Der er regler for personlig hygiejne og for personalets beklædning i forskellige typer af fødevarevirksomheder. Hvis man håndterer fødevarer i en fødevarevirksomhed, skal man have en god personlig renlighed, så man ikke smitter andre med virus og bakterier via maden.
Arbejdstøjet skal være rent. Normalt skal tøjet skiftes dagligt eller oftere, afhængigt af arbejdets karakter.
Sygdom blandt personale
Personer, der lider af en sygdom, som kan overføres gennem fødevarer, må ikke arbejde i en fødevarevirksomhed, hvis de kan sprede sygdomsbakterier til fødevarerne.
Hvis du har mistanke om sygdom, der kan overføres via fødevarer, skal du give din leder besked. Virksomhedslederen må i nødvendigt omfang spørge ind til medarbejderens symptomer for at afgøre, om der er en risiko for smitte via fødevarer.
Det er lederens ansvar og forpligtigelse ifølge fødevarelovgivningen at træffe de nødvendige foranstaltninger, hvis der er risiko for, at medarbejderen kan have overført sygdom via fødevarer eller overflader og udstyr. I den situation skal virksomheden måske nulstilles for at undgå spredning af smitte.
Da man kan udskille norovirus i afføringen, anbefaler Statens Serum Institut, at køkkenpersonale først går på arbejde igen tidligst 48 timer efter, at symptomerne er væk.
Køkkenpersonale bør endvidere være særligt omhyggelige med hygiejnen, hvis de passer syge børn eller omgås andre syge, f.eks. familiemedlemmer eller samboende. Hyppig håndvask og rent tøj er også med til at nedbringe risikoen for smitte.
Husk at vaske hænder grundigt og ofte
Vask hænder grundigt og ofte, når du laver mad, og hold i det hele taget en god personlig hygiejne ved madlavning. Så undgår du at sprede bakterier og virus fra dig selv til fødevarer og mellem fødevarer.
Du skal vaske dine hænder, både før og imens du laver mad. Vask også hænderne mellem håndtering af forskellige råvarer, f.eks. kød og æg, og den færdige mad. Vask også hænder efter toiletbesøg, eller hvis du har hostet eller f.eks. rørt ved sår. Der kan nemlig komme tarmbakterier eller bakterier fra svælg og sår over i maden.
Det kan være nødvendigt helt at holde sig væk fra madlavning, hvis man har sår på fingre og arme – eller hvis man f.eks. har diarré, som kan smitte andre mennesker via maden.