Hvis din virksomhed modtager donerede fødevarer

Når du som fødevarevirksomhed modtager donerede fødevarer er der en række regler, du skal være opmærksom på for at sikre dig, at du overholder fødevarelovgivningen. Bliv klogere på reglerne her på siden.

Du kan læse om:

  • Registrering af fødevarevirksomhed
  • Hygiejne og indretning af fødevarevirksomhed
  • Sporbarhed 
  • Mærkning
  • Uddannelse

Se faktaark med fem regler, du skal have styr på, når du indsamler og donerer overskudsmad (pdf)

Registrering af fødevarevirksomhed

Hvis du modtager donerede fødevarer, som du f.eks. donerer videre til andre, er du en fødevarevirksomhed. Alt efter hvor ofte virksomheden laver eller uddeler mad, kan det være en fødevarevirksomhed over eller under bagatelgrænsen. Alle fødevarevirksomheder over bagatelgrænsen skal registreres hos Fødevarestyrelsen samt overholde fødevarelovgivning.

Læs om fødevarevirksomheder under bagatelgrænsen i Autorisationsvejledningen.

Hygiejne og indretning af fødevarevirksomhed

Reglerne for hygiejne, indretning og drift af fødevarevirksomhed er de samme for madspildsorganisationer som for traditionelle fødevarevirksomheder.

Der er f.eks. regler, man skal overholde, for indretning af virksomheden, håndtering og opbevaring af fødevarer, rengøring, skadedyrssikring og personlig hygiejne.

Madspildsorganisationer har som andre fødevarevirksomheder ansvaret for fødevaresikkerheden, og det er virksomhedens ansvar at sikre, at der ikke er nogen sundhedsmæssig risiko for forbrugerne ved at bruge eller spise fødevarerne.

Læs mere om hygiejne og indretning af fødevarevirksomhed.

Eksempel: Har du styr på håndhygiejnen?

  • Personalet i fødevarevirksomheder skal have adgang til en håndvask, som er specielt beregnet til at vaske hænder.
  • Vasken skal have et blandingsbatteri med rindende koldt og varmt vand af drikkevandskvalitet.
  • Der skal være et tilstrækkeligt antal håndvaske og de skal være let tilgængelige.
  • Ved håndvaskene skal d​​er være håndsæbe og mulighed for at tørre hænder hygiejnisk, f.eks.  papirhåndklæder, håndklæderuller eller lufttørrer.
  • Antallet af vaske i din fødevarevirksomhed skal passe til dine aktiviteter. Ofte vil du have behov for separate vaske til opvask og til klargøring af fødevarer m.m.
  • Der skal også altid være håndvask i toiletområdet.

Læs mere i Hygiejnevejledningen - Afsnit 7. Vaske i fødevarevirksomheder. 

Sporbarhed og tilbagekald

Reglerne om sporbarhed gør sig gældende i forbindelse med donation. Det betyder, at de samme krav til sporbarhedsdokumentation er gældende uanset om fødevarerne sælges eller doneres.

Som fødevarevirksomhed skal man være i stand til at identificere hvorfra man modtager sine fødevarer og hvornår (et led tilbage) og til hvem man sælger eller donerer sine fødevarer (et led frem). Der er dog ikke krav til sporbarhedsdokumentation, et led frem, når modtageren af de donerede varer er den endelige forbruger.

Formålet med sporbarhed er at kunne foretage en hurtig og effektiv tilbagetrækning af usikre fødevarer fra markedet herunder opsporing af smittekilden til en fødevarebåren sygdom i et produkt.

Læs mere i Sporbarhedsvejledningen. 

Sådan sikrer du sporbarhed

Det er virksomhedens ansvar at sikre sig, at der bliver etableret et sporbarhedssystem med tilhørende procedurer for at sikre sporbarhedsoplysningerne. Sporbarhedsoplysningerne skal samtidigt kunne stilles til rådighed for Fødevarestyrelsens foranledning.

Som virksomhed skal du som minimum være i besiddelse af følgende oplysninger:

  • Leverandørens navn og adresse
  • Kundens navn og adresse
  • Identifikation af de leverede fødevarer
  • Dato og om nødvendigt tidspunktet for transaktion eller levering
  • Mængde, hvor det er relevant eller antal

Der er ikke krav til formatet af systemet, så det kan f.eks. være virksomhedens regnskabssystem eller et andet system, der indeholder de krævede sporbarhedsoplysninger. Dokumentationen af sporbarhedsoplysningerne kan f.eks. være en faktura, følgesedler, leverandørdokumentation eller andre former for dokumentation.

Mærkning

Der findes regler for, hvordan fødevarer skal være mærkede. Bl.a. med ingrediensliste, allergener, holdbarhed, nettovægt m.v. Dog gælder der nogle undtagelser for fødevarer til donation. 

Når færdigpakkede fødevarer doneres til velgørende formål, er der alene krav om, at de obligatoriske oplysninger, der ved sit fravær kan medføre en risiko, skal følge med ved donationen. Det inkluderer oplysninger om fx holdbarhed og allergener og lignende oplysninger, som kan have betydning for fødevaresikkerheden. 

Oplysningerne kan medfølge på et separat dokument eller være angivet direkte på fødevaren.

Oplysninger som nettovægt, oprindelse, næringsdeklaration o.lign. er altså i donationssammenhæng ikke et krav. Hvis du videredistribuerer donerede fødevarer til den endelige forbruger, skal du dog sikre dig, at forbrugerne gøres opmærksomme på, at fødevaren måske indeholder fejl i mærkningen.

Læs mere om undtagelserne for fødevarer til donation i Mærkningsvejledningen.

Bliv klogere på datomærkning og allergener

Færdigpakkede fødevarer skal være mærket med oplysning om holdbarhed. Der findes to former for holdbarhedsmærkning: ”Bedst før” og ”Sidste anvendelsesdato”. ”. Efter udløb af ”sidste anvendelsesdato”-fødevarer er det ikke muligt at donere disse fødevarer.

For ”bedst før”-fødevarer er det stadig muligt at donere efter udløb, såfremt fødevaren stadig ser fin ud samt smager og lugter fint. 

Læs mere om ”Bedst før” og ”Sidste anvendelsesdato” samt mulighederne for holdbarhedsforlængelse i mærkningsvejledningen

Færdigpakkede fødevarer:

Alle færdigpakkede fødevarer skal være mærkede med en korrekt og fyldestgørende ingrediensliste, herunder allergene ingredienser, som nævnt i bilag II i fødevareinformationsforordningen. Allergene ingredienser skal være fremhævede visuelt på en måde, der klart adskiller dem fra de øvrige ingredienser på listen, f.eks. skrifttype, typografi eller farve. Det er producentens ansvar, at allergene ingredienser er fremhævet korrekt i mærkningen.

Ikke-færdigpakkede fødevarer:

Når det drejer sig om ikke-færdigpakkede fødevarer, er oplysning om allergener fortsat obligatorisk. Oplysningen kan gives skriftligt på eller i umiddelbar nærhed af fødevarerne – f.eks. på et skilt. Hvis der ikke gives skriftlig information, skal der som minimum være oplysning på f.eks. et skilt om, at information om allergene ingredienser kan fås på forespørgsel. Det betyder, at når en virksomhed modtager ikke-færdigpakkede fødevarer til donation, så skal virksomheden kunne videregive oplysninger om eventuelle allergene ingredienser i produkterne til de forbrugere, der efterspørger dette.

Når donerede fødevarer anvendes i en ret:

Hvis donerede fødevarer (færdigpakkede som ikke-færdigpakkede) bruges i en ret på f.eks. en café, så skal virksomheden sikre sig, at de er i stand til at kunne oplyse om indhold af eventuelle allergene ingredienser i retten til de forbrugere, der efterspørger dette.

Uddannelse af medarbejdere

Personer, der behandler og sælger fødevarer, skal instrueres eller uddannes i korrekt behandling af fødevarer, i personlig hygiejne og i virksomhedens egenkontrol. Hver enkelt person skal være i stand til at udføre sit arbejde i virksomheden, så hygiejnereglerne bliver overholdt.

Ofte vil det være tilstrækkeligt med sidemandsoplæring, informationskampagner fra professionelle organisationer eller fra Fødevarestyrelsen, og instruktion i virksomhedens regler om gode arbejdsgange.

Som minimum bør personalet kende til de grundlæggende hygiejnekrav, f.eks. om personlig hygiejne.

Husk også egenkontrol og risikoanalyse

Når du har en fødevarevirksomhed, skal du skal have et system, som sikrer, at dine fødevarer er i orden, og at folk ikke bliver syge af dem. Systemet kalder vi egenkontrol og det er dit redskab til at kontrollere din egen virksomhed.

Læs mere om egenkontrol og risikoanalyse

Er du registreret hos Fødevarestyrelsen?

Vi hjælper dig godt i gang med din fødevarevirksomhed. 

Gå til Startpakke for nye fødevarevirksomheder.