Branchekoder
Flere brancheorganisationer har udviklet en branchekode til deres medlemmer. Branchekoderne er målrettet den pågældende branche, og de oftest tilknyttede fødevareaktiviteter. De fleste af branchekoderne er webbaserede, og de kan derfor være en stor hjælp for virksomhederne i forbindelse med deres egenkontrol.
Fødevarestyrelsen støtter brugen af branchekoder og brugen af elektronisk egenkontrol, da virksomhederne dermed får hjælp til at få gennemført den nødvendige egenkontrol. Det medvirker til at sikre en højere fødevaresikkerhed.
Fødevarestyrelsen har vurderet en lang række branchekoder.
Oversigt over branchekoder vurderet af Fødevarestyrelsen (pdf)
Få branchekoden fra din brancheorganisation
Branchekoderne bliver udgivet af brancheforeningerne. Kontakt derfor din brancheforening og hør nærmere omkring køb og adgang til en branchekode.
Brancheorganisationerne kan få deres branchekoder vurderet af Fødevarestyrelsen. Det er dog altid den enkelte organisation, som har ansvaret for, hvad der står i branchekoden.
En branchekode kan ikke stå alene
Branchekoden er en vejledning til virksomhederne inden for netop en given branche, så virksomhederne kan se, hvad der skal være med i et egenkontrolprogram. Branchekoden kan ikke erstatte dit egenkontrolprogram, men branchekoden hjælper dig godt på vej.
En branchekode kan hjælpe med, hvad du skal være særlig opmærksom på i dit daglige arbejde med egenkontrol. Branchekoderne indeholder i udgangspunktet risikoanalyser, procedurer, også kan der være eksempler på skemaer til at føre den løbende egenkontrol. Branchekoden kan dog ikke stå alene.
Tilpas branchekoden til din virksomhed
Du skal tilpasse branchekoden til lige netop din virksomhed og dine fødevareaktiviteter. Branchekoden er nemlig en overordnet skabelon, som du skal tilpasse til din virksomhed. Branchekoden bruger du til at skrive dit egenkontrolprogram ud fra.
Du kan have fødevareaktiviteter, som ikke er typiske for din branche. Disse fødevareaktiviteter vil så ikke være dækket af din branchekode. Du skal derfor selv sørge for, at dit egenkontrolprogram er dækkende for netop alle dine fødevareaktiviteter. Måske kan du finde hjælp til det i en anden branchekode.