eks. kolleger, naboer, familie.
Det er ikke et krav, at hønerne kommer fra et godkendt opdræt, hvis du har under 30 høns.
Hvis du har op til og med 1.000 høns
Du skal sende sokkeprøver med gødning til et laboratorium seks gange om året. Også hvis du kun leverer æg til dit eget ægpakkeri med begrænset lokal omsætning (salg inden for 50 km). Du skal selv betale for undersøgelsen af prøverne.
Når du sælger æg direkte til den endelige forbruger, skal du sætte et skilt op om, at hønsene er under kontrol for salmonella. Landbrug & Fødevarer sender hvert år et skilt til ejeren af hønseflokken. Du skal placere skiltet et sted, hvor det er nemt at se ved ægsalget.
Hvis du leverer æg til et ægpakkeri uden begrænsning i antal eller afstand, skal du hver anden uge sende sokkeprøver med gødning til undersøgelse på et laboratorium. Fødevarestyrelsen kommer én gang om året og tager prøver samt kontrollerer din egenkontrol. Besøget koster et gebyr.
Hvis du har mere end 1.000 høns
Du skal sende sokkeprøver med gødning til et laboratorium hver anden uge. Du skal selv betale for undersøgelsen af prøverne.
Fødevarestyrelsen skal tage prøver i hver af dine flokke ca. én gang om året og kontrollere din egenkontrol. Når Fødevarestyrelsen tager prøver for salmonella eller udfører kontrol efter Konsumægsbekendtgørelsen, opkræver styrelsen et gebyr. Du skal selv betale for undersøgelsen af prøverne.
Se reglerne for salmonellakontrol i Konsumægsbekendtgørelsen (retsinformation.dk)