Forhåndsgodkendelse af indretning af fødevarevirksomhed

Læs og ansøg om forhåndsgodkendelse af din fødevarevirksomheds indretning. ​Læs også om bestilt vejledning, inden du eventuelt ansøger om forhåndsgodkendelse.

Hvis du starter en ny fødevarevirksomhed eller udvider din fødevarevirksomhed med f.eks. nye lokaler, produkter eller produktionsformer, kan du søge om forhåndsgodkendelse af indretningen i din virksomhed. 

Ofte vil det være mest aktuelt at have et bestilt vejledningsmøde forud for en forhåndsgodkendelse – ikke efter. ​

Læs om muligheden for et bestilt vejledningsmøde

En forhåndsgodkendelse giver dig mulighed for at få Fødevarestyrelsens vurdering af, om en planlagt indretning af virksomheden lever op til kravene i lovgivningen, før du går i gang med eller er færdig med at bygge eller ombygge. Det er en mulighed, som du kan vælge at benytte dig af,​ og ikke et krav. 
 
Du kan også ansøge om forhåndsgodkendelse, før du registrerer din virksomhed hos Fødevarestyrelsen.

Med en forhåndsgodkendelse af indretningen i din virksomhed sikrer du dig, at indretningen lever op til kravene i lovgivningen. Du sikrer dig altså, at indretningen ikke efterfølgende skal ændres for at kunne godkendes til brug.

Sådan gør du

  • Man kan ansøge om at få forhåndsgodkendt indretningen af din nye virksomhed. 
  • Hvis du allerede har en fødevarevirksomhed, kan du ansøge om at få forhåndsgodkendt et nyt projekt, der ændrer indretningen i din virksomhed væsentligt. Ændring af udstyr eller installationer kan der ikke søges om forhåndsgodkendelse af.
  • Hvis du er ny ejer af en fødevarevirksomhed, kan du også ansøge om at få en forhåndsgodkendelse af indretningen af virksomheden i forbindelse med ejerskiftet. Det gælder, uanset om der er ændringer i virksomheden, eller om du fortsætter uden ændringer i indretningen.
  • Du kan også få forhåndsgodkendt et indretningsmæssigt koncept, hvis konceptet anvendes ensartet i flere virksomheder. Det kan fx anvendes af arkitekter og andre, der udvikler et koncept eller af kæder, som anvender det samme koncept i flere af kædens virksomheder.

Materiale til sagsbehandling af en forhåndsgodkendelse af et indretningsmæssigt koncept bør omfatte:

  • Vareudvalget (fx brød/kager) skal klart fremgå af ansøgningen
  • Der skal indsendes en målfast tegning af opstillingen
  • Der skal indsendes en oversigtstegning over placering i butikslokalet
  • Der skal indsendes en beskrivelse af materialer til indretning og drift
  • Der skal indsendes en beskrivelse af vareflow, håndtering, overvågning og salg
  • Materialet skal være på dansk

Konceptet skal være entydigt = altså det samme koncept = samme indretning i alle de virksomheder, som ansøgningen gælder for.

Du kan ikke søge om forhåndsgodkendelse af eksisterende indretning, undtagen i forbindelse med ejerskifte.

Hvis du har brug for mere vejledning, inden du ansøger om forhåndsgodkendelse, kan du kontakte Fødevarestyrelsens kunderådgivning. Du kan også bruge muligheden for mod betaling at bestille et vejledningsmøde med Fødevarestyrelsen, hvor du kan få en mere målrettet vejledning i forhold til dine aktiviteter.

Du skal dog være opmærksom på, at Fødevarestyrelsen kun vejleder om reglerne. Der er ikke mulighed for rådgivning omkring konkret indretning og udarbejdelse af tegninger og beskrivelser mv. Et bestilt vejledningsmøde kan ikke træde i stedet for en ansøgning om forhåndsgodkendelse med indsendt materiale.

Bestilt vejledning kan finde sted enten i din virksomhed, en anden lokalitet ønsket af dig eller på en af Fødevarestyrelsens lokaliteter.

Du skal være opmærksom på, at du skal betale for sagsbehandlingen af en ansøgning om forhåndsgodkendelse – uanset om du får et afslag eller en godkendelse.

Inden Fødevarestyrelsen begynder sagsbehandlingen, sender styrelsen et estimat over det forventede tidsforbrug og pris for sagsbehandlingen. Sagsbehandlingen starter først, når du har accepteret det forventede tidsforbrug og pris for sagsbehandlingen.

Timesatsen er pt. 912 kr. per påbegyndt time. Betalingen opgøres per påbegyndt kvarter.

Hvis Fødevarestyrelsen vurderer, at det er nødvendigt at indhente udtalelser, vurderinger eller lignende fra eksterne eksperter for at gennemføre sagsbehandlingen, vil omkostningerne herfra blive lagt til det endelige gebyr.

Fødevarestyrelsen orienterer dig, hvis det under sagsbehandlingen viser sig, at det tidligere fremsendte estimat overskrides væsentligt. Du vil da få mulighed for at trække din ansøgning tilbage. Vær opmærksom på, at du selv skal betale for de omkostninger, Fødevarestyrelsen har haft i forbindelse med sagsbehandlingen, hvis du afbryder den.

Fødevarestyrelsen behandler din ansøgning om forhåndsgodkendelse på baggrund af de oplysninger og det materiale, du har sendt. 

Forhåndsgodkendelsen skal indeholde tegninger, vareudvalg, vareflow m.m.

For at din ansøgning om forhåndsgodkendelse kan behandles, skal vi have målfaste tegninger med indretning over hele din virksomhed, inklusiv anvendte materialer til lokaler ​​og udstyr. 
 
Du skal også beskrive dit vareudvalg og dine aktiviteter. Beskrivelsen skal være så detaljeret, at vi kan forstå, hvad der skal foregå i virksomheden. Det kan fx være modtagelse af fersk hakket oksekød til formning af burgerbøffer eller modtagelse af ikke-jordforurenende frugt og grønt til afskylning og snitning. Det kan også være flow af varer og personale, hvilket vil sige, hvordan varer og personale bevæger sig rundt i virksomheden fra varemodtagelse til salg, skal også beskrives.

Forhåndsgodkendelsen er en skriftlig behandling

Det er altså en skriftlig behandling, og derfor vil Fødevarestyrelsen ikke besøge din virksomhed eller holde fysiske møder med dig som led i sagsbehandlingen. 
 
For at sikre en ensartet behandling af alle ansøgninger sagsbehandles din forhåndsgodkendelse af et korps af me​​darbejdere i hele landet. Du vil derfor kunne opleve at få henvendelser fra forskellige medarbejdere.
 
Fødevarestyrelsen vil ved det første kontrolbesøg efter en meddelt forhåndsgodkendelse kontrollere, at de faktiske forhold i din virksomhed stemmer overens med forhåndsgodkendelsen.​​​

Hvis du vælger ikke at gøre brug af forhåndsgodkendelse 

Du kan vælge ikke at bruge forhåndsgodkendelsen. Hvis du vælger en anden løsning, som i øvrigt er i overensstemmelse med fødevarelovgivningen, vil det ikke give anledning til bemærkninger fra Fødevarestyrelsen.​​​​

I blanketten skal du også beskrive vareflow, personaleflow, inventar og anvendte materialer i din virksomhed. Du kan enten indtaste beskrivelserne direkte i blanketten, eller du kan vedhæfte dem. Du skal desuden have målfaste tegninger af virksomheden, hvor bl.a. placeringen af inventar og udstyr klart fremgår. Tegningerne skal vedhæftes i pdf-format, når du sender din ansøgning. Hvis tegningerne ikke kan skannes , skal du skrive i blanketten, at du ønsker at eftersende tegningerne med almindelig post. Du får herefter  en mail fra Fødevarestyrelsen, hvor der står, hvilken adresse tegningerne skal sendes til.

Du skal gennemføre ansøgningsprocessen på én gang. Du kan altså ikke stoppe undervejs og vende tilbage senere. Fødevarestyrelsen anbefaler derfor, at du, inden du går i gang, laver de forskellige beskrivelser af din virksomhed i ét eller flere dokumenter, som du vedhæfter ansøgningen, i stedet for at indtaste beskrivelsen.

Find mere information vejledningen om forhåndsgodkendelse.

Se vejledning om forhåndsgodkendelse af indretning af fødevarevirksomheder (retsinformation.dk)

Når Fødevarestyrelsen har modtaget din ansøgning, vil styrelsen screene den for at se, om der er brug for flere oplysninger for at kunne behandle sagen.

Du kan, indenfor 10 dage efter du har sendt din ansøgning, forvente en kvittering fra Fødevarestyrelsen om, at din ansøgning er modtaget. Hvis sagen er klar til behandling, sender Fødevarestyrelsen et estimat over forventet tidsforbrug, pris for sagsbehandlingen og en dato for, hvornår du kan forvente en afgørelse i sagen. Fødevarestyrelsen begynder ikke sagsbehandlingen, før styrelsen har fået en skriftlig bekræftelse fra dig med accept af styrelsens estimat.

Når sagsbehandlingen er afsluttet, sender Fødevarestyrelsen dig en godkendelse eller et afslag på din ansøgning. 

Fødevarestyrelsen sender dig også en faktura​​​ med krav om betaling for sagsbehandlingen.

I ferieperioden må sagsbehandlingstiden på forhåndsgodkendelser desværre forventes at være forlænget i kortere eller længere tid afhængig af ansøgningens art. 

Ansøg om forhåndsgodkendelse af indretning af fødevarevirksomhed

 

Når du har fået din forhåndsgodkendelse, kontrollerer Fødevarestyrelsen ved det første kontrolbesøg efter meddelelsen om forhåndsgodkendelse, om de fysiske forhold omfattet af godkendelsen i din virksomhed svarer til godkendelsen.

Hvis din virksomhed vælger at bruge forhåndsgodkendelsen, skal den overholdes til fulde, herunder også de eventuelle vilkår, der er til godkendelsen.

Du kan ikke vælge kun at overholde dele af forhåndsgodkendelsen. Der kan dog være bagatelagtige afvigelser, som Fødevarestyrelsen accepterer.

Du skal registrere eller ansøge om autorisation af din fødevarevirksomhed/aktiviteter hos Fødevarestyrelsen, selv om du får en forhåndsgodkendelse. Det gælder, uanset om din virksomhed er ny, om du overtager en eksisterende virksomhed, eller du laver væsentlige ændringer i virksomheden.

Læs mere om registrering eller autorisation af fødevarevirksomhed

Vær opmærksom på, athvis lovgivningen ændres på de områder, der er omfattet af forhån​​dsgodkendelsen, bortfalder godkendelsen. 

Ansøg om forhåndsgodkendelse af indretning af fødevarevirksomhed